mandag den 18. august 2008

Tribalismens grimme fjæs


De fleste indlæg på denne blog er forsøgt set fra et forholdsvis objektivt synspunkt, men for dette indlæg er det skribenten svært at holde sin personlige harme væk fra det skrevne. Hvorfor? Fordi Kenyas interne tribalisme nu også er følt på skribentens egen mzungukrop.

Den udenfor stående dansker har hele tiden set Kenyas politiske konflikt efter valget i december 2007 mere som en klassekamp end en decideret kamp mellem landets stammer. Jo da, danskeren kunne udmærket godt se, at meget af konflikten kom til udtryk i form af kamp mellem specielt luoer og kalenjiner på den ene side og kikuyuer på den anden. Men årsagen så den måske naive dansker ligge et andet sted: Ejerskab til jord og forfordeling af goder og magt internt i landet. En konflikt magtgriske politikere hurtigt så sit snit til at udnytte til egen fordel uden tanke for folkets ve og vel.

Spørgsmålet, om det er en naiv simplificering, et ideal om ligeværdighed og en lettere inklination til den venstre side af det politiske spænd har placeret i hovedet på danskeren, er imidlertid dukket op.

En ung dame på de omkring hundrede år og hendes familie bestemte sig for nyligt for, at det nok var bedst, om de tog en vildfaren unge dansker ind under familiens vinge. Der skete dog det triste, at den rørige unge dame skaffede sig en slem betændelse på lungerne. Så slem at hun blev for svag til at spise. Den unge dansker mente så absolut ikke, dennes nye finansielt inkapaciterede familie skulle lades i stikken, og kørte derfor sin døende moder på hospitalet.

For hospitaler tager sig jo af folk. Ikke i Nanyuki hvis folk ikke er kikuyu… Også det selvom folk ligger på dødens rand. Det er lettere at lukke øjnene og lade dem dø end at sørge for, at de spiser. Det er jo blot en gammel maasai! Med pres, den unge dansker fik skabt fra deres chefer, gik sygeplejerskerne dog med til at servere mad. Servere, ikke hjælpe en kvinde så svag, hun ikke kan tale, med at spise.

Det er fame groft!

Med en dirrende vrede på vej i udbrud blev den unge dansker stoppet, førend han fik begyndt, af en forstående læge, som mente det blot ville gøre situationen værre. I stedet måtte der betales for hjælp udefra til at lave mad og hjælpe den unge dame til at undslippe dødens faste greb om hendes lille krop.

I et svagt øjeblik kan det ske, der opstår et lille håb om, at bare en enkelts snæversynethed blev udvidet en anelse ved at se, at hjælpen udefra for en maasai kom i form af en kikuyu og en hvid. Men det er nok desværre en snas for idealistisk til at være sandt.

tirsdag den 24. juni 2008

Ven idag, hvad imorn?


Det britiske kolonistyre kaldte den nordlige og østlige halvdel af Kenya for the Northern Frontier District,, mestendels fordi de ikke rigtigt anede, hvad de skulle gøre ved dette tørre, varme sted og dets mange stammer af mere eller mindre fjendtligt stemte pastoralister. Der er hverken god jord eller vand nok til at dyrke noget udover i små lommer på bjerge, så drømmen om det hvide højland i Østafrika spredte sig aldrig rigtigt nordpå. Området er enormt. Og enormt øde. The Northern Frontier District endte derfor aldrig rigtigt med at blive andet end en bufferzone mellem Britisk Østafrika, det italienske Somalia, det frie Etiopien og de franske kolonier nordpå.

Den samme tankegang har præget Kenya lige siden. Også de skiftende post-koloniale styrer har kæmpet med, hvad pokker de skulle stille op med området heroppe. Den ofte vestligt uddannede elite kommer fra de mere frodige landbrugsdyrkende områder i syd, så en forståelse for semi-nomadiske folkeslag, der vandrer rundt over store områder efter grønnere græsgange og vand, er væsentligt mere fremmed for dem end en shoppingtur til London.

