Da antallet af yiakuer, der taler deres sprog, yiakunte, blev færre end tyve, og de alle var omkring firs, valgte UNESCO at sætte sproget på deres liste over uddøde sprog. Nu er der blot under ti, som kan tale sproget. Halvdelen af dem kan tale det flydende.
Har UNESCO ret; er det umuligt at redde sproget? Nogle enkelte personer prøver i en sidste krampe at sikre, at sproget lever videre som mere end få båndoptagelser i Kenyas nationalmuseum, når stammens ældste er væk. Den eneste mulige redning for sproget er at springe 3 generationer over og begynde med de helt små. Dem som endnu ikke er låst fast på Maa – maasaiernes sprog, som yiakuerne nu har overtaget som deres eget. Sammen med stort set alt andet af den lokale Il Laikipiak maasaikultur. Så udover at undervise nogle af de yngste skolebørn et par enkelte timer om ugen i sprogets vokabularium, er der nu ved at blive sat uformelle børnehaver op, hvor de yiakuntetalende ældre passer nogle af de yngste børn på yiakunte.
Yiakuernes fald fra selvstændig stamme til at være en del af det bredere maasaisamfund er sket over ganske kort tid. Assimileringsprocessen tog ikke mere end to generationer til stort set alt hvad tilhører yiakuernes jæger/samlerkultur var væk og erstattet med maasaiernes pastoralisme, deres sprog og deres værdier. Idag bærer yiakuer maasaiernes røde shukaer i stedet for tøj lavet af skind. De har smidt deres buer og giftpile til fordel for stave til at hyrde kvæg og geder. Deres kroppe er besmykket med små glasperler i maasaifarver. Den eneste forskel man kan se nu, grunder i yiakuernes kushitiske gener. Men små lommer af viden om naturen omkring dem og enkelte traditionelle artefakter findes stadig. Yiakuernes hang til honning eksisterer dog stadig i bedste velgående.
Da yiakuerne stadig kunne betragtes som jæger/samlere, skulle en mand for at blive gift bevise sine jagtkundskaber. Det gjorde han ved at overbringe sine vordende svigerforældre bagbenet af en giraf. Hos maasaierne derimod kan en mand anskaffe sig en hustru – eller flere for den sags skyld – ved at betale sig fra det. Prisen kommer an på de involverede familier og datterens kvaliteter. Og mandens forhandlingsevne ikke mindst.
Da maasaierne i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede blev presset ud fra de gode græsningsarealer midt på Laikipiaplateauet af de tilflyttende hvide nybyggere, kom de i stigende grad i kontakt med yiakuerne i Mukogodoskoven. Mændene fik øje for de unge og yiakuskønheder og tilbød op til flere høveder som betaling for dem. Yiakuforældre stod med andre ord med en beslutning, om de ville afsætte deres døtre for et girafbagben eller en række kvæg. Ikke mange valgte det spættede ben.
Maasaiernes kultur blev i løbet af ganske kort tid højstatus blandt yiakuer, og mange yiakumænd, som holdt fast i deres egen kultur, formåede ikke at overbevise om deres kvaliteter og måtte derfor helt opgive at få sig en hustru. Maasaikulturen er stærkt patriarkalsk så når en kvinde gifter sig opgiver hun sin familie til fordel for mandens. I dette tilfælde også sin kultur. Det tog ikke mange år før de omkring 4000 yiakuer følte sig mere som maasaier.
Idag, hvor selv verdenen omkring Mukogodoskoven er i opbrud, er behovet for at finde sine sande rødder også vokset hos yiakuerne. Der er skabt forbindelser til andre stammer i en lignende situation. Både nationalt og internationalt. Jæger/samlerkulturen fra deres forfædre er nok tabt for evigt, men stoltheden over denne fortid, og den bevidsthed det fører med sig, er voksende.
Da antallet af yiakuer, der taler deres sprog, yiakunte, blev færre end tyve, og de alle var omkring firs, valgte UNESCO at sætte sproget på deres liste over uddøde sprog. Nu er der blot under ti, som kan tale sproget. Halvdelen af dem kan tale det flydende.
