Et klip i klarinetten

I bakkerne i udkanten af Laikipiaplateauet ligger et sted, som deler navn med en af Tolkiens modernistiske fantasier om de gode gamle dag: Lorien. Laikipias Lorien er dog ikke befolket af Tolkiens elvere, men yiakuer og er så absolut ikke mindre fantastisk af den grund. Skoven, der engang var her, har efterladt nogle enkelte vidner i form af cedertræer, yiakuernes pilegifttræer og det hellige træ, området er opkaldt efter. ”Lorien” er nemlig navnet på maa for den afrikanske underart af oliventræet. En familie bosat i Lorien benytter sig af denne måned – måneden efter regntiden – til at omskære en dens mange sønner. Som traditionen foreskriver det

I modsætning til mange andre stammer i Kenya holder de fleste maasaier og samburuer stadig fast ved i traditionerne omkring omskæring. Det skal derfor foregå i hjemmet og uden bedøvelse. Så selve ritualet starter selvsagt lige før solopgang. På det koldeste tidspunkt af dagen. Som en optakt og del af overgangsritet fra at være dreng til at blive kriger starter omskæringsceremonien dog dagen før, hvor nabolagets krigere mødes og synger traditionelle omskæringssange for drengen. Her bliver han fortalt om hvad, der venter ham i tiden fremover, og om nødvendigheden af ikke at kny mens der skæres. For nu bliver han kriger – samfundets brave front med eksterne fjender.

Selv bliver drengens hovede barberet for al behåring som et symbol på det liv, han har levet indtil nu, er forbi. Blandt maasaier kan alderen for omskæring variere fra en tolv til 18 år, alt efter forældrenes mulighed for at samle sammen til festen. Så for nogle af de ældre drenge er det ikke kun håret men også skægvækst, der skal fjernes, så ansigtet er helt bart.

Tidligt næste morgen før solopgang samles mænd i indhegning omkring hytten, hvor drengens familie bor, og fortsætter med sangene. Det er en emotionel overgang, der markeres, så følelser flyder højt blandt deltagerne. Små drenge står med tårer løbende ned ad kinderne og drengens brødre bryder højlydt – og til tider voldsomt – sammen og ud i langvarig gråd. De kan græde broderens smerte ud for ham, når han nu ikke selv kan. Men ser man ikke gråden og hører den blot på afstand, er det svært at gætte, at lyden skulle stamme fra en, der græder. Lyden er en dyrisk hulken, som kommer ud i metronomisk regelmæssighed til beatet af sangene, som den flyder sammen med.

Omkring solopgang overdøves sange af larmen fra mænd, der kommer løbende til hytten. En af dem har metalbjælder bundet om benet for at give en ekstra effekt. Begge har en sort/hvid abehat på hovedet. Det er tegn til at drengen, der skal omskæres, får taget sit tøj af og holdt fast af familiens mænd i et jerngreb, hvis han alligevel skulle kny under snittet. De to omskærer spytter derefter vædske udover drengen som en velsignelse, førend de kan gå i gang. Og i gang går de. Et godt tag i forhuden og så frem med skalpellen. Ikke verdens skarpeste skalpel, men skære kan den da. Ikke hele forhuden af dog, for et lille stykke skæres ikke igennem, så forhuden kan hænge som en pyntende tap efter omskæringen. Væk smutter omskærerne igen med det samme. De skal nemlig videre til den næste familie på bakken ved siden af.

Drengen er nu i kvindernes hænder. Forbindinger lægges og drengen iklædes sort som symbol på. han den næste måneds tid er patient, for mand er han endnu ikke. Sår skal heles og hår skal gro ud igen før den månedslange overgangsrite fuldendes. Til gengæld tildeles drengen to ekstra fædre, som fra nu af følger ham ekstra nært igennem hans tid som kriger og støtter ham, når det skulle være nødvendigt.

Den næste måned efter omskæringen går med at familiens kvinder går i gang med hans dekorative udrustning bestående af perlesmykker i diverse farver og størrelser. Desuden skal et spyd og et kort sværd anskaffes til drengens tid som omvandrende kriger med familiens hjord. Hjorden og beskyttelse af stammen vil blive hans ansvar, når drengeårene er ovre.

En bedre udsigt

”Kan du heller ikke sove?” Denne replik vil jeg mene er en af de mest hørte på Il Ngwesi Lodge. Svaret dertil kunne nemt være: ”Nej hyænerne holder mig vågen.” Eller elefanterne, leoparderne, fuglene, insekterne eller et hvilket som helst andet bæst, der bruger natten til at gøre artsfæller opmærksom på sin tilstedeværelse.

For somme vil det måske nærmere være tanken om, at leoparden er lige udenfor den åbne hytte uden låse og uden vægge ud mod de store udsigter, der holder dem vågen. For andre vil det være det fremmede ved at høre naturens egne lyde i stedet for andre menneskers. Men for langt de fleste vil nydelsen over, at det stadig er muligt at finde steder, hvor selv store dyr hersker side om side med mennesker, overdøve den latente angst for dem.

Men en sådan udsøgt larm har der ikke altid været her på nordsiden af Mt. Kenya de seneste år. Maasaier med deres kvæg har holdt bestanden af rovdyr nede, nærtboende meruers landbrug har betydet elefanters konflikt med mennesker, alle i området har benyttet sig af de større antelopers kød og endelig har krybskytter udryddet helt næsehorn fra området. Men i løbet af firserne bestemte de lokale maasaier på Il Ngwesi Group Ranch sig for – med hjælp fra naboen, det private reservat Lewa Conservancy – at omdanne halvdelen af græsningsområderne på group ranchen til et reservat og bygge en lodge for at tiltrække pengestærke turister.

Det var startskuddet til Kenyas første og mest berømte community lodge. Siden da er den aldeles fantastiske udsigt over det tørre nordlige Kenyas ”Northern Frontier District” blot blevet endnu bedre, i takt med dyrene lisså stille er vendt tilbage. Nogle af sig selv såsom geparder og den sjældne Grevy’s zebra, mens næsehorn har fået en hjælpende hånd. Og en stærk lastbil.

Flere dyr betyder flere turister. Flere turister betyder flere penge til Il Ngwesi Group Ranch. De penge bruges alle til udvikling af Il Ngwesiernes community igennem projekter, der bringer dem vand, skoler og deslige. Derudover giver turisternes tilstedeværelse arbejdsmuligheder for lokale på selve lodgen og som parkbetjente. Dette betyder igen et mindre fattigt lokalsamfund, hvor afhængigheden af kvæg og geder mindskes. Vigtigt i et område, der ofte rammes af tørke. Men hvad vigtigere er, uddannelsen er skabt og holdes i gang af de lokale selv. De lokale bestemmer, hvordan pengene skal bruges til fordel for de lokale!

Denne blanding af at kunne nyde sin egen egoisme ved et ophold i luksus med ikke at skulle give køb på moralen ved at benytte et stort beløb, når andre har så lidt, har vist sig at være en vindende blanding. Den engelske prins William er måske den mest prominente celebritet, som har nydt godt af den vilde luksus. En gang om året faktisk. Om det er på grund af udsigten nordpå eller udsigten til ejeren af Lewas datter sydpå, vil jeg lade det op til sladderpressen at finde ud af dog.

Men også andre har fået øjnene op for fordelene ved velfungerende community lodges. Fra lokalt til internationalt sted. Il Ngwesi har således vundet mange priser, blandt andet UNDPs Equator Initiative Award til gode udviklingsinitiativer. På lokalt og nationalt plan har andre communities set successen og ønsket at kopiere den. Med forskellig grad af held og dygtighed. Mange forsøger og nogle formår at omdanne den gode idé til gevinst for områdets flora, fauna og befolkning. Ikke det værste resultat.