I manges øjne er stammerne fra nord en flok farvestrålende krigeriske barbarer udenfor lov og orden. Det er de for den sags skyld ofte også i hinandens øjne. Rejser man igennem området og snakker med de forskellige stammer, erfarer man hurtigt, at naboerne er nogle aggressive halunker, som uden grund bryder freden og unødigt provokerer os fredelige folk. Det samme får man så at vide omkring de folk, man lige har talt med, når man besøger naboen.

Der er ingen ende på, hvor mange ensidige beskyldninger disse fantastisk gæstfrie og venlige folk har mod hinanden. For en udefrakommende kan det undre. Men kigger man på, hvor goldt området er og hvor mange dromedarer og geder, de hver især har, er det ikke svært at se, at de få områder med vegetation og de sparsomme oaser let kan blive en kamp om liv og død. Ikke blot for dyrene, også for deres ejere. Smider man en diversitet af kulturer, religioner og sprog ind i spillet, står det klart at gensidig forståelse ikke er noget, der driver ned af væggene her.

Men ufreden stammerne imellem er ikke hugget i sten. I takt med stridigheder, vandringer, fredsaftaler og vejr skifter billedet. Gabbrastammen regnes for eksempel ofte som en understamme af boranaerne. Ikke af dem selv dog. I deres kamp for selvstændig anerkendelse har de i de sidste par år begivet sig ud i en kamp mod alt og alle – specielt boranaerne – for at vise de er deres egne herrer. Dette billede har dog ændret sig nu, da vandringer har ført de to folk væk fra hinanden. Til gengæld er boranaerne begyndt at sloges med rendillerne og gabbraerne med turkanaerne.

Hvem ved hvem de slåsser med imorn…

torsdag den 5. juni 2008

Med lokalbefolkningen i ryggen

Kenya er fuld af store og små kendte naturreservater. De fleste verden over kender Maasai Mara fra utallige naturudsendelser. Mange andre har også hørt om Amboseli, Mt. Kenya og Samburu. Der findes mange flere, nogle ukendte med god grund, mens andre er ukendte perler, man som besøgende kan have for sig selv. De fleste af disse ligger i det nordlige Kenya, hvor kun få turister vover sig ud. Desværre. Eller måske heldigvis fordi de derved kan forblive uspolerede naturperler.

Udover de statsligt drevne nationalparker og nationalreservaterne drevet af de lokale distrikter er et utal af mindre communityreservater sprunget op over det meste af landet. Flest i de tørre egne i Rift Valley og nord og øst for det kenyanske højland, hvor det meste af landet er for tørt til at opdyrke.

Flere og flere områder ejet af lokale communities sætter dele af deres group ranch, som områderne officielt kategoriseres som, til side til naturgenopretning og –bevarelse. Præcis hvor meget, der er at bevare, varierer fra sted til sted. Men mange af områderne oprettes i nærheden af allerede eksisterende private eller offentlige naturreservater, så når områderne begynder at falde til ro, og vegetationen begynder at komme tilbage, efter græsningen fra de mange husdyr aftager, begynder de vilde dyrs antal at springe i vejret. Nye vandrer sågar til fra omkringliggende områder.

Med mere bytte i sigte stiger også antallet af rovdyr. De fleste steder har hele tiden haft rovdyrene der, men blot i små antal fordi fødegrundlaget ikke har været stort nok. Communityreservaterne er ofte stadig for små til at have flere flokke af løver eller en fast bestand af geparder eller vilde hunde, men de giver dem et vigtigt kerneområde. Så længe de omkringliggende områder ikke forværres yderligere for dyrelivet, vil det for de fleste arter være nok. Det er uden tvivl bedre end ingen beskyttelse.

Ikke kun truede rovdyr beskyttes af de communityejede reservater, også en lang række andre truede dyr beskyttes under oprettelsen af sådanne nye områder. De mange communityreservater i Laikipia, Isiolo og Samburudistrikterne har således alle små, men gode bestande af den stærkt truede Grevys Zebra, som nu kun findes i de tørre nordlige og nordøstlige egne af Kenya og ingen andre steder i verden. Og blot 2000 af dem.

