mandag den 14. januar 2008

Når ondt bliver værre

Efter Kenyas tidligere diktator Daniel arap Moi steg ned fra sin ophøjede position som leder af landet i 2002, har Kenya været et nyt, men hastigt udviklende demokrati. Det meste af landet stod bag valget af den nye leder Mwai Kibaki og hans opgør med Moi-æraen. Meget er sket siden, men meget er også ikke sket siden. Derfor har landet været splittet i to op til valget den 27. december 2007, om Kibakistyret skulle have fem år mere på trods af dets problemer.

Kibaki er kikuyu, så alle kikuyustemmerne er gået til ham sammen med stemmerne fra de nærtbeslægtede stammer embu og meru. Det er de tre stammer, som sammen med kambaerne og de tilflyttede indere traditionelt har siddet på flæsket. Blandt disse skal en stor del af magteliten de sidste 45 år siden landet blev selvstændigt findes. De sidder så godt på flæsket, at de ikke på noen måde har tænkt sig afgive noget til andre. Specielt den næststørste stamme luoerne har haft et problem med dette. For dem ligger det nu dybt i deres kulturelle forståelse af sig selv, at de ikke kan få hvad kikuyuerne har. Mestendels fordi kikuyuerne nægter at dele. I kikuyuernes område lægges ny asfalt på en allerede fin vej. Andre steder drømmes der stadig om overhovedet at have en asfaltvej.

Men luoerne er langt fra de eneste, der har været sure over elitens magtmisbrug. Langt de fleste stemmer udenfor den centrale del af landet, hvor kikuyuerne og deres venner bor, har protesteret mod måden goder fordeles på i landet ved at stemme på andre end Kibaki. Så i modsætning til det forrige valg har stemmerne denne gang i høj grad lagt sig langs stammeskel. Derfor har volden efter valget i høj grad også kunnet opfattes som stammebaseret.

Problemerne, der er opstået som efterdønninger på Kibakis noget klodsede valgfuskeri, har dels været en hævn over kikuyuerne for deres magtfulde position i landet uden at dele goderne med andre, selvom volden er gået ud over de nederste lag af stammen. At det ikke er en ny problematik, ses tydeligt de steder, hvor den etniske vold har været værst. Her er volden en fortsættelse af lignende uroligheder i 1997, hvor en stor gruppe kikuyuer blev smidt ud fra flere områder i Rift Valley. Det er i disse områder, kikuyuer igen er blevet slagtet for blot at være kikuyuer.

Andre steder er årsagen til volden i langt højere grad de fattiges utilfredshed med styret og deres tilraning af magt. I Nairobi for eksempel gik der kun 20 minutter, efter Kibaki fik sig udnævnt som ny præsident, til volden eksploderede i de fattige områder. Desværre er det således, at landets elite i høj grad er fuldstændig ligeglad med de fattige. Groft sagt har de taget røven på dem. Igen. Det er de fattige, som har stået i kø for at få lov til at stemme på deres foretrukne kandidat i håbet om, deres marginaliserede position denne gang ville blive forbedret. Det er de fattige, kandidaterne har udnyttet til vold og uroligheder op til valget. Ofte med livet som indsats. Det er nu de fattige, der endnu en gang udnyttes til at skabe pression i en kamp om, hvem der de næste fem år skal sidde på flæsket. Flæsk de fattige højst sandsynligt ikke får mere end en lille bid.

Politiet fik besked på at inddæmme volden i Nairobi til slumkvartererne, så de bedre borgere kunne føle sig sikre. Og de fattige slå hinanden ihjel. Politiet har endnu ikke rykket ind i slumkvartererne for at skabe fred. Det er eliten nemlig ligeglad med, så længe de har ro og kan flytte rundt med puslebrikkerne i det større spil. Og her holder eliten sig så absolut ikke tilbage for at opildne til stammekamp, hvis det er det, der skal til, for at sikre sig støtte fra egen stamme. Kynisk kamp om magt er, hvad det er. En kamp hvor de fattige ender som taber ligegyldigt hvilket resultat, politikerne når fremil.