I kærlighed og valgkrig

Valgkampen for Kenyas parlaments- og præsidentsvalg den 27. december er efterhånden ved at komme i gear. Den har været i gang på lavt blus de sidste mange måneder, og parlamentet har lavet endnu mindre, end det plejer. Nu er parlamentet opløst, så politikerne – nu også officielt – kan bruge al deres tid på at føre valgkamp. I mange tilfælde med stærkt tryk på KAMP. Fine metoder bruges, men i endnu højere grad findes de ufine frem fra gemmerne nu. Verbal mudderkastning mod konkurerrende kandidater er selvsagt dagsorden. Større og noget mere illelugtende ting kastes desværre også.

Det kenyanske valgsystem er som det engelske med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kun en person, som regel en mand, fra hver valgkreds får med andre ord adgang til den veritable guldgrube, det er, at blive valgt ind i et parlament, hvor medlemmer har en højere løn end i Danmark, og hvor præsidenten har en højere løn en George Bush. Det i et u-land vel at mærke. Der oveni kommer seføli adgangen til korruptionsløn. Et sådant valgsystem betyder, at kampen i hver valgkreds intensiveres og beskidte kneb og valgsvindel tages i brug som en selvfølge. Også mod kandidater fra ens eget parti.

Igår var primærvalget, hvor de enkelte partiers vælgere stemmer om hvilken spidskandidat, der skal repræsenterer dem i den lokale valgkreds. For dem, der taber primærvalget, er valgkampen slut. Kun én fra hvert parti har nemlig ret til at stille op ved selve valget i december. I Laikipia Øst-valgkredsen, hvor jeg bor, har det betydet, at en af kandidaterne fra et af de to største partier til et valgmøde har beskyldt sin værste konkurrent for, at hun er betalt for at tabe parlamentsvalget til favoritkandidaten, den siddende MP fra det andet store parti. Formentligt uden noget som helst reelt grundlag for beskyldningerne.

Det er imidlertid intet imod, hvad den siddende MP for Laikipia Øst, vice-energiministeren, har gjort sig skyldig i. Men han har også erfaring. God erfaring. Da hullerne efter afdøde parlamentsmedlemmer skulle udfyldes i midten af den netop overståede valgperiode, blev han sat i gang med at få partiets favoritter ind. Det betød at ud af en af valgkredsenes 7000 stemmer, stemte 9000på den foretrukne kandidat... Det kom for en uge siden frem i landets største avis, som normalt regnes for pro regeringen, at han netop havde bestukket en lokal betjent til at myrde sin største konkurrent. Det lykkedes ham heldigvis ikke, men der er intet foretaget for at retsforfølge herren efterfølgende. Det sker åbenbart ikke, når man er vice-minister.

Ved attentatforsøg stopper hans julelege dog ikke. Da flere af ledende politikere fra det konkurerrende parti besøgte Nanyuki i deres valgkampsturné, sørgede han i kraft af sin stilling som vice-energiminister for, at byen var sortlagt i de timer, de var i byen,. Da en lokal stillede en generator til rådighed, blev der foretaget et par opkald om, at hvis han ikke med det samme tog den tilbage, ville både hans hus og forretning stå i flammer. 20 minutters taletid blev det i alt til for oppositionspolitikerne, inden 30-40 unge subsistensløse fik lavet så meget ballade, at mødet blev stoppet. De var betalt. I forgårs kom det desuden frem, at han for hvert valgsted havde ansat en person til at købe minimum 25 stemmer på hovedvalgdagen.

Det sidste man kan klandre den kære mand for, er at han ikke kan ”put his mouth where his money is”. Da han sidste uge kom til Dol Dol på sin egen valgturné, delte han yderst rundhåndet ud af nogle af de millioner, han har tjent på at lave så lidt som muligt i parlamentet. For derefter under valgtalen groft at tilsvine beboerne i Dol Dol for at være prostituerede nu de modtog hans penge. Det er intet under at folk længe har brokket sig over ham, men måske får han ret: For tre måneder siden sagde han, at ingen kan røre ham. Hans stemmer står i banken.

The Fall of the House of Yiaku

Da antallet af yiakuer, der taler deres sprog, yiakunte, blev færre end tyve, og de alle var omkring firs, valgte UNESCO at sætte sproget på deres liste over uddøde sprog. Nu er der blot under ti, som kan tale sproget. Halvdelen af dem kan tale det flydende.

Har UNESCO ret; er det umuligt at redde sproget? Nogle enkelte personer prøver i en sidste krampe at sikre, at sproget lever videre som mere end få båndoptagelser i Kenyas nationalmuseum, når stammens ældste er væk. Den eneste mulige redning for sproget er at springe 3 generationer over og begynde med de helt små. Dem som endnu ikke er låst fast på Maa – maasaiernes sprog, som yiakuerne nu har overtaget som deres eget. Sammen med stort set alt andet af den lokale Il Laikipiak maasaikultur. Så udover at undervise nogle af de yngste skolebørn et par enkelte timer om ugen i sprogets vokabularium, er der nu ved at blive sat uformelle børnehaver op, hvor de yiakuntetalende ældre passer nogle af de yngste børn på yiakunte.

Yiakuernes fald fra selvstændig stamme til at være en del af det bredere maasaisamfund er sket over ganske kort tid. Assimileringsprocessen tog ikke mere end to generationer til stort set alt hvad tilhører yiakuernes jæger/samlerkultur var væk og erstattet med maasaiernes pastoralisme, deres sprog og deres værdier. Idag bærer yiakuer maasaiernes røde shukaer i stedet for tøj lavet af skind. De har smidt deres buer og giftpile til fordel for stave til at hyrde kvæg og geder. Deres kroppe er besmykket med små glasperler i maasaifarver. Den eneste forskel man kan se nu, grunder i yiakuernes kushitiske gener. Men små lommer af viden om naturen omkring dem og enkelte traditionelle artefakter findes stadig. Yiakuernes hang til honning eksisterer dog stadig i bedste velgående.

Da yiakuerne stadig kunne betragtes som jæger/samlere, skulle en mand for at blive gift bevise sine jagtkundskaber. Det gjorde han ved at overbringe sine vordende svigerforældre bagbenet af en giraf. Hos maasaierne derimod kan en mand anskaffe sig en hustru – eller flere for den sags skyld – ved at betale sig fra det. Prisen kommer an på de involverede familier og datterens kvaliteter. Og mandens forhandlingsevne ikke mindst.

Da maasaierne i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede blev presset ud fra de gode græsningsarealer midt på Laikipiaplateauet af de tilflyttende hvide nybyggere, kom de i stigende grad i kontakt med yiakuerne i Mukogodoskoven. Mændene fik øje for de unge og yiakuskønheder og tilbød op til flere høveder som betaling for dem. Yiakuforældre stod med andre ord med en beslutning, om de ville afsætte deres døtre for et girafbagben eller en række kvæg. Ikke mange valgte det spættede ben.

Maasaiernes kultur blev i løbet af ganske kort tid højstatus blandt yiakuer, og mange yiakumænd, som holdt fast i deres egen kultur, formåede ikke at overbevise om deres kvaliteter og måtte derfor helt opgive at få sig en hustru. Maasaikulturen er stærkt patriarkalsk så når en kvinde gifter sig opgiver hun sin familie til fordel for mandens. I dette tilfælde også sin kultur. Det tog ikke mange år før de omkring 4000 yiakuer følte sig mere som maasaier.

Idag, hvor selv verdenen omkring Mukogodoskoven er i opbrud, er behovet for at finde sine sande rødder også vokset hos yiakuerne. Der er skabt forbindelser til andre stammer i en lignende situation. Både nationalt og internationalt. Jæger/samlerkulturen fra deres forfædre er nok tabt for evigt, men stoltheden over denne fortid, og den bevidsthed det fører med sig, er voksende.

Den hvide ranchejer, ond eller god?

Over halvtreds procent af Laikipias jord er ejet af hvide ranchers. Somme er lokalt fødte af hvide settlers, som kom hertil under kolonitiden. De har gået i skole med lokale og har et stort kendskab både til lokale forhold og kulturen i området.