Det blot et år gamle reservat Ishaqbini, halvtreds kilometer fra Tanaflodens delta i det østlige Kenya, kan prale af endnu mere. 100 ud af en verdensbestand på 500 af den mærkeligtudseende Hirola-antilope findes nemlig her. Og i den smalle stribe af skov langs Tanafloden findes to endemiske abearter, Tana Mangabey og den rødtoppede Tana Rød Colobus, med en verdensbestand på godt 1000 hver. De blev efterladt til sig selv, da den afrikanske regnskov for millioner af år siden trak sig tilbage til dens nuværende udstrækning i Congobækkenet og lod savannen komme til. Pånær altså i nogle få lommer spredt ud over Østafrika.

Hvad mere er, de lokale communities står bag beskyttelsen af deres naturperler. Uden dem ville projekterne slå fejl. Med deres støtte kan naturen og dyrenes forhold bevares og i mange tilfælde forbedres. Et godt tilskud til de store offentlige områder.

mandag den 14. januar 2008

Når ondt bliver værre

Efter Kenyas tidligere diktator Daniel arap Moi steg ned fra sin ophøjede position som leder af landet i 2002, har Kenya været et nyt, men hastigt udviklende demokrati. Det meste af landet stod bag valget af den nye leder Mwai Kibaki og hans opgør med Moi-æraen. Meget er sket siden, men meget er også ikke sket siden. Derfor har landet været splittet i to op til valget den 27. december 2007, om Kibakistyret skulle have fem år mere på trods af dets problemer.

Kibaki er kikuyu, så alle kikuyustemmerne er gået til ham sammen med stemmerne fra de nærtbeslægtede stammer embu og meru. Det er de tre stammer, som sammen med kambaerne og de tilflyttede indere traditionelt har siddet på flæsket. Blandt disse skal en stor del af magteliten de sidste 45 år siden landet blev selvstændigt findes. De sidder så godt på flæsket, at de ikke på noen måde har tænkt sig afgive noget til andre. Specielt den næststørste stamme luoerne har haft et problem med dette. For dem ligger det nu dybt i deres kulturelle forståelse af sig selv, at de ikke kan få hvad kikuyuerne har. Mestendels fordi kikuyuerne nægter at dele. I kikuyuernes område lægges ny asfalt på en allerede fin vej. Andre steder drømmes der stadig om overhovedet at have en asfaltvej.

Men luoerne er langt fra de eneste, der har været sure over elitens magtmisbrug. Langt de fleste stemmer udenfor den centrale del af landet, hvor kikuyuerne og deres venner bor, har protesteret mod måden goder fordeles på i landet ved at stemme på andre end Kibaki. Så i modsætning til det forrige valg har stemmerne denne gang i høj grad lagt sig langs stammeskel. Derfor har volden efter valget i høj grad også kunnet opfattes som stammebaseret.

Problemerne, der er opstået som efterdønninger på Kibakis noget klodsede valgfuskeri, har dels været en hævn over kikuyuerne for deres magtfulde position i landet uden at dele goderne med andre, selvom volden er gået ud over de nederste lag af stammen. At det ikke er en ny problematik, ses tydeligt de steder, hvor den etniske vold har været værst. Her er volden en fortsættelse af lignende uroligheder i 1997, hvor en stor gruppe kikuyuer blev smidt ud fra flere områder i Rift Valley. Det er i disse områder, kikuyuer igen er blevet slagtet for blot at være kikuyuer.

Andre steder er årsagen til volden i langt højere grad de fattiges utilfredshed med styret og deres tilraning af magt. I Nairobi for eksempel gik der kun 20 minutter, efter Kibaki fik sig udnævnt som ny præsident, til volden eksploderede i de fattige områder. Desværre er det således, at landets elite i høj grad er fuldstændig ligeglad med de fattige. Groft sagt har de taget røven på dem. Igen. Det er de fattige, som har stået i kø for at få lov til at stemme på deres foretrukne kandidat i håbet om, deres marginaliserede position denne gang ville blive forbedret. Det er de fattige, kandidaterne har udnyttet til vold og uroligheder op til valget. Ofte med livet som indsats. Det er nu de fattige, der endnu en gang udnyttes til at skabe pression i en kamp om, hvem der de næste fem år skal sidde på flæsket. Flæsk de fattige højst sandsynligt ikke får mere end en lille bid.

