torsdag den 28. juni 2007

Det fedeste valgflæsk

Kenya er blandt verdens 10 fattigste lande. Men økonomien har det forbavsende godt. Landet er medlem af den Østafrikanske Union, som udover Kenya også omfatter Tanzania og Uganda – og fra sidste uge Rwanda og Burundi. Blot fem procent af Kenyas offentlige budget stammer i dag fra internationale donorer, og turismeindustrien kører på højtryk. Østafrikas vigtigste havn er Mombasas. Stedet hvor langt det meste af regionens søbårne fragt indskibes og derfra køres ind i kontinentet.

Derfor forekommer det ekstra underligt, at en essentiel del af de nødvendige forudsætninger for fortsat udvikling, infrastrukturen, er i så dårlig stand. Eller det bør nok præciseres til pletvis i dårlig stand.

Jernbanen er der ikke rørt ved, siden de engelske koloniherrer forlod landet i 1963. Ondsindede rygter siger, at togsæt og skinner er i så dårlig stand, at røvere kan nå at springe på fragttogene i ”farten” og tage, hvad de vil. Har man set togene langsomt trille af sted, forekommer rygtet ikke så ondsindet endda.

Hovedvejen – og visse steder denne eneste vej – mellem tre af Kenyas fire største byer er sine lange steder i så ringe forfatning, at asfalt meget knapt anes (se billede ovenfor), og maksimumfarten i en firehjulstrækker har svært ved at krybe op over 40 kilometer i timen. Med fragt overlæssede lastbiler snegler sig af sted henover bump og huller med den halve fart.

Til gengæld kan man finde en pristin asfaltvej fra en lille provinsby som Nyahururu til et hul i jorden 30 kilometer derfra. Hvorfor? Der havde den tidligere og noget diktatorisk anlagte præsident Daniel Arap Moi et af sine huse. Meget har ikke ændret sig på det plan inden for Kenyansk politik; stammer og lokalområder er stadig det centrale. Når politikerne har ranet nok til sig selv, begynder de at tænke på venner, familie og det område, de stammer fra. Det er jo trods alt dem, der skal sørge for, de bliver stemt ind i parlamentet i næste periode.

Men et andet mønster anes også i valgår som dette. Om seks måneder er der valg, så der er travlt overalt med at bevise, at regeringen gør noget for befolkningen. Det er nemlig ikke sket de foregående 4½ år. Det er egentligt ikke så underligt. Medlemmer af parlamentet arbejder tre halve dage om ugen. Til gengæld får de væsentligt meget mere i løn end danske folketingsmedlemmer. Så vejen mellem Mombasa og Nairobi er nu næsten nybygget, og vejen nordvest på fra Nairobi mod landets tredje- og fjerdestørste byer er godt i gang med at blive det. Men strækninger af den er stadig som en bred gedesti. Hvorfor vedligeholde når effekten er større ved nybyg op til valg?

torsdag den 21. juni 2007

Jord er magt

I 1904 lokkede de engelske koloniherrer i Kenya de lokale Maasaier på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya til at underskrive en aftale. En aftale der gav engelske settlers rettighed til en stor del af jorden på plateauet. På samme måde som for Hong Kong var aftalen bindende for 100 år. Maasaierne var selv forholdsvis nye nybyggere i området, da de selv kun havde været der i omkring 100 år. Men de maa-talende tilflyttere var så dominerende både som krigere og kulturelt set, at de hurtigt overtog overherredømmet over området hovedsageligt fra Kikuyustammen, men også mindre stammer som Yiakuerne.

Yiakustammen blev endda så præget af deres mægtige Maasainaboer at de blev assimileret ind i stammen. Selvom de talte et (nu så godt som uddødt) cushitisk sprog beslægtet med somalisk og de ethiopiske sprog, overtog de det nilotiske maa-sprog som deres eget. Det svarer nogenlunde til at danskere dropper dansk til fordel for finsk. Så langt fra hinanden er de to sprog.

Idag er Laikipia en smeltedigel af forskellige stammer. Maasaierne, Kikuyuerne og Yiakuerne er blandet op med Pokoter vestfra, Turkanaer nordvestfra og Samburuer, kenyanske Somaliere, Meruer og Boranaer fra områderne nord og nordøst for Mt. Kenya. Blandet skal her forstås både kulturelt og fysisk - selv i de små lokalsamfund. Men kører man igennem Laikipia er det ikke så meget Maasaiernes gede- og kvægflokke, man lægger mærke til. Overalt kører man langs høje hegn. Hegn der adskiller Maasaiernes fællesejede community land fra de store ranches ejet enten af efterkommerne til de hvide settlers eller rige sorte Kenyanere – som regel af den idag dominerende stamme i Kenya: Kikuyuerne.