Disse kenyanske hvide bruger enten deres indhegnede jord til kvægdrift eller har indrettet det til private naturreservater, hvor rige udlændinge kan leje sig ind og se nogle af de mange dyr, der stadig findes i området. For tre uger siden lejede Prince William for eksempel en hel lodge for sig selv i en af disse parker, og for halvanden måned siden blev min tur til en anden af parkerne aflyst, fordi Tony og Cherie B pludselig bestemte sig for at komme på besøg.

Andre jordejere er rige udenlandske magnater, som har købt sig ind for at have et landsted i Afrika med elefanter og zebraer i haven. Eller som en ren investering. Eksempler på sådanne er ejeren af sportsmærket Puma og den engelske dronning (gennem et stråfirma vel at mærke...). Ingen af dem bor fast lokalt eller har den store forståelse for lokale, og de problemer de døjer med. Ikke fordi de lokalt fødte ranchejere alle har det ej heller. Sidste år skød en af dem en lokal maasai, fordi han på grund af en slem tørke havde valgt at tage sine kvæg ind på den forkerte side af ranchejernes hegn. For maasaierne er det nemlig i udpræget grad sandt, at græsset er grønnere på den anden side af hegnet. På ranchejernes side af hegnet.

Men generelt set udviser de lokalt fødte en meget større forståelse for de lokales behov og hjælper ofte med praktiske ting såsom at fragte en landsbys kvinder til et stormøde på en af deres lastbiler. For de private reservaters vedkommende afsættes nogle procent af indtægten ligefrem til projekter for udvikling af nærområderne. En af ejerne af disse reservater har sågar i sin ungdom selv været på kvægrov hos andre hvide farmere sammen med lokale maasaikrigere.

Reservaterne har seføli en stor interesse i at udvikle turismeinfrastrukturen i Laikipia. Det gør de blandt andet ved at støtte de lokale communities i at bygge lodges, hvor indtjeningen herfra går til lokalområdet. Det giver naturligvis også ekstra gode jobmuligheder for indbyggerne i de små lokalsamfund. Og jobs hænger ikke på akacietræerne ellers.

Selv med denne hjælp er det svært at komme udenom, at jordfordelingen i Laikipia ikke er særligt lige. De lokale maasaier og andre pastoralistsamfund i området har al for lidt jord til, at deres kvæg- og gedehold kan være miljømæssigt bæredygtigt. De hvide ranchejere har mere jord, end de har brug for.

Det betyder dog også, at en stor del af det vilde dyreliv i Laikipia har store områder, hvor de kan være i fred. Selvom maasaier i hundreder af år har levet sammen med vilde dyr, så får en løve ikke lov til at overleve, hvis den har spist et par maasaikøer. Og udenfor de private reservater er specielt hyæner jaget vildt, fordi de angriber får og geder om natten, hvis de ikke er forsvarligt opbevaret bag akaciebuskes beskyttende torne.

Derfor er der stadig forhold hvor dyr som løver, hyæner og geparder stadig kan trives i nogenlunde bestande i Laikipia. Selvom maasaierne så måske til gengæld ikke gør...

En skamferingskultur

Maasaimænd forklarer omskæring af kvinder ud fra deres eget synspunkt. Seføli. Det er der egentligt ikke den store overraskelse i, men forklaringsgrundlaget til, hvorfor maasaikvinder omskæres, virker mere end en kende sygt i sin logik. For logik er der skam, polygam logik.

Maasaier og andre semi-nomadiske pastoralistmænd har ofte mere end en kone – hvis han har råd – så der er en i hvert græsningsområde, han færdes i med sin hjord. De forskellige koner bor med andre ord fast, og manden vandrer rundt til dem i en cyklus bestemt af, hvor dyrenes græsgange er. Det betyder at en kvinde ofte er overladt til sig selv i lange stræk, hvilket får manden til at frygte for sin ære. Og dernæst for konens dyd.

Det simple, men groft undertrykkende, træk for at hindre sidespring fra konens side – for manden er seføli tilladt sidespring – er at fjerne alle kvindens ydre kønsorganer, så hendes sexdrift nedsættes.

Man kan undre sig over, hvorfor kvinder tillader at deres egne døtre omskæres. Og ikke mindst at pigerne selv lader sig skamfere. Kultur. Kultur præger piger og mødre så stærkt, at de frygter mere for udfrysning fra lokalsamfundet end for deres helbred, rettigheder og evne til sexuel nydelse. Så meget at de unge piger lader sig lemlæste for at blive en del af de voksnes fællesskab. Når en pige omskæres ved 10-13-årsalderen, træder hun nemlig ind i de voksnes rækker. Med alle de goder det indebærer. Det betyder blandt andet, at hun får ret til at have kærester og bevæge sig mere frit omkring.

Omskæring betyder også, at en kvinde ikke selv længere straffes af stammen, hvis hun bliver gravid. Bliver en uomskåret kvinde gravid – selv hvis det er ved voldtægt – er tabuet så stort, at hun fryses fuldstændig ud af lokalsamfundet og må klare sig selv. Er hun først omskåret ligger ansvaret på mandens side for at tage sig af hende og barnet. Og mindst lisså vigtigt; hun udstødes ikke.

Man kan også undre sig over, hvorfor ældre kvinder er nogle af de største fortalere for at fortsætte den smertefulde skamfering, som samtidig betyder en stor sundhedsrisiko for de omskårne. Specielt når mange af de ældre kvinder, der står for ceremonierne, i virkeligheden ikke bryder sig om det. Problemet i en så patriarkalsk kultur som maasaiernes er, at kvinder ikke tillades at eje jord, og derfor ikke har mange indkomstmuligheder, udover hvad de kan lave med deres hænder. For ældre kvinder er problemet endnu større, da de heller ikke kan arve fra afdøde ægtemænd. En af de ting de dog kan lave med deres hænder er at skære kønsdelene af andre kvinder. Det kan sågar være deres eneste indtjeningsmulighed og dermed deres overlevelsesgrundlag.

På trods af den stærke kulturelle prægning er somme forældre alligevel modstander af at lemlæste deres piger. En sådan tanke om pigernes velvære er dog ikke sikker på at udmynte sig i uomskårne døtre, for der findes flere tilfælde, hvor pigen har været så utilfreds med det, at hun er løbet hjemmefra for at blive omskåret selv. Presset fra hendes omgivelser blandet med et brændende ønske om at komme til at nyde den anseelse, der medfølger ved at være omskåret, har været for stort.

Kulturelt gruppepres kan føles umådeligt stærkt. Nok ikke mindst for store børn og unge teenagere. Derfor er 32 procent af alle kenyanske kvinder omskåret og tæt ved hundrede procent af maasaierne.

Holder Gud Afrika tilbage?

Afrika nævnes sjældent som fremskridtets kontinent. Tværtom. Folk med vesterlandske briller på kan endda i et kynisk, etnocentrisk øjeblik endda fristes til at kalde kontinentet fejlslagent. Sat ved siden af Asien går den økonomiske udvikling i Afrika fremad med samme hastighed som en landskildpadde i en mose. I et tidligere forholdsvist rigt land som Zimbabwe synker økonomien nu ned i en tilsyneladende bundløs afgrund.

Asien og Latinamerika synes på mange områder at være godt på vej mod FN’s mål for en bedre verden i 2015, de såkaldte Millenium Development Goals. Afrika syd for Sahara skåret over en bred kam ser derimod ud til kun at tage få skridt mod at opfylde målene. Mange årsager gives herfor; klima, sygdomme, svage statsdannelser, historien, kultur og dårlige landbrugsforhold. Disse faktorer spiller uden tvivl en enorm rolle, men listen over roden til al Afrikas ondt er givetvis væsentligt længere, end hvad denne ene linje præsenterer.