Politiet fik besked på at inddæmme volden i Nairobi til slumkvartererne, så de bedre borgere kunne føle sig sikre. Og de fattige slå hinanden ihjel. Politiet har endnu ikke rykket ind i slumkvartererne for at skabe fred. Det er eliten nemlig ligeglad med, så længe de har ro og kan flytte rundt med puslebrikkerne i det større spil. Og her holder eliten sig så absolut ikke tilbage for at opildne til stammekamp, hvis det er det, der skal til, for at sikre sig støtte fra egen stamme. Kynisk kamp om magt er, hvad det er. En kamp hvor de fattige ender som taber ligegyldigt hvilket resultat, politikerne når fremil.

fredag den 14. december 2007

Et klip i klarinetten

I bakkerne i udkanten af Laikipiaplateauet ligger et sted, som deler navn med en af Tolkiens modernistiske fantasier om de gode gamle dag: Lorien. Laikipias Lorien er dog ikke befolket af Tolkiens elvere, men yiakuer og er så absolut ikke mindre fantastisk af den grund. Skoven, der engang var her, har efterladt nogle enkelte vidner i form af cedertræer, yiakuernes pilegifttræer og det hellige træ, området er opkaldt efter. ”Lorien” er nemlig navnet på maa for den afrikanske underart af oliventræet. En familie bosat i Lorien benytter sig af denne måned – måneden efter regntiden – til at omskære en dens mange sønner. Som traditionen foreskriver det

I modsætning til mange andre stammer i Kenya holder de fleste maasaier og samburuer stadig fast ved i traditionerne omkring omskæring. Det skal derfor foregå i hjemmet og uden bedøvelse. Så selve ritualet starter selvsagt lige før solopgang. På det koldeste tidspunkt af dagen. Som en optakt og del af overgangsritet fra at være dreng til at blive kriger starter omskæringsceremonien dog dagen før, hvor nabolagets krigere mødes og synger traditionelle omskæringssange for drengen. Her bliver han fortalt om hvad, der venter ham i tiden fremover, og om nødvendigheden af ikke at kny mens der skæres. For nu bliver han kriger – samfundets brave front med eksterne fjender.

Selv bliver drengens hovede barberet for al behåring som et symbol på det liv, han har levet indtil nu, er forbi. Blandt maasaier kan alderen for omskæring variere fra en tolv til 18 år, alt efter forældrenes mulighed for at samle sammen til festen. Så for nogle af de ældre drenge er det ikke kun håret men også skægvækst, der skal fjernes, så ansigtet er helt bart.

Tidligt næste morgen før solopgang samles mænd i indhegning omkring hytten, hvor drengens familie bor, og fortsætter med sangene. Det er en emotionel overgang, der markeres, så følelser flyder højt blandt deltagerne. Små drenge står med tårer løbende ned ad kinderne og drengens brødre bryder højlydt – og til tider voldsomt – sammen og ud i langvarig gråd. De kan græde broderens smerte ud for ham, når han nu ikke selv kan. Men ser man ikke gråden og hører den blot på afstand, er det svært at gætte, at lyden skulle stamme fra en, der græder. Lyden er en dyrisk hulken, som kommer ud i metronomisk regelmæssighed til beatet af sangene, som den flyder sammen med.

Omkring solopgang overdøves sange af larmen fra mænd, der kommer løbende til hytten. En af dem har metalbjælder bundet om benet for at give en ekstra effekt. Begge har en sort/hvid abehat på hovedet. Det er tegn til at drengen, der skal omskæres, får taget sit tøj af og holdt fast af familiens mænd i et jerngreb, hvis han alligevel skulle kny under snittet. De to omskærer spytter derefter vædske udover drengen som en velsignelse, førend de kan gå i gang. Og i gang går de. Et godt tag i forhuden og så frem med skalpellen. Ikke verdens skarpeste skalpel, men skære kan den da. Ikke hele forhuden af dog, for et lille stykke skæres ikke igennem, så forhuden kan hænge som en pyntende tap efter omskæringen. Væk smutter omskærerne igen med det samme. De skal nemlig videre til den næste familie på bakken ved siden af.

