Tribalismens grimme fjæs

De fleste indlæg på denne blog er forsøgt set fra et forholdsvis objektivt synspunkt, men for dette indlæg er det skribenten svært at holde sin personlige harme væk fra det skrevne. Hvorfor? Fordi Kenyas interne tribalisme nu også er følt på skribentens egen mzungukrop.

Den udenfor stående dansker har hele tiden set Kenyas politiske konflikt efter valget i december 2007 mere som en klassekamp end en decideret kamp mellem landets stammer. Jo da, danskeren kunne udmærket godt se, at meget af konflikten kom til udtryk i form af kamp mellem specielt luoer og kalenjiner på den ene side og kikuyuer på den anden. Men årsagen så den måske naive dansker ligge et andet sted: Ejerskab til jord og forfordeling af goder og magt internt i landet. En konflikt magtgriske politikere hurtigt så sit snit til at udnytte til egen fordel uden tanke for folkets ve og vel.

Spørgsmålet, om det er en naiv simplificering, et ideal om ligeværdighed og en lettere inklination til den venstre side af det politiske spænd har placeret i hovedet på danskeren, er imidlertid dukket op.

En ung dame på de omkring hundrede år og hendes familie bestemte sig for nyligt for, at det nok var bedst, om de tog en vildfaren unge dansker ind under familiens vinge. Der skete dog det triste, at den rørige unge dame skaffede sig en slem betændelse på lungerne. Så slem at hun blev for svag til at spise. Den unge dansker mente så absolut ikke, dennes nye finansielt inkapaciterede familie skulle lades i stikken, og kørte derfor sin døende moder på hospitalet.

For hospitaler tager sig jo af folk. Ikke i Nanyuki hvis folk ikke er kikuyu… Også det selvom folk ligger på dødens rand. Det er lettere at lukke øjnene og lade dem dø end at sørge for, at de spiser. Det er jo blot en gammel maasai! Med pres, den unge dansker fik skabt fra deres chefer, gik sygeplejerskerne dog med til at servere mad. Servere, ikke hjælpe en kvinde så svag, hun ikke kan tale, med at spise.

Det er fame groft!

Med en dirrende vrede på vej i udbrud blev den unge dansker stoppet, førend han fik begyndt, af en forstående læge, som mente det blot ville gøre situationen værre. I stedet måtte der betales for hjælp udefra til at lave mad og hjælpe den unge dame til at undslippe dødens faste greb om hendes lille krop.

I et svagt øjeblik kan det ske, der opstår et lille håb om, at bare en enkelts snæversynethed blev udvidet en anelse ved at se, at hjælpen udefra for en maasai kom i form af en kikuyu og en hvid. Men det er nok desværre en snas for idealistisk til at være sandt.

Ven idag, hvad imorn?

Det britiske kolonistyre kaldte den nordlige og østlige halvdel af Kenya for the Northern Frontier District,, mestendels fordi de ikke rigtigt anede, hvad de skulle gøre ved dette tørre, varme sted og dets mange stammer af mere eller mindre fjendtligt stemte pastoralister. Der er hverken god jord eller vand nok til at dyrke noget udover i små lommer på bjerge, så drømmen om det hvide højland i Østafrika spredte sig aldrig rigtigt nordpå. Området er enormt. Og enormt øde. The Northern Frontier District endte derfor aldrig rigtigt med at blive andet end en bufferzone mellem Britisk Østafrika, det italienske Somalia, det frie Etiopien og de franske kolonier nordpå.

Den samme tankegang har præget Kenya lige siden. Også de skiftende post-koloniale styrer har kæmpet med, hvad pokker de skulle stille op med området heroppe. Den ofte vestligt uddannede elite kommer fra de mere frodige landbrugsdyrkende områder i syd, så en forståelse for semi-nomadiske folkeslag, der vandrer rundt over store områder efter grønnere græsgange og vand, er væsentligt mere fremmed for dem end en shoppingtur til London.

I manges øjne er stammerne fra nord en flok farvestrålende krigeriske barbarer udenfor lov og orden. Det er de for den sags skyld ofte også i hinandens øjne. Rejser man igennem området og snakker med de forskellige stammer, erfarer man hurtigt, at naboerne er nogle aggressive halunker, som uden grund bryder freden og unødigt provokerer os fredelige folk. Det samme får man så at vide omkring de folk, man lige har talt med, når man besøger naboen.

