Holder Gud Afrika tilbage?

Afrika nævnes sjældent som fremskridtets kontinent. Tværtom. Folk med vesterlandske briller på kan endda i et kynisk, etnocentrisk øjeblik endda fristes til at kalde kontinentet fejlslagent. Sat ved siden af Asien går den økonomiske udvikling i Afrika fremad med samme hastighed som en landskildpadde i en mose. I et tidligere forholdsvist rigt land som Zimbabwe synker økonomien nu ned i en tilsyneladende bundløs afgrund.

Asien og Latinamerika synes på mange områder at være godt på vej mod FN’s mål for en bedre verden i 2015, de såkaldte Millenium Development Goals. Afrika syd for Sahara skåret over en bred kam ser derimod ud til kun at tage få skridt mod at opfylde målene. Mange årsager gives herfor; klima, sygdomme, svage statsdannelser, historien, kultur og dårlige landbrugsforhold. Disse faktorer spiller uden tvivl en enorm rolle, men listen over roden til al Afrikas ondt er givetvis væsentligt længere, end hvad denne ene linje præsenterer.

En årsag, der sjældent fremføres, er Gud. For afrikaneres stærke tro på en kristen Gud gør ikke kun hverdagen lettere at komme igennem i kraft af håbet om et bedre liv efter dette, troen fungerer også som en behagelig fatalistisk sovepude, der hindrer initiativ og virkelyst hos en stor del troende. For hvis Gud vil have, jeg skal have det bedre, skal hun nok sørge for det sker...

Hører man om en bilulykke i Kenya kan man med meget stor sikkerhed sætte penge på, at mindst en af de involverede parter er en matatu, en overfyldt minibus i ringe stand. Til gengæld kører chaufførerne dem til grænsen. Og sommetider altså også over grænsen. Ikke kun fordi de fleste matatuer trænger til et par uger på værksted, men også fordi chaufførerne ofte er mindreårige, fordrukne eller høje på khat. I grelle tilfælde alt på samme tid. Ikke så mærkeligt de er frygtede i trafikken.

Hvad der får mig til at frygte matatuer endnu mere, er de streamers, de har i for- og bagruder. Budskaber som ”Jesus Behind the Wheel” og ”Not Me, It’s God” bør få enhver bilist til at ryste i bukserne. Ikke nok med de kører ad hevleds til, så skyder de også skylden på Gud og hans kumpaner. En udtalt mangel på dødsfrygt i trafikken er ikke just, hvad anbefales af René la Cour. Hvad forekommer underligt for en sekulariseret dansker er, at denne manglende dødsfrygt hænger så tæt sammen med gudsfrygt. For Gud er herre over skæbnen og dermed også død og liv – selv matatuchaufførers. Derfor kan de køre lisså rådent, de vil.

På samme måde sætter mange andre afrikanere, måske alt for mange, deres lid til Gud og skæbnen. Skæbnen er forudbestemt og kan ikke rokkes ved af dødelige – udover gennem gudsfrygtighed, så derfor slår en, der frygter Gud, sig alt for let til tåls med, hvad der dumper ned i skøddet. Og endnu oftere hvad der ikke dumper ned i skødet. Tanken om, at det er Guds prøvelser, gør det lettere at leve med hårde kår, man ellers selv kan være med til at forbedre. Den frie vilje nåede åbenbart aldrig frem til afrikanske kirker. En skam.

Utilfredshed med det værende har drevet den vestlige kultur vidt. Somme vil sige for vidt. Men analysen af det, man har, som ikke godt nok lagt sammen med troen på egen evne har været skyld i tekniske kvantespring og dannelsen af ufatteligt komplekse statsdannelser, som kærer om selv svages kår. Denne utilfredshed har også givet en kultur af brokrøve, mavesår og depressioner. Den afrikanske fatalisme har givet smil, glæde og overskud. Og en indædt modvilje mod at søge forandringer.

Måske skal udvikling blot gå langsomt, når man søger at parre livsglæd med initiativ og fremdrift.

En retssag for verden

Den 8. november 1994 blev FN Sikkerhedsråds Resolution 955 underskrevet. Det var startskuddet på retsopgøret med forbrydere mod menneskeheden fra folkemordet i Rwanda samme år. En mindre by i det nordlige Tanzania, Arusha, mest kendt som udgangspunkt for safariture til Serengeti og Ngorongorokrateret blev valgt som stedet, hvor retssagerne skulle finde sted.