Drengen er nu i kvindernes hænder. Forbindinger lægges og drengen iklædes sort som symbol på. han den næste måneds tid er patient, for mand er han endnu ikke. Sår skal heles og hår skal gro ud igen før den månedslange overgangsrite fuldendes. Til gengæld tildeles drengen to ekstra fædre, som fra nu af følger ham ekstra nært igennem hans tid som kriger og støtter ham, når det skulle være nødvendigt.

Den næste måned efter omskæringen går med at familiens kvinder går i gang med hans dekorative udrustning bestående af perlesmykker i diverse farver og størrelser. Desuden skal et spyd og et kort sværd anskaffes til drengens tid som omvandrende kriger med familiens hjord. Hjorden og beskyttelse af stammen vil blive hans ansvar, når drengeårene er ovre.

tirsdag den 27. november 2007

En bedre udsigt

”Kan du heller ikke sove?” Denne replik vil jeg mene er en af de mest hørte på Il Ngwesi Lodge. Svaret dertil kunne nemt være: ”Nej hyænerne holder mig vågen.” Eller elefanterne, leoparderne, fuglene, insekterne eller et hvilket som helst andet bæst, der bruger natten til at gøre artsfæller opmærksom på sin tilstedeværelse.

For somme vil det måske nærmere være tanken om, at leoparden er lige udenfor den åbne hytte uden låse og uden vægge ud mod de store udsigter, der holder dem vågen. For andre vil det være det fremmede ved at høre naturens egne lyde i stedet for andre menneskers. Men for langt de fleste vil nydelsen over, at det stadig er muligt at finde steder, hvor selv store dyr hersker side om side med mennesker, overdøve den latente angst for dem.

Men en sådan udsøgt larm har der ikke altid været her på nordsiden af Mt. Kenya de seneste år. Maasaier med deres kvæg har holdt bestanden af rovdyr nede, nærtboende meruers landbrug har betydet elefanters konflikt med mennesker, alle i området har benyttet sig af de større antelopers kød og endelig har krybskytter udryddet helt næsehorn fra området. Men i løbet af firserne bestemte de lokale maasaier på Il Ngwesi Group Ranch sig for – med hjælp fra naboen, det private reservat Lewa Conservancy – at omdanne halvdelen af græsningsområderne på group ranchen til et reservat og bygge en lodge for at tiltrække pengestærke turister.

Det var startskuddet til Kenyas første og mest berømte community lodge. Siden da er den aldeles fantastiske udsigt over det tørre nordlige Kenyas ”Northern Frontier District” blot blevet endnu bedre, i takt med dyrene lisså stille er vendt tilbage. Nogle af sig selv såsom geparder og den sjældne Grevy’s zebra, mens næsehorn har fået en hjælpende hånd. Og en stærk lastbil.

Flere dyr betyder flere turister. Flere turister betyder flere penge til Il Ngwesi Group Ranch. De penge bruges alle til udvikling af Il Ngwesiernes community igennem projekter, der bringer dem vand, skoler og deslige. Derudover giver turisternes tilstedeværelse arbejdsmuligheder for lokale på selve lodgen og som parkbetjente. Dette betyder igen et mindre fattigt lokalsamfund, hvor afhængigheden af kvæg og geder mindskes. Vigtigt i et område, der ofte rammes af tørke. Men hvad vigtigere er, uddannelsen er skabt og holdes i gang af de lokale selv. De lokale bestemmer, hvordan pengene skal bruges til fordel for de lokale!

Denne blanding af at kunne nyde sin egen egoisme ved et ophold i luksus med ikke at skulle give køb på moralen ved at benytte et stort beløb, når andre har så lidt, har vist sig at være en vindende blanding. Den engelske prins William er måske den mest prominente celebritet, som har nydt godt af den vilde luksus. En gang om året faktisk. Om det er på grund af udsigten nordpå eller udsigten til ejeren af Lewas datter sydpå, vil jeg lade det op til sladderpressen at finde ud af dog.