Der er ingen ende på, hvor mange ensidige beskyldninger disse fantastisk gæstfrie og venlige folk har mod hinanden. For en udefrakommende kan det undre. Men kigger man på, hvor goldt området er og hvor mange dromedarer og geder, de hver især har, er det ikke svært at se, at de få områder med vegetation og de sparsomme oaser let kan blive en kamp om liv og død. Ikke blot for dyrene, også for deres ejere. Smider man en diversitet af kulturer, religioner og sprog ind i spillet, står det klart at gensidig forståelse ikke er noget, der driver ned af væggene her.

Men ufreden stammerne imellem er ikke hugget i sten. I takt med stridigheder, vandringer, fredsaftaler og vejr skifter billedet. Gabbrastammen regnes for eksempel ofte som en understamme af boranaerne. Ikke af dem selv dog. I deres kamp for selvstændig anerkendelse har de i de sidste par år begivet sig ud i en kamp mod alt og alle – specielt boranaerne – for at vise de er deres egne herrer. Dette billede har dog ændret sig nu, da vandringer har ført de to folk væk fra hinanden. Til gengæld er boranaerne begyndt at sloges med rendillerne og gabbraerne med turkanaerne.

Hvem ved hvem de slåsser med imorn…

Med lokalbefolkningen i ryggen

Kenya er fuld af store og små kendte naturreservater. De fleste verden over kender Maasai Mara fra utallige naturudsendelser. Mange andre har også hørt om Amboseli, Mt. Kenya og Samburu. Der findes mange flere, nogle ukendte med god grund, mens andre er ukendte perler, man som besøgende kan have for sig selv. De fleste af disse ligger i det nordlige Kenya, hvor kun få turister vover sig ud. Desværre. Eller måske heldigvis fordi de derved kan forblive uspolerede naturperler.

Udover de statsligt drevne nationalparker og nationalreservaterne drevet af de lokale distrikter er et utal af mindre communityreservater sprunget op over det meste af landet. Flest i de tørre egne i Rift Valley og nord og øst for det kenyanske højland, hvor det meste af landet er for tørt til at opdyrke.

Flere og flere områder ejet af lokale communities sætter dele af deres group ranch, som områderne officielt kategoriseres som, til side til naturgenopretning og –bevarelse. Præcis hvor meget, der er at bevare, varierer fra sted til sted. Men mange af områderne oprettes i nærheden af allerede eksisterende private eller offentlige naturreservater, så når områderne begynder at falde til ro, og vegetationen begynder at komme tilbage, efter græsningen fra de mange husdyr aftager, begynder de vilde dyrs antal at springe i vejret. Nye vandrer sågar til fra omkringliggende områder.

Med mere bytte i sigte stiger også antallet af rovdyr. De fleste steder har hele tiden haft rovdyrene der, men blot i små antal fordi fødegrundlaget ikke har været stort nok. Communityreservaterne er ofte stadig for små til at have flere flokke af løver eller en fast bestand af geparder eller vilde hunde, men de giver dem et vigtigt kerneområde. Så længe de omkringliggende områder ikke forværres yderligere for dyrelivet, vil det for de fleste arter være nok. Det er uden tvivl bedre end ingen beskyttelse.

Ikke kun truede rovdyr beskyttes af de communityejede reservater, også en lang række andre truede dyr beskyttes under oprettelsen af sådanne nye områder. De mange communityreservater i Laikipia, Isiolo og Samburudistrikterne har således alle små, men gode bestande af den stærkt truede Grevys Zebra, som nu kun findes i de tørre nordlige og nordøstlige egne af Kenya og ingen andre steder i verden. Og blot 2000 af dem.

Det blot et år gamle reservat Ishaqbini, halvtreds kilometer fra Tanaflodens delta i det østlige Kenya, kan prale af endnu mere. 100 ud af en verdensbestand på 500 af den mærkeligtudseende Hirola-antilope findes nemlig her. Og i den smalle stribe af skov langs Tanafloden findes to endemiske abearter, Tana Mangabey og den rødtoppede Tana Rød Colobus, med en verdensbestand på godt 1000 hver. De blev efterladt til sig selv, da den afrikanske regnskov for millioner af år siden trak sig tilbage til dens nuværende udstrækning i Congobækkenet og lod savannen komme til. Pånær altså i nogle få lommer spredt ud over Østafrika.