I januar 1997 startede den første retssag. Siden da er over 1 milliard af de dersens amerikanske dollars blevet brugt på retssagerne mod de 72 af de 90 anklagede forbrydere. 2 er døde. 18 er stadig på fri fod og 28 er blevet dømt. Af dem er de 3 frifundet og de 12 dømt til livstid. Her betyder livstid vel at mærke al den tid, der er tilbage af livet - og ikke omtrendt 16 år og så på prøveløsladelse som i Danmark.

Bag disse enkle tal ligger uforståeligt store forbrydelser. Det gælder den forbrydelse, der ligger i Kofi Annan og FN’s generelle mangel på handling, men mest af alt bærer disse få tal vidne om over 800.000 tutsier og moderate hutuers død i løbet af 100 blodsfyldte dage i 1994, da to ekstremistiske hutumilitser brugte al menneskelig umenneskelighed på en etnisk udrensning, hvis lige ikke var set i Afrika nogensinde.

Hate speach flød ud af radiokanaler ejet af topfolk i regeringen i en konstant opfordring til blodig hævn for tutsiernes magt over hutuerne de sidste 500 år, mens militser erhvervede sig våben og trænede i, hvordan man hurtigst muligt dræber flest muligt. At dømme efter de 100 dages ekstreme vold må træningen have været god og propagandaen fantastisk.

Et af de mest berømte eksempler på den umådeholdne vold er massakren på de 20.000 tutsier og moderate hutuer, der søgte tilflugt i en katolsk kirke i byen Nyarubuye. Borgmesteren for kommunen stod personligt for at opildne til folkedrabet, udlevere våben og lede massakren over to dage i april 1994. Det kostede ham og den lokale leder af militsen, som udførte massakren, den største straf, en international domstol kan give. Livstid.

Et retsopgør med forbrydere mod menneskeheden, sådan som det hedder i anklageskrifterne mod de 90 mænd og kvinder, der er anklaget af tribunalet i Arusha, må opfattes som vigtigt i sig selv. Et første skridt i Rwandas selvransagelse efter folkedrabet i 1994. Første skridt mod forsoning.

Derudover har tribunalet retsligt set trådt nogle meget vigtige nye skridt i fortolkningen af Genevekonventionen fra 1948: Det er første gang Genevekonventionens fortolkning af folkemord benyttes, det er første gang voldtægt inkluderes i definitionen af folkemord – og at folk bliver dømt for det, det er første gang siden Nürnberg 1946 at en statsleder dømmes og det er første gang medier dømmes for at opfordre til kriminalitet.

Selvom Arushas tribunal er væsentligt mindre kendt end dens søsterinstans i Haag, spiller den en vigtig rolle både for Rwanda og dets interne helingsproces og for verdenssamfundets evne til at straffe forbrydere mod menneskeheden.

Det næste skridt må være befolkningens forsoningsproces. Det kan desværre ikke klares gennem en forholdsvis simpel retssag i et naboland.

Bjerget bestemmer

Klima kan være fascinerende. Specielt når man bor for foden af et bjerg. Endnu mere når man bevæger sig rundt om det. Selvom vejret kan skifte i løbet af få minutter fra hård solskin til regn ligegyldigt, hvor man er på bjerget, er det tydeligt at se på naturens forskellige habitattyper, hvordan bjerget påvirker landskabet og de levende organismer, der befinder sig i det.

I modsætning til Danmark, hvor regn som regel bæres ind fra vest og beriger hele landet med livsgivende dråber, er tendensen i Østafrika den modsatte. Her kommer de tunge skyer ind fra Det Indiske Ocean mod øst – eller fra Victoriasøen, verdens næststørste ferskvandsreservoir, til de områder, som ligger i nærheden. Hverken området omkring Mt. Kenya eller omkring Kilimanjaro og Mt. Meru, hvor jeg nu befinder mig, har imidlertid glæde af regn fra fordampet Victoriasø.

Her beklædes øst og sydsiden af bjergene af et tæt tæppe af skyfyldt regnskov. Grønt og frodigt. Her findes et utal af aber, farvestrålende fugle og eksotiske planter i et stort virvar af liv. Skoven gennemkrydses af et net af små og store vandløb. Desværre for nord- og vestsiden er det eneste der bliver tilbage af dette botaniske supermarked en tør, varm föhnvind. Vandløbene er kortlevede og kraftfulde. Men det meste af året er det eneste spor af vand de dybt udskårne ar af flodlejer, der gennemskærer sletterne landet.