Men også andre har fået øjnene op for fordelene ved velfungerende community lodges. Fra lokalt til internationalt sted. Il Ngwesi har således vundet mange priser, blandt andet UNDPs Equator Initiative Award til gode udviklingsinitiativer. På lokalt og nationalt plan har andre communities set successen og ønsket at kopiere den. Med forskellig grad af held og dygtighed. Mange forsøger og nogle formår at omdanne den gode idé til gevinst for områdets flora, fauna og befolkning. Ikke det værste resultat.

fredag den 16. november 2007

I kærlighed og valgkrig

Valgkampen for Kenyas parlaments- og præsidentsvalg den 27. december er efterhånden ved at komme i gear. Den har været i gang på lavt blus de sidste mange måneder, og parlamentet har lavet endnu mindre, end det plejer. Nu er parlamentet opløst, så politikerne – nu også officielt – kan bruge al deres tid på at føre valgkamp. I mange tilfælde med stærkt tryk på KAMP. Fine metoder bruges, men i endnu højere grad findes de ufine frem fra gemmerne nu. Verbal mudderkastning mod konkurerrende kandidater er selvsagt dagsorden. Større og noget mere illelugtende ting kastes desværre også.

Det kenyanske valgsystem er som det engelske med flertalsvalg i enkeltmandskredse. Kun en person, som regel en mand, fra hver valgkreds får med andre ord adgang til den veritable guldgrube, det er, at blive valgt ind i et parlament, hvor medlemmer har en højere løn end i Danmark, og hvor præsidenten har en højere løn en George Bush. Det i et u-land vel at mærke. Der oveni kommer seføli adgangen til korruptionsløn. Et sådant valgsystem betyder, at kampen i hver valgkreds intensiveres og beskidte kneb og valgsvindel tages i brug som en selvfølge. Også mod kandidater fra ens eget parti.

Igår var primærvalget, hvor de enkelte partiers vælgere stemmer om hvilken spidskandidat, der skal repræsenterer dem i den lokale valgkreds. For dem, der taber primærvalget, er valgkampen slut. Kun én fra hvert parti har nemlig ret til at stille op ved selve valget i december. I Laikipia Øst-valgkredsen, hvor jeg bor, har det betydet, at en af kandidaterne fra et af de to største partier til et valgmøde har beskyldt sin værste konkurrent for, at hun er betalt for at tabe parlamentsvalget til favoritkandidaten, den siddende MP fra det andet store parti. Formentligt uden noget som helst reelt grundlag for beskyldningerne.

Det er imidlertid intet imod, hvad den siddende MP for Laikipia Øst, vice-energiministeren, har gjort sig skyldig i. Men han har også erfaring. God erfaring. Da hullerne efter afdøde parlamentsmedlemmer skulle udfyldes i midten af den netop overståede valgperiode, blev han sat i gang med at få partiets favoritter ind. Det betød at ud af en af valgkredsenes 7000 stemmer, stemte 9000på den foretrukne kandidat... Det kom for en uge siden frem i landets største avis, som normalt regnes for pro regeringen, at han netop havde bestukket en lokal betjent til at myrde sin største konkurrent. Det lykkedes ham heldigvis ikke, men der er intet foretaget for at retsforfølge herren efterfølgende. Det sker åbenbart ikke, når man er vice-minister.

Ved attentatforsøg stopper hans julelege dog ikke. Da flere af ledende politikere fra det konkurerrende parti besøgte Nanyuki i deres valgkampsturné, sørgede han i kraft af sin stilling som vice-energiminister for, at byen var sortlagt i de timer, de var i byen,. Da en lokal stillede en generator til rådighed, blev der foretaget et par opkald om, at hvis han ikke med det samme tog den tilbage, ville både hans hus og forretning stå i flammer. 20 minutters taletid blev det i alt til for oppositionspolitikerne, inden 30-40 unge subsistensløse fik lavet så meget ballade, at mødet blev stoppet. De var betalt. I forgårs kom det desuden frem, at han for hvert valgsted havde ansat en person til at købe minimum 25 stemmer på hovedvalgdagen.

Det sidste man kan klandre den kære mand for, er at han ikke kan ”put his mouth where his money is”. Da han sidste uge kom til Dol Dol på sin egen valgturné, delte han yderst rundhåndet ud af nogle af de millioner, han har tjent på at lave så lidt som muligt i parlamentet. For derefter under valgtalen groft at tilsvine beboerne i Dol Dol for at være prostituerede nu de modtog hans penge. Det er intet under at folk længe har brokket sig over ham, men måske får han ret: For tre måneder siden sagde han, at ingen kan røre ham. Hans stemmer står i banken.