En årsag, der sjældent fremføres, er Gud. For afrikaneres stærke tro på en kristen Gud gør ikke kun hverdagen lettere at komme igennem i kraft af håbet om et bedre liv efter dette, troen fungerer også som en behagelig fatalistisk sovepude, der hindrer initiativ og virkelyst hos en stor del troende. For hvis Gud vil have, jeg skal have det bedre, skal hun nok sørge for det sker...

Hører man om en bilulykke i Kenya kan man med meget stor sikkerhed sætte penge på, at mindst en af de involverede parter er en matatu, en overfyldt minibus i ringe stand. Til gengæld kører chaufførerne dem til grænsen. Og sommetider altså også over grænsen. Ikke kun fordi de fleste matatuer trænger til et par uger på værksted, men også fordi chaufførerne ofte er mindreårige, fordrukne eller høje på khat. I grelle tilfælde alt på samme tid. Ikke så mærkeligt de er frygtede i trafikken.

Hvad der får mig til at frygte matatuer endnu mere, er de streamers, de har i for- og bagruder. Budskaber som ”Jesus Behind the Wheel” og ”Not Me, It’s God” bør få enhver bilist til at ryste i bukserne. Ikke nok med de kører ad hevleds til, så skyder de også skylden på Gud og hans kumpaner. En udtalt mangel på dødsfrygt i trafikken er ikke just, hvad anbefales af René la Cour. Hvad forekommer underligt for en sekulariseret dansker er, at denne manglende dødsfrygt hænger så tæt sammen med gudsfrygt. For Gud er herre over skæbnen og dermed også død og liv – selv matatuchaufførers. Derfor kan de køre lisså rådent, de vil.

På samme måde sætter mange andre afrikanere, måske alt for mange, deres lid til Gud og skæbnen. Skæbnen er forudbestemt og kan ikke rokkes ved af dødelige – udover gennem gudsfrygtighed, så derfor slår en, der frygter Gud, sig alt for let til tåls med, hvad der dumper ned i skøddet. Og endnu oftere hvad der ikke dumper ned i skødet. Tanken om, at det er Guds prøvelser, gør det lettere at leve med hårde kår, man ellers selv kan være med til at forbedre. Den frie vilje nåede åbenbart aldrig frem til afrikanske kirker. En skam.

Utilfredshed med det værende har drevet den vestlige kultur vidt. Somme vil sige for vidt. Men analysen af det, man har, som ikke godt nok lagt sammen med troen på egen evne har været skyld i tekniske kvantespring og dannelsen af ufatteligt komplekse statsdannelser, som kærer om selv svages kår. Denne utilfredshed har også givet en kultur af brokrøve, mavesår og depressioner. Den afrikanske fatalisme har givet smil, glæde og overskud. Og en indædt modvilje mod at søge forandringer.

Måske skal udvikling blot gå langsomt, når man søger at parre livsglæd med initiativ og fremdrift.

En retssag for verden

Den 8. november 1994 blev FN Sikkerhedsråds Resolution 955 underskrevet. Det var startskuddet på retsopgøret med forbrydere mod menneskeheden fra folkemordet i Rwanda samme år. En mindre by i det nordlige Tanzania, Arusha, mest kendt som udgangspunkt for safariture til Serengeti og Ngorongorokrateret blev valgt som stedet, hvor retssagerne skulle finde sted.

I januar 1997 startede den første retssag. Siden da er over 1 milliard af de dersens amerikanske dollars blevet brugt på retssagerne mod de 72 af de 90 anklagede forbrydere. 2 er døde. 18 er stadig på fri fod og 28 er blevet dømt. Af dem er de 3 frifundet og de 12 dømt til livstid. Her betyder livstid vel at mærke al den tid, der er tilbage af livet - og ikke omtrendt 16 år og så på prøveløsladelse som i Danmark.

Bag disse enkle tal ligger uforståeligt store forbrydelser. Det gælder den forbrydelse, der ligger i Kofi Annan og FN’s generelle mangel på handling, men mest af alt bærer disse få tal vidne om over 800.000 tutsier og moderate hutuers død i løbet af 100 blodsfyldte dage i 1994, da to ekstremistiske hutumilitser brugte al menneskelig umenneskelighed på en etnisk udrensning, hvis lige ikke var set i Afrika nogensinde.

Hate speach flød ud af radiokanaler ejet af topfolk i regeringen i en konstant opfordring til blodig hævn for tutsiernes magt over hutuerne de sidste 500 år, mens militser erhvervede sig våben og trænede i, hvordan man hurtigst muligt dræber flest muligt. At dømme efter de 100 dages ekstreme vold må træningen have været god og propagandaen fantastisk.

Et af de mest berømte eksempler på den umådeholdne vold er massakren på de 20.000 tutsier og moderate hutuer, der søgte tilflugt i en katolsk kirke i byen Nyarubuye. Borgmesteren for kommunen stod personligt for at opildne til folkedrabet, udlevere våben og lede massakren over to dage i april 1994. Det kostede ham og den lokale leder af militsen, som udførte massakren, den største straf, en international domstol kan give. Livstid.

Et retsopgør med forbrydere mod menneskeheden, sådan som det hedder i anklageskrifterne mod de 90 mænd og kvinder, der er anklaget af tribunalet i Arusha, må opfattes som vigtigt i sig selv. Et første skridt i Rwandas selvransagelse efter folkedrabet i 1994. Første skridt mod forsoning.

Derudover har tribunalet retsligt set trådt nogle meget vigtige nye skridt i fortolkningen af Genevekonventionen fra 1948: Det er første gang Genevekonventionens fortolkning af folkemord benyttes, det er første gang voldtægt inkluderes i definitionen af folkemord – og at folk bliver dømt for det, det er første gang siden Nürnberg 1946 at en statsleder dømmes og det er første gang medier dømmes for at opfordre til kriminalitet.

Selvom Arushas tribunal er væsentligt mindre kendt end dens søsterinstans i Haag, spiller den en vigtig rolle både for Rwanda og dets interne helingsproces og for verdenssamfundets evne til at straffe forbrydere mod menneskeheden.

Det næste skridt må være befolkningens forsoningsproces. Det kan desværre ikke klares gennem en forholdsvis simpel retssag i et naboland.

Bjerget bestemmer

Klima kan være fascinerende. Specielt når man bor for foden af et bjerg. Endnu mere når man bevæger sig rundt om det. Selvom vejret kan skifte i løbet af få minutter fra hård solskin til regn ligegyldigt, hvor man er på bjerget, er det tydeligt at se på naturens forskellige habitattyper, hvordan bjerget påvirker landskabet og de levende organismer, der befinder sig i det.

I modsætning til Danmark, hvor regn som regel bæres ind fra vest og beriger hele landet med livsgivende dråber, er tendensen i Østafrika den modsatte. Her kommer de tunge skyer ind fra Det Indiske Ocean mod øst – eller fra Victoriasøen, verdens næststørste ferskvandsreservoir, til de områder, som ligger i nærheden. Hverken området omkring Mt. Kenya eller omkring Kilimanjaro og Mt. Meru, hvor jeg nu befinder mig, har imidlertid glæde af regn fra fordampet Victoriasø.

Her beklædes øst og sydsiden af bjergene af et tæt tæppe af skyfyldt regnskov. Grønt og frodigt. Her findes et utal af aber, farvestrålende fugle og eksotiske planter i et stort virvar af liv. Skoven gennemkrydses af et net af små og store vandløb. Desværre for nord- og vestsiden er det eneste der bliver tilbage af dette botaniske supermarked en tør, varm föhnvind. Vandløbene er kortlevede og kraftfulde. Men det meste af året er det eneste spor af vand de dybt udskårne ar af flodlejer, der gennemskærer sletterne landet.

Her har kun de mest hårdføre arter mulighed for at overleve. Arter som kan nøjes med det vand, der falder under årets to regntider – og holde på det til den næste kommer. Det er få, men til gengæld højt specialiserede arter, der findes her. Nordlige og østlige tørkeelskende pattedyrsarter som gerenuk og lille kudu har endda små isolerede bestande i læ af bjergene.

