God regeringsførelse, et træ i Amazonas

Et af udviklingsverdenens store mantraer er god regeringsførelse – og derunder også anti-korruptionsarbejde. Godt nok har jeg læst og arbejdet med udvikling i nogle år efterhånden, men fordi mit fokus altid har været på kommunikation og græsrødderne, har jeg aldrig helt haft en klar fornemmelse af, hvad arbejdet for god regeringsførelse helt præcis går ud på. Før jeg kom til Kenya og så, hvad god regeringsføresle ikke er.

Jeg føler lidt på samme måde, som da jeg første gang kom op over trætoppene i Perus Amazonas og så, hvor stor den skov, jeg gik rundt i, i virkeligheden var. For en dansker er den ubevidste forståelse af skov et træfyldt område, man nogenlunde kan overskue. I hvert fald gå ud af i løbet af nogle timer. Absolut ikke et område som fortsætter uafbrudt tusindvis af kilometer. Det var noget af en oplevelse at komme op i vejret første gang og se hvor meget, mere der findes end den lille del, jeg kendte til. På samme måde er statsopbygning ikke kun et lille område med forholdsvis stor gennemsigtighed og ansvarlighed for finanserne, der bruges, sådan som jeg kender det fra Danmark. Der er meget meget mere end det. Det ses i Kenya.

Sommetider kan man få den mistanke, at nogle landes offentlige opbygning er kreeret for at maksimere muligheden for at malke befolkningen for penge betalt som korruption til embedsmænd nærmere end en service til borgerne. Det offentlige system i Danmark kan virke som en jungle, men det er intet imod det antal af kontorer, man skal besøge her for at få et lille stempel, man i virkeligheden ikke helt ved, hvorfor er nødvendigt. Som regel gør embedsmændene det heller ej.

Derudover findes en række statslige mekanismer i et u-land, som vi i Danmark ikke rigtigt kender til. Jeg har været til et mange timer langt foredrag hvor en mand forsøgte at sætte os ind i den politiske opbygning i Kenya og hvordan penge fordeles decentralt. De fleste gik derfra væsentligt mere forvirret, end de kom. Alt er så komplekst og sammenrodet, fordi der findes flere parallelle politiske strukturer, som alle arbejder med nogenlunde det samme. Hver for sig, men ofte med et udvalg af repræsentanter i begge systemer.

I Kenya findes to fonde, Constituency Development Fund (CDF) og Local Authority Transfer Funds (LATF), som har til formål at kanalisere penge ud til lokalregeringer. Det er godt. Hvad ikke er godt, er, at det er temmeligt svært at få fat i deres budget, for hvor mange penge sendes ud decentralt. Ved man ikke hvor mange penge, der rådes over, er det også umuligt at holde lokalpolitikere og embedsmænd ansvarlige for om alle penge bruges. Og om de bruges forsvarligt. For at gøre denne manglende transparens endnu værre har det de sidste mange år været umuligt at få lokalregeringernes budgetter, for hvordan LATF-midlerne skal bruges. Borgere og NGOer holdes med andre ord bevidst i mørke med, hvordan penge til lokal udvikling skal bruges. Det selvom det er dem, der skal have glæde af dem. Selvsagt et paradis for kickbacks og anden korruption.

Men for godt en uge siden skete det store, at lokalregeringerne nu tvinges til at offentligtgøre deres budgetter, så alle kan følge med i hvordan LATF-midlerne bruges. Et vigtigt skridt mod bedre regeringsførelse, for nu kan civilsamfundet begynde at indtage en rolle som vagthund. En øget gennemsigtighed betyder, at politikere og embedsmænd nu kan holdes ansvarlige for de penge, der kommer ind. Og dermed forhåbentligt også resultere i mindre korruption og flere penge direkte til de fattigste.