Men Maasaierne føler stadig en hvis ejendomsret over sletterne heroppe. Det sås specielt i 2004 da aftalen med de tidligere engelske koloniherrer officielt ophørte. Ordet ”tidligere” er her yderst vigtigt, for den Kenyanske regering i 2004 (ledet af Kikuyuen Mwai Kibaki) mente ikke den kunne stå til regning for de gerninger, et regime, der ophørte i 1963, har gjort. Maasaierne var ikke enig. Vold og landbesættelser var dagsordenen i en rum tid med håb om støtte fra en af deres egne. Formanden for det kenyanske parlament er nemlig en lokal Maasai. Men magt har en tendens til at korrumpere... Når man som han selv har en stor ranch og omgås med andre lisså magtfulde mænd til hverdag, var det kun alt for naturligt at æggene faldt i deres kurv frem for i fattige pastoralisters.

Maasaiernes kamp fortsætter dog omend ikke voldeligt. På nær når tørke ikke kan holde mindre udbrud tilbage. Så sent som sidste år blev en mand dræbt, da han forsøgte at genne sin hungersramte dyreflok ind på ranchjord, hvor græsset rent faktisk var grønnere.

onsdag den 13. juni 2007

Jamen er det da ren ynk??

Det er med blandede følelser, man som rig vesterlænding begiver sig ind i et af de mange slumkvarterer, der findes storbyer overalt i u-lande. Specielt hvis man bærer et kamera og forventninger om at få nogle gode billeder med hjem. En sær blanding af kvalme over at føle sig som fattigdomsturist, og spændingen ved de hundredevis af gode motiver, der kan findes overalt, overdøver selv stanken. Men ikke den dårlige samvittighed.

Heldigvis findes her myriader af børn, der griner og leger ligegyldigt hvor dyb armod og hårde kår, de er plantet midt i. Glæden ved at gøre dem glade ved at vise dem billeder af dem selv var min hurtige udvej af mishaget og kvalmen. Efter et stykke tid så øjnene endda andet end affald, råd og forfald.

Lisså stille stod det tydeligere og tydeligere frem, at der i Nairobis Pumwanislumkvarteret er en relativ fred i modsætning til de fleste områder af Kenya. Det kom bag på mig. For hvorfor er et område som dette bestående af et sammensurium af indbyggere fra Kenyas 42 stammer uden de store fremtidsudsigter og presset sammen på et lille område ikke konstant i konflikt sådan, som det ellers forekommer stammerne imellem overalt i landet?.

Den omfattende vold imellem stammerne i Kenya er ikke en ældgammel tradition. Det er ikke sådan, at alle har glemt, hvorfor de egentlig slås. Mange ved det ganske vist ikke, men det er ikke kun derfor, naboerne skal dunkes i hovedet med somaliske sværd og deres køer nuppes. Årsagen findes nærmere, hvis man ser nærmere på, hvornår volden optrappes. Kalkuleret og styret vold interesserer en hvis type politikere, som vinder stemmer på konflikter. Volden er altså i høj grad ikke stammebaseret så meget som politisk bestemt, selvom det virker sådan hvis blot overfladen iagttages. Ekstrem populisme. Med fatale føljer...

Pumwani er hverken rigere eller fattigere end andre slumområder i Kenya. Dets indbyggere er nogenlunde lige så marginaliserede og kriminelle som andre (læs: meget!). Men Pumwani er et forholdsvis lille slumkvarter, og derfor er det i høj grad uinteressant for politikere. De kan simpelthen ikke finde nok opbakning dér til store politiske manøvrer. At det forholder sig sådan er tydeligt, hvis man sammenligner med en anden af Nairobis slumkvarterer: Kibera - efter sigende Afrikas største. Her er stammegrupperingerne nemlig så store, at opportunistiske politikere kan få fodfæste blandt fremtidsløse unge og opildne dem til vold.