I Mt. Kenyas skygge spreder det store Laikipiaplateau sig med dets store vidder af dyrefyldt buskland. I hvert fald i de områder, hvor store rancheejere har råd til at at lade store områder være uafgræssede af deres kvægflokke. På de væsentligt mindre jorde tilhørende lokale afrikanske pastoralister gør brændesamlere og geder livet svært for træer og buske, så her er udsigten væsentligt længere og jorden i høj grad mere eroderet.

På de hårdt afgræssede tørre sletter nord og nordvest for Mt. Meru i det nordlige Tanzania kan man med held finde Østafrikas sjældneste fugl: Beesleys lærke – en lille brunlig sag med kort hale og forholdsvis langt næb. Blot 50 individer af arten findes i verden. Det skyldes ikke mindst dens særdeles kræsne valg af bolig; en stærkt eroderet halvørken. Det omkringliggende land udenfor Mt. Merus regnskygge er buskland, så mulighederne for at sprede sig derud er ikke til stede, så lærkens udvidelelsesmuligheder er temmeligt begrænsede.

Lærkens overlevelse afhænger med andre ord af overgræsning fra lokale maasaiers hjorde så områdets græs holdes helt i bund. Hvis de da ikke udvælges af bakkernes falke.

De er farlige, de er unge

Generationskløft kender de fleste danskere til. Specielt når det fører til store skænderier, når magtstrukturerne ønskes ændret. Mest fordi teenagere ikke kan forstå, hvorfor deres forældre skal bestemme over deres påklædning, og hvornår de skal begynde at indfinde sig i hjemmet om aftenen. En række ældre kan også føle sig hægtet af i det moderne samfunds arbejdsmarked, fordi unge ofte har en langt bedre forståelse af de nymodens teknologier.

Blandt yiakuer og maasaier frygter samfundets ældre i høj grad også en række af dets unge. Ikke fordi de unges højre arm svinger en kølle hårdere end dem selv, eller fordi bander af dem bryder ind i deres hytter og frarøver dem alle deres værdier. Det er anseelsen af de ældre alt, alt for høj til. Tværtom frygtes de unge velklædte, veltalende, veluddannede for deres kundskaber. For hvad de kan. For hvad de ældre modsat ikke kan – og aldrig vil kunne lære.

Disse stammer har i høj grad vedholdt en traditionel kultur, hvor hver aldersgruppe har sin egen leder, og hvor lokalområdets ældre bestemmer endnu mere. Lokalsamfundets ældre mænd vel at mærke. Men også i de små marginaliserede landsbysamfund mærkes moderniseringen af samfundet i stigende grad.

Et moderniseret samfund fungerer mindre i kraft af ældre mænds viden og erfaring som i kraft af en institutionaliseret bureaukratisering af samfundet fra statsligt til lokalt niveau. Her nytter viden om skovens urters medicinelle virkning lisså lidt som kendskab til forfædres riter og traditioner. Ej heller mange års opsamlede erfaringer har den store anvendelse til bedømmelse af lovmæssige spørgsmål længere. Ikke når man hverken kan læse eller skrive i hvert fald. Og da slet ikke når man hverken taler engelsk eller godt swahili.

Det kan og gør en stor del af de unge. De forstår bureaukratiet, de forstår sproget, de har mulighed for at sætte sig ind i de rettigheder og muligheder, et moderne samfund bringer ud i lokalområderne. Derfor er det civile samfund fyldt af dygtige (og mindre dygtige) unge med en uddannelse bag sig. Derfor er det i stigende grad unge, der kan bestride vigtige poster lokalt – både officielle og civilsamfundet. Det passer så absolut ikke de ældre mænd, at deres traditionelt magtfulde position udhules således. De føler sig truet på deres altdominerende position.

Under et communitymøde i et lille samfund på østsiden af Mukogodoskoven lagde jeg i sidste uge selv øre til et par ældre mænd, som absolut ikke havde tænkt sig at lade denne ændrede situation gå stille af for sig. Langt fra. Høje verbale tilkendegivelser blev givet, om at et øget fokus på kvinder og unge på grund af deres traditionelt dårlige position så absolut ikke var en god ide. En noget ophidset stemning blandt et par ældre førte til at de valgte at råbe hele vejen ud, om hvor unfair det var, da de forlod mødet. Ikke fordi de unge og kvinderne talte om at fordrive de ældre mænd fra deres position. Blot fordi de insisterede på også at få en indflydelse.

Kan man få de ældre mænd til at dele beslutningstagningsprocessen med andre på nogenlunde lige fod, er man nået et væsentligt skridt. Det uden de ældre mænd mister al magt.

Når forskellen mellem division og distrikt virkelig kan betyde noget

Kenya er opdelt i 8 provinser. Hver provins består af en række distrikter, som igen er opdelt i divisioner. Parallelt opdeles landet i en række valgkredse til parlamentet. Gennem valgkredsene fordeles en pose penge fra staten til udvikling af området og gennem distrikterne uddeles en anden pose penge fra staten. Denne forklaring er forenklet så virkeligheden er væsentligt mere kompliceret end denne korte forklaring. Det ændrer dog ikke ved, at de penge, der ikke ender i korrupte lommer, er yderst velkommen i ikke mindst de mange fattige landområder i Kenya.

Problemet er blot at en række områder forfordeles i dette fordelingspuslespil – ofte på grund af stammeforskelle. Udover en række stammer, som kun er fåtalligt repræsenteret i Laikipia East-distriktet er ca. 14.000 af distriktets indbyggere maasaier spredt rundt på de tørre og halvtørre jorder i distriktets nordlige del. På de væsentligt bedre jorde tæt på Mt. Kenya finder man distriktets 45.000 Kikuyer.

Kikuyerne er den talmæssigt største stamme i Kenya og den, der historisk set har haft de bedste muligheder pga. deres priviligerede stilling under kolonitiden. Den bedst uddannede stamme er stadig Kikuyuerne hvorfor Kikuyuer stadig findes i et flertal af landets magtfulde positioner. I et distrikt som Laikipia East har demokratiets indførelse ikke ændret stort på dette. Ikke så længe al politik foregår langs stammeskel. 45.000’s stemme vil altid betyde mere end 35.000’s.

Kikuyuerne er traditionelt fastboende bønder, mens maasaierne er omvandrende seminomadiske kvægholdere. Det er to vidt forskellige kulturer. To forskellige kulturer med forskellige livsstile og derfor også helt forskellige behov. Det helt store problem er når landets demokrati er så svagt at det bliver til et flertallets diktatur, hvor mindretallene ses mere end stort på. Helt basale offentlige sektorer som sundheds- og undervisningssektorerne tilpasses ikke til seminomadiske kulturer, hvorfor de ofte tvinges til dårlig ser vice eller måske helt at undvære. På samme måde går statens penge til decentral udvikling ofte ikke til mindretallene fordi de ikke får lov til at blive repræsenteret i de udvalg der fordeler pengene og marginaliserede grupper marginaliseres endnu mere.

Maasaierne og deres seminomadiske nabostammer har naturligt nok længe søgt en større anerkendelse af deres behov og rettigheder, men så længe de ikke selv sidder med ved bordet hvor beslutningerne tages er dette et mål, der kan spejdes langt efter i horisonten. Pengene der deles ud på distriktsniveau har de ingen mulighed for være med til at bestemme over – det er Kikuyuflertallet der sidder på dem og derfor også i høj grad dem der nyder glæde af pengene. Derfor søgte man at få Kenyas præsident Mwai Kibaki til at splitte Laikipia East op i to distrikter da han i maj måned besøgte Dol Dol, så seminomaderne kunne få deres eget og dermed få indflydelse over, hvordan pengene udnyttes bedst. Det gik han og tyggede over i nogle måneder, inden han for to uger siden endelig lovede at gøre noget ved problemet og oprette en række nye distrikter i landet.