Her har kun de mest hårdføre arter mulighed for at overleve. Arter som kan nøjes med det vand, der falder under årets to regntider – og holde på det til den næste kommer. Det er få, men til gengæld højt specialiserede arter, der findes her. Nordlige og østlige tørkeelskende pattedyrsarter som gerenuk og lille kudu har endda små isolerede bestande i læ af bjergene.

I Mt. Kenyas skygge spreder det store Laikipiaplateau sig med dets store vidder af dyrefyldt buskland. I hvert fald i de områder, hvor store rancheejere har råd til at at lade store områder være uafgræssede af deres kvægflokke. På de væsentligt mindre jorde tilhørende lokale afrikanske pastoralister gør brændesamlere og geder livet svært for træer og buske, så her er udsigten væsentligt længere og jorden i høj grad mere eroderet.

På de hårdt afgræssede tørre sletter nord og nordvest for Mt. Meru i det nordlige Tanzania kan man med held finde Østafrikas sjældneste fugl: Beesleys lærke – en lille brunlig sag med kort hale og forholdsvis langt næb. Blot 50 individer af arten findes i verden. Det skyldes ikke mindst dens særdeles kræsne valg af bolig; en stærkt eroderet halvørken. Det omkringliggende land udenfor Mt. Merus regnskygge er buskland, så mulighederne for at sprede sig derud er ikke til stede, så lærkens udvidelelsesmuligheder er temmeligt begrænsede.

Lærkens overlevelse afhænger med andre ord af overgræsning fra lokale maasaiers hjorde så områdets græs holdes helt i bund. Hvis de da ikke udvælges af bakkernes falke.

De er farlige, de er unge

Generationskløft kender de fleste danskere til. Specielt når det fører til store skænderier, når magtstrukturerne ønskes ændret. Mest fordi teenagere ikke kan forstå, hvorfor deres forældre skal bestemme over deres påklædning, og hvornår de skal begynde at indfinde sig i hjemmet om aftenen. En række ældre kan også føle sig hægtet af i det moderne samfunds arbejdsmarked, fordi unge ofte har en langt bedre forståelse af de nymodens teknologier.

Blandt yiakuer og maasaier frygter samfundets ældre i høj grad også en række af dets unge. Ikke fordi de unges højre arm svinger en kølle hårdere end dem selv, eller fordi bander af dem bryder ind i deres hytter og frarøver dem alle deres værdier. Det er anseelsen af de ældre alt, alt for høj til. Tværtom frygtes de unge velklædte, veltalende, veluddannede for deres kundskaber. For hvad de kan. For hvad de ældre modsat ikke kan – og aldrig vil kunne lære.

Disse stammer har i høj grad vedholdt en traditionel kultur, hvor hver aldersgruppe har sin egen leder, og hvor lokalområdets ældre bestemmer endnu mere. Lokalsamfundets ældre mænd vel at mærke. Men også i de små marginaliserede landsbysamfund mærkes moderniseringen af samfundet i stigende grad.

Et moderniseret samfund fungerer mindre i kraft af ældre mænds viden og erfaring som i kraft af en institutionaliseret bureaukratisering af samfundet fra statsligt til lokalt niveau. Her nytter viden om skovens urters medicinelle virkning lisså lidt som kendskab til forfædres riter og traditioner. Ej heller mange års opsamlede erfaringer har den store anvendelse til bedømmelse af lovmæssige spørgsmål længere. Ikke når man hverken kan læse eller skrive i hvert fald. Og da slet ikke når man hverken taler engelsk eller godt swahili.

Det kan og gør en stor del af de unge. De forstår bureaukratiet, de forstår sproget, de har mulighed for at sætte sig ind i de rettigheder og muligheder, et moderne samfund bringer ud i lokalområderne. Derfor er det civile samfund fyldt af dygtige (og mindre dygtige) unge med en uddannelse bag sig. Derfor er det i stigende grad unge, der kan bestride vigtige poster lokalt – både officielle og civilsamfundet. Det passer så absolut ikke de ældre mænd, at deres traditionelt magtfulde position udhules således. De føler sig truet på deres altdominerende position.

Under et communitymøde i et lille samfund på østsiden af Mukogodoskoven lagde jeg i sidste uge selv øre til et par ældre mænd, som absolut ikke havde tænkt sig at lade denne ændrede situation gå stille af for sig. Langt fra. Høje verbale tilkendegivelser blev givet, om at et øget fokus på kvinder og unge på grund af deres traditionelt dårlige position så absolut ikke var en god ide. En noget ophidset stemning blandt et par ældre førte til at de valgte at råbe hele vejen ud, om hvor unfair det var, da de forlod mødet. Ikke fordi de unge og kvinderne talte om at fordrive de ældre mænd fra deres position. Blot fordi de insisterede på også at få en indflydelse.