Hvad mere er, de lokale communities står bag beskyttelsen af deres naturperler. Uden dem ville projekterne slå fejl. Med deres støtte kan naturen og dyrenes forhold bevares og i mange tilfælde forbedres. Et godt tilskud til de store offentlige områder.

Når ondt bliver værre

Efter Kenyas tidligere diktator Daniel arap Moi steg ned fra sin ophøjede position som leder af landet i 2002, har Kenya været et nyt, men hastigt udviklende demokrati. Det meste af landet stod bag valget af den nye leder Mwai Kibaki og hans opgør med Moi-æraen. Meget er sket siden, men meget er også ikke sket siden. Derfor har landet været splittet i to op til valget den 27. december 2007, om Kibakistyret skulle have fem år mere på trods af dets problemer.

Kibaki er kikuyu, så alle kikuyustemmerne er gået til ham sammen med stemmerne fra de nærtbeslægtede stammer embu og meru. Det er de tre stammer, som sammen med kambaerne og de tilflyttede indere traditionelt har siddet på flæsket. Blandt disse skal en stor del af magteliten de sidste 45 år siden landet blev selvstændigt findes. De sidder så godt på flæsket, at de ikke på noen måde har tænkt sig afgive noget til andre. Specielt den næststørste stamme luoerne har haft et problem med dette. For dem ligger det nu dybt i deres kulturelle forståelse af sig selv, at de ikke kan få hvad kikuyuerne har. Mestendels fordi kikuyuerne nægter at dele. I kikuyuernes område lægges ny asfalt på en allerede fin vej. Andre steder drømmes der stadig om overhovedet at have en asfaltvej.

Men luoerne er langt fra de eneste, der har været sure over elitens magtmisbrug. Langt de fleste stemmer udenfor den centrale del af landet, hvor kikuyuerne og deres venner bor, har protesteret mod måden goder fordeles på i landet ved at stemme på andre end Kibaki. Så i modsætning til det forrige valg har stemmerne denne gang i høj grad lagt sig langs stammeskel. Derfor har volden efter valget i høj grad også kunnet opfattes som stammebaseret.

Problemerne, der er opstået som efterdønninger på Kibakis noget klodsede valgfuskeri, har dels været en hævn over kikuyuerne for deres magtfulde position i landet uden at dele goderne med andre, selvom volden er gået ud over de nederste lag af stammen. At det ikke er en ny problematik, ses tydeligt de steder, hvor den etniske vold har været værst. Her er volden en fortsættelse af lignende uroligheder i 1997, hvor en stor gruppe kikuyuer blev smidt ud fra flere områder i Rift Valley. Det er i disse områder, kikuyuer igen er blevet slagtet for blot at være kikuyuer.

Andre steder er årsagen til volden i langt højere grad de fattiges utilfredshed med styret og deres tilraning af magt. I Nairobi for eksempel gik der kun 20 minutter, efter Kibaki fik sig udnævnt som ny præsident, til volden eksploderede i de fattige områder. Desværre er det således, at landets elite i høj grad er fuldstændig ligeglad med de fattige. Groft sagt har de taget røven på dem. Igen. Det er de fattige, som har stået i kø for at få lov til at stemme på deres foretrukne kandidat i håbet om, deres marginaliserede position denne gang ville blive forbedret. Det er de fattige, kandidaterne har udnyttet til vold og uroligheder op til valget. Ofte med livet som indsats. Det er nu de fattige, der endnu en gang udnyttes til at skabe pression i en kamp om, hvem der de næste fem år skal sidde på flæsket. Flæsk de fattige højst sandsynligt ikke får mere end en lille bid.

Politiet fik besked på at inddæmme volden i Nairobi til slumkvartererne, så de bedre borgere kunne føle sig sikre. Og de fattige slå hinanden ihjel. Politiet har endnu ikke rykket ind i slumkvartererne for at skabe fred. Det er eliten nemlig ligeglad med, så længe de har ro og kan flytte rundt med puslebrikkerne i det større spil. Og her holder eliten sig så absolut ikke tilbage for at opildne til stammekamp, hvis det er det, der skal til, for at sikre sig støtte fra egen stamme. Kynisk kamp om magt er, hvad det er. En kamp hvor de fattige ender som taber ligegyldigt hvilket resultat, politikerne når fremil.