Vi er med andre ord blevet lovet at de divisioner i Laikipias tørreste område, hvor de seminomadiske kvægholdere bor, ophæves til distriktstatus. Det betyder en egen administration for området og dermed øget pengetilstrømning og udvikling til et område, som alt for længe er blevet overset. Det er vi mange der er forhåbningsfulde omkring. Men tiden vil vise om virkeligheden også kan leve op til forhåbningerne.

De første tegn er desværre ikke alt for lyse. Det første skridt imod distriktstatus for området er afklaring af dets grænser. I lørdags afholdt det lokale medlem af parlamentet et møde om dette. De maasaiældre, som rejste til distriktshovedstaden for at deltage i mødet om deres nye distrikt som repræsentanter for seminomaderne, fik imidlertid at vide, de godt kunne tage hjem igen. Mødet var kun for Kikuyuer.

Når smykker er mere end udsmykning

Maasaier er kendt gor deres farvestrålende udsmykning. Skinnende røde, lyserøde eller blå klæder, øreflipper forlænget af tunge perlebeklædte kobbersmykker og et stort udvalg på hovede, hals, krop, ben og arme af farvestrålende smykker lavet af små plasticperler. Repræsentanter fra den nærtbeslægtede nabostamme samburuerne har måske flere perler på målt i gram, men den symbolske vægt vejer for maasaierne mindst lisså meget.

Maasaierne benytter sig af forskellige farver, alt efter hvor de stammer fra. Møder man mandlige maasaier fra det sydlige Kenya eller fra Tanzania, drøner de alle rundt i dybblå chukaer – det store tæppe de vikler sig ind i på et utal af forskellige måder, afhængigt af hvor varmt det er. Om halsen har de en række rent hvide perlekæder. Il Laikipiak-maasaierne her på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya ser man derimod aldrig i en blå chuka eller med hvide perlekæder. De ynder derimod at iklæde sig røde nuancer. Ikke kun rød som jorden. Når man måder de unge moraner, krigerne, står det klart, at lyserød ikke er en prinsessefarve her.

Udover forskellig kulturel tradition inden for diverse understammer, kan årsagen til divergerende farvepræferencer muligvis også spores tilbage til, hvordn understammerne ser sig selv. Mørkeblå og sort er himlens farver. Derfor forbindes de med det guddommelige. Hvid symboliserer som hos os fred. Rød er derimod ikke et symbol for kærlighed, for maasaierne er traditionelt et krigerfolk. Rød er blodets farve.

Il Laikipiak-maasaierne var berømte for deres krigerfærdigheder og -mentalitet. Så dygtige var de, at det krævede en koalition af mange stammer for at slå dem, da deres styrke var på dets højeste i det 19. århundrede. Så dygtige at deres togter førte dem så langt nordpå som Etiopien. Rød er deres farve.

Men selv krigeriske folk sætter pris på fred. Dette ses tydeligt i mange af de smykker, som Il Laikipiak-maasaiernes krigere bærer. Udover en ung mands ankler viser billedet ovenfor en krigers ankelkæder lavet af perler på læder. Læderet har måske ikke den store symbolske betydning, men i modsætning til plastic har læder en tæt knytning til maasaiernes pastoralistiske kultur. Farvevalget af perlerne er ikke, fordi de holder med Danmark og lidt St. Pauli... De viser rødt blod og hvid fred tæt knyttet sammen. Med guddommelig sort som bindeled.

Også kvinderne bærer smykker med symbolsk betydning. Ikke kun i farvevalg. Det ses tydeligst på populariteten af blå og hvide kæder hos gifte kvinder. Når en kvindes førstefødte dreng bliver omskåret – og dermed indlemmes i krigerrækkerne – har hun ret til at bære en sådan.

Generelt er det sådan at jo ældre en maasai bliver, jo mindre udsmykning har han eller hun på. De unge krigere kan være overlæssede, men en ældre har sjældent mere end lidt i ørene og et par enkelte kæder og armbånd på. Ungdommens trang til at pynte sig erstattes lidt efter lidt af den visdom og anseelse, der går hånd i hånd med en maasais alder.

God regeringsførelse, et træ i Amazonas

Et af udviklingsverdenens store mantraer er god regeringsførelse – og derunder også anti-korruptionsarbejde. Godt nok har jeg læst og arbejdet med udvikling i nogle år efterhånden, men fordi mit fokus altid har været på kommunikation og græsrødderne, har jeg aldrig helt haft en klar fornemmelse af, hvad arbejdet for god regeringsførelse helt præcis går ud på. Før jeg kom til Kenya og så, hvad god regeringsføresle ikke er.

Jeg føler lidt på samme måde, som da jeg første gang kom op over trætoppene i Perus Amazonas og så, hvor stor den skov, jeg gik rundt i, i virkeligheden var. For en dansker er den ubevidste forståelse af skov et træfyldt område, man nogenlunde kan overskue. I hvert fald gå ud af i løbet af nogle timer. Absolut ikke et område som fortsætter uafbrudt tusindvis af kilometer. Det var noget af en oplevelse at komme op i vejret første gang og se hvor meget, mere der findes end den lille del, jeg kendte til. På samme måde er statsopbygning ikke kun et lille område med forholdsvis stor gennemsigtighed og ansvarlighed for finanserne, der bruges, sådan som jeg kender det fra Danmark. Der er meget meget mere end det. Det ses i Kenya.

Sommetider kan man få den mistanke, at nogle landes offentlige opbygning er kreeret for at maksimere muligheden for at malke befolkningen for penge betalt som korruption til embedsmænd nærmere end en service til borgerne. Det offentlige system i Danmark kan virke som en jungle, men det er intet imod det antal af kontorer, man skal besøge her for at få et lille stempel, man i virkeligheden ikke helt ved, hvorfor er nødvendigt. Som regel gør embedsmændene det heller ej.

Derudover findes en række statslige mekanismer i et u-land, som vi i Danmark ikke rigtigt kender til. Jeg har været til et mange timer langt foredrag hvor en mand forsøgte at sætte os ind i den politiske opbygning i Kenya og hvordan penge fordeles decentralt. De fleste gik derfra væsentligt mere forvirret, end de kom. Alt er så komplekst og sammenrodet, fordi der findes flere parallelle politiske strukturer, som alle arbejder med nogenlunde det samme. Hver for sig, men ofte med et udvalg af repræsentanter i begge systemer.

I Kenya findes to fonde, Constituency Development Fund (CDF) og Local Authority Transfer Funds (LATF), som har til formål at kanalisere penge ud til lokalregeringer. Det er godt. Hvad ikke er godt, er, at det er temmeligt svært at få fat i deres budget, for hvor mange penge sendes ud decentralt. Ved man ikke hvor mange penge, der rådes over, er det også umuligt at holde lokalpolitikere og embedsmænd ansvarlige for om alle penge bruges. Og om de bruges forsvarligt. For at gøre denne manglende transparens endnu værre har det de sidste mange år været umuligt at få lokalregeringernes budgetter, for hvordan LATF-midlerne skal bruges. Borgere og NGOer holdes med andre ord bevidst i mørke med, hvordan penge til lokal udvikling skal bruges. Det selvom det er dem, der skal have glæde af dem. Selvsagt et paradis for kickbacks og anden korruption.

Men for godt en uge siden skete det store, at lokalregeringerne nu tvinges til at offentligtgøre deres budgetter, så alle kan følge med i hvordan LATF-midlerne bruges. Et vigtigt skridt mod bedre regeringsførelse, for nu kan civilsamfundet begynde at indtage en rolle som vagthund. En øget gennemsigtighed betyder, at politikere og embedsmænd nu kan holdes ansvarlige for de penge, der kommer ind. Og dermed forhåbentligt også resultere i mindre korruption og flere penge direkte til de fattigste.