Kan man få de ældre mænd til at dele beslutningstagningsprocessen med andre på nogenlunde lige fod, er man nået et væsentligt skridt. Det uden de ældre mænd mister al magt.

Når forskellen mellem division og distrikt virkelig kan betyde noget

Kenya er opdelt i 8 provinser. Hver provins består af en række distrikter, som igen er opdelt i divisioner. Parallelt opdeles landet i en række valgkredse til parlamentet. Gennem valgkredsene fordeles en pose penge fra staten til udvikling af området og gennem distrikterne uddeles en anden pose penge fra staten. Denne forklaring er forenklet så virkeligheden er væsentligt mere kompliceret end denne korte forklaring. Det ændrer dog ikke ved, at de penge, der ikke ender i korrupte lommer, er yderst velkommen i ikke mindst de mange fattige landområder i Kenya.

Problemet er blot at en række områder forfordeles i dette fordelingspuslespil – ofte på grund af stammeforskelle. Udover en række stammer, som kun er fåtalligt repræsenteret i Laikipia East-distriktet er ca. 14.000 af distriktets indbyggere maasaier spredt rundt på de tørre og halvtørre jorder i distriktets nordlige del. På de væsentligt bedre jorde tæt på Mt. Kenya finder man distriktets 45.000 Kikuyer.

Kikuyerne er den talmæssigt største stamme i Kenya og den, der historisk set har haft de bedste muligheder pga. deres priviligerede stilling under kolonitiden. Den bedst uddannede stamme er stadig Kikuyuerne hvorfor Kikuyuer stadig findes i et flertal af landets magtfulde positioner. I et distrikt som Laikipia East har demokratiets indførelse ikke ændret stort på dette. Ikke så længe al politik foregår langs stammeskel. 45.000’s stemme vil altid betyde mere end 35.000’s.

Kikuyuerne er traditionelt fastboende bønder, mens maasaierne er omvandrende seminomadiske kvægholdere. Det er to vidt forskellige kulturer. To forskellige kulturer med forskellige livsstile og derfor også helt forskellige behov. Det helt store problem er når landets demokrati er så svagt at det bliver til et flertallets diktatur, hvor mindretallene ses mere end stort på. Helt basale offentlige sektorer som sundheds- og undervisningssektorerne tilpasses ikke til seminomadiske kulturer, hvorfor de ofte tvinges til dårlig ser vice eller måske helt at undvære. På samme måde går statens penge til decentral udvikling ofte ikke til mindretallene fordi de ikke får lov til at blive repræsenteret i de udvalg der fordeler pengene og marginaliserede grupper marginaliseres endnu mere.

Maasaierne og deres seminomadiske nabostammer har naturligt nok længe søgt en større anerkendelse af deres behov og rettigheder, men så længe de ikke selv sidder med ved bordet hvor beslutningerne tages er dette et mål, der kan spejdes langt efter i horisonten. Pengene der deles ud på distriktsniveau har de ingen mulighed for være med til at bestemme over – det er Kikuyuflertallet der sidder på dem og derfor også i høj grad dem der nyder glæde af pengene. Derfor søgte man at få Kenyas præsident Mwai Kibaki til at splitte Laikipia East op i to distrikter da han i maj måned besøgte Dol Dol, så seminomaderne kunne få deres eget og dermed få indflydelse over, hvordan pengene udnyttes bedst. Det gik han og tyggede over i nogle måneder, inden han for to uger siden endelig lovede at gøre noget ved problemet og oprette en række nye distrikter i landet.

Vi er med andre ord blevet lovet at de divisioner i Laikipias tørreste område, hvor de seminomadiske kvægholdere bor, ophæves til distriktstatus. Det betyder en egen administration for området og dermed øget pengetilstrømning og udvikling til et område, som alt for længe er blevet overset. Det er vi mange der er forhåbningsfulde omkring. Men tiden vil vise om virkeligheden også kan leve op til forhåbningerne.

De første tegn er desværre ikke alt for lyse. Det første skridt imod distriktstatus for området er afklaring af dets grænser. I lørdags afholdt det lokale medlem af parlamentet et møde om dette. De maasaiældre, som rejste til distriktshovedstaden for at deltage i mødet om deres nye distrikt som repræsentanter for seminomaderne, fik imidlertid at vide, de godt kunne tage hjem igen. Mødet var kun for Kikuyuer.