I modsætning til hvad man skulle tro, gør Pumwanis størrelse og store etniske blanding den til at forholdsvis fredeligt sted. Et sted hvor politikere ikke får nok ud af at stikke deres angerløse fingre ned til at gide at få dem beskidte.



mandag den 11. juni 2007

Men er de noget værd?

Kenya er berømt vidt omkring for dets fantastiske dyreliv. Det er forståeligt. Det ér fantastisk. Over 1000 fuglearter og nogle af verdens mest kendte nationalparkers safarimuligheder taler for sig selv.

Men hvad synes kenyanerne selv om de små og store dyr i deres omgivelser?

Et nogenlunde tilfredsstillende svar på dette kræver først en tredelt opfattelse af dyr. Husdyr er et hit! De er penge værd og de kan spises. Dyr i reservater er acceptable, så længe man kan tjene penge på dem. Resten skal dø. Og helst spises. Hvis de kan.

Dette utilitaristiske syn på vores fjedrede og pelsklædte venner ses tydeligt, når man bevæger sig rundt i landet. Holder en bil parkeret i vejsiden med kikkerter og kameraer strittende ud af vinduer og andre åbninger, kan man være sikker på at det ikke er kenyanere, de tilhører, men enten nogle af de mange turister eller herboende udlændinge i landet.

En første lommefilosoferende forklaring kunne være, at os wazungu er rige nok til ikke at behøve at anskue natur ud fra, hvad vi kan putte i vores lommer og mavesæk. Samtidig er vi i vores toptunede, strømlinede hverdag så fjernt væk fra et liv, hvor vi klapper, hvad vi skal spise, at det er os muligt, at se naturen i et sløret romantisk perspektiv. Det er stadigvæk opfattet ud fra, hvad naturen kan give os - men ikke hvad den kan give os materielt. Nærmere er det, hvilke følelser og oplevelser vi kan tage med hjem. Så simpelt kan det seføli ikke forklares. Urbanisering og uddannelse er bestemt ikke de eneste faktorer, for også byelskende nairobianere med lange uddannelser har svært ved at finde en indre glæde ved at se et vortesvin. Med mindre det er på tallerkenen. De smager nu også godt, men hvorfor begrænse sig til mundens glæder, når alle de andre sanser også kan inddrages. For slet ikke at tale om dyrenes glæde ved at drøne rundt på savannen i stedet for at svede over et blus.

Mon en passioneret glæde for naturen er så smitsom, at den kan spredes? Jeg kan da i hvert fald prøve...

fredag den 8. juni 2007

Maasailøver i Ngong Hills

Trænger man til et lille afbræk fra den pulserende storby Nairobi anbefaler diverse guidebøger en køretur på en god halv time til de nærliggende Ngong Hills. For danskere trækker navnet yderligere på grund af Karen Blixens afrikanske farm her - en af Nairobis forstæder på vejen derud er sågar opkaldt efter hende: Karen.

Samme guidebøger anbefaler desuden at man gør et stop ved Kenya Wildlife Services lokale kontor for at få en bevæbnet ledsager med til beskyttelse mod eventuelle lommetyve. Handles om prisen skal der seføli, men man får til gengæld også en guide med ovenikøbet. I vores tilfælde valgte vi at benytte os af eskortens store viden om lokale forhold nærmere end deres historiske viden og skydefærdigheder. Med en storslået udsigt ud over Maasailand (og Maasai Mara havde regntidsdisen ikke sænket sig over området) er det den største naturlighed at talen skulle falde på Maasaierne. Specielt når den bevæbnede eskorte er fra denne stamme. Dog iklædt skjorte og revolver frem for farvestrålende halssmykker og spyd.

Når to mænd går sammen falder talen hurtigt på kvinder. Når en dansk mand og en maasaimand taler om kvinder kommer deres kulturelle forskelle hurtigt op til overfladen. Maasaien kan på trods af al sin åbenhed ikke helt forstå hvorfor det skulle være strafbart at have mere end en kone. Danskeren har lidt svært ved at forstå hvorfor grænsen skulle gå ved ti koner i stedet. Sammen kan de ikke blive enige om kvinder så også bør kunne have ti mænd... For danskeren er tanken om flere ægtefæller i sig selv svær at håndtere. Al den ekstra besvær. For maasaien er tanken om en kvinde med flere mænd umulig. Hun må jo ikke eje kvæg, så hvordan skulle hun kunne brødføde dem.

Der er vist store udfordringer for danskeren, der skal arbejde med ligestilling i en maasaikultur.