You white people like to work

"You white people like to work." Det var den første kommentar, min nattevagtmand kom med, da han kom på arbejde og så, at jeg var smurt ind i maling, fordi jeg var i gang med at ændre den typiske gullige vægfarve til en mere acceptabel hvid. Jeg er jo en rig mzungu, hvorfor ikke hyre noen til at gøre det. De tager jo kun 40 kr for en dags arbejde. Hans eneste forklaring lod til at være en bekræftelse af hans fordomme om hvides arbejdstrang. Betyder det, at han samtidig også bekræftede århundreders fordom om sorte som dovne?

Måske. Det lyder mærkeligt, når han selv arbejder 12 timer om dagen, 7 dage om ugen for G4S. Det er godt nok af nødvendighed og ikke lyst, han arbejder så længe. Tager man ud i de fattige landområder passer fordommen måske. For mændene. For kører man igennem et landsbycentrum, er der mænd overalt. Hvad laver de? Noen snakker, andre hænger, nok andre er godt og grundigt stive på lokal bryg og khat.

Dem, der har fundet på, at afrikaneren er doven, har tydeligvis været mand og slet ikke haft øje for kvinderne. For kvinderne slider og slæber. I hjemmet, i marken og stort set overalt fra tidlig morgen til sen aften ligegyldigt hvor meget lyst de har til det. Det er nemlig så smart – for mændene – at de har bragt sig selv i en magtfuld position, hvor de får hustruer og børn til at lave alt det hårde manuelle arbejde. Og hustru i flertal er ofte en nødvendighed for at kunne dyrke nok afgrøder til at brødføde familien, når manden ikke tager ved. Han tager sig i stedet af det lident slidsomme arbejde med at passe kvæg og geder. Og da jagt stadig var lovligt i Kenya, kunne han også finde på at begive sig af med det. Når altså han ikke er på kvægtogt hos nabostammen. Eller bekriger nabostammen, fordi de er på kvægtogt som hævn. Det sker for øvrigt stadig.

Hvis afrikaneren ikke er doven, har han så da en afslappet arbejdsmoral? En god forklaring på dette kunne være, at arbejde for det store flertal ikke ses som den selvudviklende aktivitet, mange vesterlændinge lever for. Det er et nødvendigt onde til at holde hjulene i gang, så tiden kan bruges på det vigtigste: Socialt samvær. At knytte og vedligeholde bånd til andre mennesker er ikke kun en rar luksus, der får dagligdagen til at være bedre. Det kan ofte også være nødvendigt at kende noen, der kender noen, som kan hjælpe. Og det gør folk her.

Når stereotyperne om afrikanere rulles ud hører man meget sjældent om denne store solidaritetsfølelse (i hvert fald over for familie, venner og stamme). Afrikaneres styrke til altid at se tingene fra en positiv vinkel og rejse sig efter et af de utal af naturmæssige, sygdomsmæssige og politiske ulykker, der så ofte ses i Afrika, nævnes stort set heller aldrig. Eller deres umådelige gæstfrihed selvom de ejer vældigt lidt. Det selvom glæden, venligheden og smilet er det altoverskyggende, man mødes med her.

Afrikaneren er ikke doven. Der er blot langt vigtigere ting i livet end at arbejde.

Det fedeste valgflæsk

Kenya er blandt verdens 10 fattigste lande. Men økonomien har det forbavsende godt. Landet er medlem af den Østafrikanske Union, som udover Kenya også omfatter Tanzania og Uganda – og fra sidste uge Rwanda og Burundi. Blot fem procent af Kenyas offentlige budget stammer i dag fra internationale donorer, og turismeindustrien kører på højtryk. Østafrikas vigtigste havn er Mombasas. Stedet hvor langt det meste af regionens søbårne fragt indskibes og derfra køres ind i kontinentet.

Derfor forekommer det ekstra underligt, at en essentiel del af de nødvendige forudsætninger for fortsat udvikling, infrastrukturen, er i så dårlig stand. Eller det bør nok præciseres til pletvis i dårlig stand.

Jernbanen er der ikke rørt ved, siden de engelske koloniherrer forlod landet i 1963. Ondsindede rygter siger, at togsæt og skinner er i så dårlig stand, at røvere kan nå at springe på fragttogene i ”farten” og tage, hvad de vil. Har man set togene langsomt trille af sted, forekommer rygtet ikke så ondsindet endda.

Hovedvejen – og visse steder denne eneste vej – mellem tre af Kenyas fire største byer er sine lange steder i så ringe forfatning, at asfalt meget knapt anes (se billede ovenfor), og maksimumfarten i en firehjulstrækker har svært ved at krybe op over 40 kilometer i timen. Med fragt overlæssede lastbiler snegler sig af sted henover bump og huller med den halve fart.

Til gengæld kan man finde en pristin asfaltvej fra en lille provinsby som Nyahururu til et hul i jorden 30 kilometer derfra. Hvorfor? Der havde den tidligere og noget diktatorisk anlagte præsident Daniel Arap Moi et af sine huse. Meget har ikke ændret sig på det plan inden for Kenyansk politik; stammer og lokalområder er stadig det centrale. Når politikerne har ranet nok til sig selv, begynder de at tænke på venner, familie og det område, de stammer fra. Det er jo trods alt dem, der skal sørge for, de bliver stemt ind i parlamentet i næste periode.

Men et andet mønster anes også i valgår som dette. Om seks måneder er der valg, så der er travlt overalt med at bevise, at regeringen gør noget for befolkningen. Det er nemlig ikke sket de foregående 4½ år. Det er egentligt ikke så underligt. Medlemmer af parlamentet arbejder tre halve dage om ugen. Til gengæld får de væsentligt meget mere i løn end danske folketingsmedlemmer. Så vejen mellem Mombasa og Nairobi er nu næsten nybygget, og vejen nordvest på fra Nairobi mod landets tredje- og fjerdestørste byer er godt i gang med at blive det. Men strækninger af den er stadig som en bred gedesti. Hvorfor vedligeholde når effekten er større ved nybyg op til valg?

Jord er magt

I 1904 lokkede de engelske koloniherrer i Kenya de lokale Maasaier på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya til at underskrive en aftale. En aftale der gav engelske settlers rettighed til en stor del af jorden på plateauet. På samme måde som for Hong Kong var aftalen bindende for 100 år. Maasaierne var selv forholdsvis nye nybyggere i området, da de selv kun havde været der i omkring 100 år. Men de maa-talende tilflyttere var så dominerende både som krigere og kulturelt set, at de hurtigt overtog overherredømmet over området hovedsageligt fra Kikuyustammen, men også mindre stammer som Yiakuerne.

Yiakustammen blev endda så præget af deres mægtige Maasainaboer at de blev assimileret ind i stammen. Selvom de talte et (nu så godt som uddødt) cushitisk sprog beslægtet med somalisk og de ethiopiske sprog, overtog de det nilotiske maa-sprog som deres eget. Det svarer nogenlunde til at danskere dropper dansk til fordel for finsk. Så langt fra hinanden er de to sprog.

Idag er Laikipia en smeltedigel af forskellige stammer. Maasaierne, Kikuyuerne og Yiakuerne er blandet op med Pokoter vestfra, Turkanaer nordvestfra og Samburuer, kenyanske Somaliere, Meruer og Boranaer fra områderne nord og nordøst for Mt. Kenya. Blandet skal her forstås både kulturelt og fysisk - selv i de små lokalsamfund. Men kører man igennem Laikipia er det ikke så meget Maasaiernes gede- og kvægflokke, man lægger mærke til. Overalt kører man langs høje hegn. Hegn der adskiller Maasaiernes fællesejede community land fra de store ranches ejet enten af efterkommerne til de hvide settlers eller rige sorte Kenyanere – som regel af den idag dominerende stamme i Kenya: Kikuyuerne.

