tirsdag den 24. juni 2008

Ven idag, hvad imorn?


Det britiske kolonistyre kaldte den nordlige og østlige halvdel af Kenya for the Northern Frontier District,, mestendels fordi de ikke rigtigt anede, hvad de skulle gøre ved dette tørre, varme sted og dets mange stammer af mere eller mindre fjendtligt stemte pastoralister. Der er hverken god jord eller vand nok til at dyrke noget udover i små lommer på bjerge, så drømmen om det hvide højland i Østafrika spredte sig aldrig rigtigt nordpå. Området er enormt. Og enormt øde. The Northern Frontier District endte derfor aldrig rigtigt med at blive andet end en bufferzone mellem Britisk Østafrika, det italienske Somalia, det frie Etiopien og de franske kolonier nordpå.

Den samme tankegang har præget Kenya lige siden. Også de skiftende post-koloniale styrer har kæmpet med, hvad pokker de skulle stille op med området heroppe. Den ofte vestligt uddannede elite kommer fra de mere frodige landbrugsdyrkende områder i syd, så en forståelse for semi-nomadiske folkeslag, der vandrer rundt over store områder efter grønnere græsgange og vand, er væsentligt mere fremmed for dem end en shoppingtur til London.

I manges øjne er stammerne fra nord en flok farvestrålende krigeriske barbarer udenfor lov og orden. Det er de for den sags skyld ofte også i hinandens øjne. Rejser man igennem området og snakker med de forskellige stammer, erfarer man hurtigt, at naboerne er nogle aggressive halunker, som uden grund bryder freden og unødigt provokerer os fredelige folk. Det samme får man så at vide omkring de folk, man lige har talt med, når man besøger naboen.

Der er ingen ende på, hvor mange ensidige beskyldninger disse fantastisk gæstfrie og venlige folk har mod hinanden. For en udefrakommende kan det undre. Men kigger man på, hvor goldt området er og hvor mange dromedarer og geder, de hver især har, er det ikke svært at se, at de få områder med vegetation og de sparsomme oaser let kan blive en kamp om liv og død. Ikke blot for dyrene, også for deres ejere. Smider man en diversitet af kulturer, religioner og sprog ind i spillet, står det klart at gensidig forståelse ikke er noget, der driver ned af væggene her.

Men ufreden stammerne imellem er ikke hugget i sten. I takt med stridigheder, vandringer, fredsaftaler og vejr skifter billedet. Gabbrastammen regnes for eksempel ofte som en understamme af boranaerne. Ikke af dem selv dog. I deres kamp for selvstændig anerkendelse har de i de sidste par år begivet sig ud i en kamp mod alt og alle – specielt boranaerne – for at vise de er deres egne herrer. Dette billede har dog ændret sig nu, da vandringer har ført de to folk væk fra hinanden. Til gengæld er boranaerne begyndt at sloges med rendillerne og gabbraerne med turkanaerne.

Hvem ved hvem de slåsser med imorn…

torsdag den 5. juni 2008

Med lokalbefolkningen i ryggen

Kenya er fuld af store og små kendte naturreservater. De fleste verden over kender Maasai Mara fra utallige naturudsendelser. Mange andre har også hørt om Amboseli, Mt. Kenya og Samburu. Der findes mange flere, nogle ukendte med god grund, mens andre er ukendte perler, man som besøgende kan have for sig selv. De fleste af disse ligger i det nordlige Kenya, hvor kun få turister vover sig ud. Desværre. Eller måske heldigvis fordi de derved kan forblive uspolerede naturperler.

Udover de statsligt drevne nationalparker og nationalreservaterne drevet af de lokale distrikter er et utal af mindre communityreservater sprunget op over det meste af landet. Flest i de tørre egne i Rift Valley og nord og øst for det kenyanske højland, hvor det meste af landet er for tørt til at opdyrke.

Flere og flere områder ejet af lokale communities sætter dele af deres group ranch, som områderne officielt kategoriseres som, til side til naturgenopretning og –bevarelse. Præcis hvor meget, der er at bevare, varierer fra sted til sted. Men mange af områderne oprettes i nærheden af allerede eksisterende private eller offentlige naturreservater, så når områderne begynder at falde til ro, og vegetationen begynder at komme tilbage, efter græsningen fra de mange husdyr aftager, begynder de vilde dyrs antal at springe i vejret. Nye vandrer sågar til fra omkringliggende områder.

Med mere bytte i sigte stiger også antallet af rovdyr. De fleste steder har hele tiden haft rovdyrene der, men blot i små antal fordi fødegrundlaget ikke har været stort nok. Communityreservaterne er ofte stadig for små til at have flere flokke af løver eller en fast bestand af geparder eller vilde hunde, men de giver dem et vigtigt kerneområde. Så længe de omkringliggende områder ikke forværres yderligere for dyrelivet, vil det for de fleste arter være nok. Det er uden tvivl bedre end ingen beskyttelse.

Ikke kun truede rovdyr beskyttes af de communityejede reservater, også en lang række andre truede dyr beskyttes under oprettelsen af sådanne nye områder. De mange communityreservater i Laikipia, Isiolo og Samburudistrikterne har således alle små, men gode bestande af den stærkt truede Grevys Zebra, som nu kun findes i de tørre nordlige og nordøstlige egne af Kenya og ingen andre steder i verden. Og blot 2000 af dem.

Det blot et år gamle reservat Ishaqbini, halvtreds kilometer fra Tanaflodens delta i det østlige Kenya, kan prale af endnu mere. 100 ud af en verdensbestand på 500 af den mærkeligtudseende Hirola-antilope findes nemlig her. Og i den smalle stribe af skov langs Tanafloden findes to endemiske abearter, Tana Mangabey og den rødtoppede Tana Rød Colobus, med en verdensbestand på godt 1000 hver. De blev efterladt til sig selv, da den afrikanske regnskov for millioner af år siden trak sig tilbage til dens nuværende udstrækning i Congobækkenet og lod savannen komme til. Pånær altså i nogle få lommer spredt ud over Østafrika.

Hvad mere er, de lokale communities står bag beskyttelsen af deres naturperler. Uden dem ville projekterne slå fejl. Med deres støtte kan naturen og dyrenes forhold bevares og i mange tilfælde forbedres. Et godt tilskud til de store offentlige områder.