You white people like to work

"You white people like to work." Det var den første kommentar, min nattevagtmand kom med, da han kom på arbejde og så, at jeg var smurt ind i maling, fordi jeg var i gang med at ændre den typiske gullige vægfarve til en mere acceptabel hvid. Jeg er jo en rig mzungu, hvorfor ikke hyre noen til at gøre det. De tager jo kun 40 kr for en dags arbejde. Hans eneste forklaring lod til at være en bekræftelse af hans fordomme om hvides arbejdstrang. Betyder det, at han samtidig også bekræftede århundreders fordom om sorte som dovne?

Måske. Det lyder mærkeligt, når han selv arbejder 12 timer om dagen, 7 dage om ugen for G4S. Det er godt nok af nødvendighed og ikke lyst, han arbejder så længe. Tager man ud i de fattige landområder passer fordommen måske. For mændene. For kører man igennem et landsbycentrum, er der mænd overalt. Hvad laver de? Noen snakker, andre hænger, nok andre er godt og grundigt stive på lokal bryg og khat.

Dem, der har fundet på, at afrikaneren er doven, har tydeligvis været mand og slet ikke haft øje for kvinderne. For kvinderne slider og slæber. I hjemmet, i marken og stort set overalt fra tidlig morgen til sen aften ligegyldigt hvor meget lyst de har til det. Det er nemlig så smart – for mændene – at de har bragt sig selv i en magtfuld position, hvor de får hustruer og børn til at lave alt det hårde manuelle arbejde. Og hustru i flertal er ofte en nødvendighed for at kunne dyrke nok afgrøder til at brødføde familien, når manden ikke tager ved. Han tager sig i stedet af det lident slidsomme arbejde med at passe kvæg og geder. Og da jagt stadig var lovligt i Kenya, kunne han også finde på at begive sig af med det. Når altså han ikke er på kvægtogt hos nabostammen. Eller bekriger nabostammen, fordi de er på kvægtogt som hævn. Det sker for øvrigt stadig.

Hvis afrikaneren ikke er doven, har han så da en afslappet arbejdsmoral? En god forklaring på dette kunne være, at arbejde for det store flertal ikke ses som den selvudviklende aktivitet, mange vesterlændinge lever for. Det er et nødvendigt onde til at holde hjulene i gang, så tiden kan bruges på det vigtigste: Socialt samvær. At knytte og vedligeholde bånd til andre mennesker er ikke kun en rar luksus, der får dagligdagen til at være bedre. Det kan ofte også være nødvendigt at kende noen, der kender noen, som kan hjælpe. Og det gør folk her.

Når stereotyperne om afrikanere rulles ud hører man meget sjældent om denne store solidaritetsfølelse (i hvert fald over for familie, venner og stamme). Afrikaneres styrke til altid at se tingene fra en positiv vinkel og rejse sig efter et af de utal af naturmæssige, sygdomsmæssige og politiske ulykker, der så ofte ses i Afrika, nævnes stort set heller aldrig. Eller deres umådelige gæstfrihed selvom de ejer vældigt lidt. Det selvom glæden, venligheden og smilet er det altoverskyggende, man mødes med her.

Afrikaneren er ikke doven. Der er blot langt vigtigere ting i livet end at arbejde.