Men Maasaierne føler stadig en hvis ejendomsret over sletterne heroppe. Det sås specielt i 2004 da aftalen med de tidligere engelske koloniherrer officielt ophørte. Ordet ”tidligere” er her yderst vigtigt, for den Kenyanske regering i 2004 (ledet af Kikuyuen Mwai Kibaki) mente ikke den kunne stå til regning for de gerninger, et regime, der ophørte i 1963, har gjort. Maasaierne var ikke enig. Vold og landbesættelser var dagsordenen i en rum tid med håb om støtte fra en af deres egne. Formanden for det kenyanske parlament er nemlig en lokal Maasai. Men magt har en tendens til at korrumpere... Når man som han selv har en stor ranch og omgås med andre lisså magtfulde mænd til hverdag, var det kun alt for naturligt at æggene faldt i deres kurv frem for i fattige pastoralisters.

Maasaiernes kamp fortsætter dog omend ikke voldeligt. På nær når tørke ikke kan holde mindre udbrud tilbage. Så sent som sidste år blev en mand dræbt, da han forsøgte at genne sin hungersramte dyreflok ind på ranchjord, hvor græsset rent faktisk var grønnere.

Jamen er det da ren ynk??

Det er med blandede følelser, man som rig vesterlænding begiver sig ind i et af de mange slumkvarterer, der findes storbyer overalt i u-lande. Specielt hvis man bærer et kamera og forventninger om at få nogle gode billeder med hjem. En sær blanding af kvalme over at føle sig som fattigdomsturist, og spændingen ved de hundredevis af gode motiver, der kan findes overalt, overdøver selv stanken. Men ikke den dårlige samvittighed.

Heldigvis findes her myriader af børn, der griner og leger ligegyldigt hvor dyb armod og hårde kår, de er plantet midt i. Glæden ved at gøre dem glade ved at vise dem billeder af dem selv var min hurtige udvej af mishaget og kvalmen. Efter et stykke tid så øjnene endda andet end affald, råd og forfald.

Lisså stille stod det tydeligere og tydeligere frem, at der i Nairobis Pumwanislumkvarteret er en relativ fred i modsætning til de fleste områder af Kenya. Det kom bag på mig. For hvorfor er et område som dette bestående af et sammensurium af indbyggere fra Kenyas 42 stammer uden de store fremtidsudsigter og presset sammen på et lille område ikke konstant i konflikt sådan, som det ellers forekommer stammerne imellem overalt i landet?.

Den omfattende vold imellem stammerne i Kenya er ikke en ældgammel tradition. Det er ikke sådan, at alle har glemt, hvorfor de egentlig slås. Mange ved det ganske vist ikke, men det er ikke kun derfor, naboerne skal dunkes i hovedet med somaliske sværd og deres køer nuppes. Årsagen findes nærmere, hvis man ser nærmere på, hvornår volden optrappes. Kalkuleret og styret vold interesserer en hvis type politikere, som vinder stemmer på konflikter. Volden er altså i høj grad ikke stammebaseret så meget som politisk bestemt, selvom det virker sådan hvis blot overfladen iagttages. Ekstrem populisme. Med fatale føljer...

Pumwani er hverken rigere eller fattigere end andre slumområder i Kenya. Dets indbyggere er nogenlunde lige så marginaliserede og kriminelle som andre (læs: meget!). Men Pumwani er et forholdsvis lille slumkvarter, og derfor er det i høj grad uinteressant for politikere. De kan simpelthen ikke finde nok opbakning dér til store politiske manøvrer. At det forholder sig sådan er tydeligt, hvis man sammenligner med en anden af Nairobis slumkvarterer: Kibera - efter sigende Afrikas største. Her er stammegrupperingerne nemlig så store, at opportunistiske politikere kan få fodfæste blandt fremtidsløse unge og opildne dem til vold.

I modsætning til hvad man skulle tro, gør Pumwanis størrelse og store etniske blanding den til at forholdsvis fredeligt sted. Et sted hvor politikere ikke får nok ud af at stikke deres angerløse fingre ned til at gide at få dem beskidte.

Men er de noget værd?

Kenya er berømt vidt omkring for dets fantastiske dyreliv. Det er forståeligt. Det ér fantastisk. Over 1000 fuglearter og nogle af verdens mest kendte nationalparkers safarimuligheder taler for sig selv.

Men hvad synes kenyanerne selv om de små og store dyr i deres omgivelser?

Et nogenlunde tilfredsstillende svar på dette kræver først en tredelt opfattelse af dyr. Husdyr er et hit! De er penge værd og de kan spises. Dyr i reservater er acceptable, så længe man kan tjene penge på dem. Resten skal dø. Og helst spises. Hvis de kan.

Dette utilitaristiske syn på vores fjedrede og pelsklædte venner ses tydeligt, når man bevæger sig rundt i landet. Holder en bil parkeret i vejsiden med kikkerter og kameraer strittende ud af vinduer og andre åbninger, kan man være sikker på at det ikke er kenyanere, de tilhører, men enten nogle af de mange turister eller herboende udlændinge i landet.

En første lommefilosoferende forklaring kunne være, at os wazungu er rige nok til ikke at behøve at anskue natur ud fra, hvad vi kan putte i vores lommer og mavesæk. Samtidig er vi i vores toptunede, strømlinede hverdag så fjernt væk fra et liv, hvor vi klapper, hvad vi skal spise, at det er os muligt, at se naturen i et sløret romantisk perspektiv. Det er stadigvæk opfattet ud fra, hvad naturen kan give os - men ikke hvad den kan give os materielt. Nærmere er det, hvilke følelser og oplevelser vi kan tage med hjem. Så simpelt kan det seføli ikke forklares. Urbanisering og uddannelse er bestemt ikke de eneste faktorer, for også byelskende nairobianere med lange uddannelser har svært ved at finde en indre glæde ved at se et vortesvin. Med mindre det er på tallerkenen. De smager nu også godt, men hvorfor begrænse sig til mundens glæder, når alle de andre sanser også kan inddrages. For slet ikke at tale om dyrenes glæde ved at drøne rundt på savannen i stedet for at svede over et blus.

Mon en passioneret glæde for naturen er så smitsom, at den kan spredes? Jeg kan da i hvert fald prøve...

Maasailøver i Ngong Hills

Trænger man til et lille afbræk fra den pulserende storby Nairobi anbefaler diverse guidebøger en køretur på en god halv time til de nærliggende Ngong Hills. For danskere trækker navnet yderligere på grund af Karen Blixens afrikanske farm her - en af Nairobis forstæder på vejen derud er sågar opkaldt efter hende: Karen.

Samme guidebøger anbefaler desuden at man gør et stop ved Kenya Wildlife Services lokale kontor for at få en bevæbnet ledsager med til beskyttelse mod eventuelle lommetyve. Handles om prisen skal der seføli, men man får til gengæld også en guide med ovenikøbet. I vores tilfælde valgte vi at benytte os af eskortens store viden om lokale forhold nærmere end deres historiske viden og skydefærdigheder. Med en storslået udsigt ud over Maasailand (og Maasai Mara havde regntidsdisen ikke sænket sig over området) er det den største naturlighed at talen skulle falde på Maasaierne. Specielt når den bevæbnede eskorte er fra denne stamme. Dog iklædt skjorte og revolver frem for farvestrålende halssmykker og spyd.

Når to mænd går sammen falder talen hurtigt på kvinder. Når en dansk mand og en maasaimand taler om kvinder kommer deres kulturelle forskelle hurtigt op til overfladen. Maasaien kan på trods af al sin åbenhed ikke helt forstå hvorfor det skulle være strafbart at have mere end en kone. Danskeren har lidt svært ved at forstå hvorfor grænsen skulle gå ved ti koner i stedet. Sammen kan de ikke blive enige om kvinder så også bør kunne have ti mænd... For danskeren er tanken om flere ægtefæller i sig selv svær at håndtere. Al den ekstra besvær. For maasaien er tanken om en kvinde med flere mænd umulig. Hun må jo ikke eje kvæg, så hvordan skulle hun kunne brødføde dem.

Der er vist store udfordringer for danskeren, der skal arbejde med ligestilling i en maasaikultur.