Den hvide ranchejer, ond eller god?

Over halvtreds procent af Laikipias jord er ejet af hvide ranchers. Somme er lokalt fødte af hvide settlers, som kom hertil under kolonitiden. De har gået i skole med lokale og har et stort kendskab både til lokale forhold og kulturen i området.

Disse kenyanske hvide bruger enten deres indhegnede jord til kvægdrift eller har indrettet det til private naturreservater, hvor rige udlændinge kan leje sig ind og se nogle af de mange dyr, der stadig findes i området. For tre uger siden lejede Prince William for eksempel en hel lodge for sig selv i en af disse parker, og for halvanden måned siden blev min tur til en anden af parkerne aflyst, fordi Tony og Cherie B pludselig bestemte sig for at komme på besøg.

Andre jordejere er rige udenlandske magnater, som har købt sig ind for at have et landsted i Afrika med elefanter og zebraer i haven. Eller som en ren investering. Eksempler på sådanne er ejeren af sportsmærket Puma og den engelske dronning (gennem et stråfirma vel at mærke...). Ingen af dem bor fast lokalt eller har den store forståelse for lokale, og de problemer de døjer med. Ikke fordi de lokalt fødte ranchejere alle har det ej heller. Sidste år skød en af dem en lokal maasai, fordi han på grund af en slem tørke havde valgt at tage sine kvæg ind på den forkerte side af ranchejernes hegn. For maasaierne er det nemlig i udpræget grad sandt, at græsset er grønnere på den anden side af hegnet. På ranchejernes side af hegnet.

Men generelt set udviser de lokalt fødte en meget større forståelse for de lokales behov og hjælper ofte med praktiske ting såsom at fragte en landsbys kvinder til et stormøde på en af deres lastbiler. For de private reservaters vedkommende afsættes nogle procent af indtægten ligefrem til projekter for udvikling af nærområderne. En af ejerne af disse reservater har sågar i sin ungdom selv været på kvægrov hos andre hvide farmere sammen med lokale maasaikrigere.

Reservaterne har seføli en stor interesse i at udvikle turismeinfrastrukturen i Laikipia. Det gør de blandt andet ved at støtte de lokale communities i at bygge lodges, hvor indtjeningen herfra går til lokalområdet. Det giver naturligvis også ekstra gode jobmuligheder for indbyggerne i de små lokalsamfund. Og jobs hænger ikke på akacietræerne ellers.

Selv med denne hjælp er det svært at komme udenom, at jordfordelingen i Laikipia ikke er særligt lige. De lokale maasaier og andre pastoralistsamfund i området har al for lidt jord til, at deres kvæg- og gedehold kan være miljømæssigt bæredygtigt. De hvide ranchejere har mere jord, end de har brug for.

Det betyder dog også, at en stor del af det vilde dyreliv i Laikipia har store områder, hvor de kan være i fred. Selvom maasaier i hundreder af år har levet sammen med vilde dyr, så får en løve ikke lov til at overleve, hvis den har spist et par maasaikøer. Og udenfor de private reservater er specielt hyæner jaget vildt, fordi de angriber får og geder om natten, hvis de ikke er forsvarligt opbevaret bag akaciebuskes beskyttende torne.

Derfor er der stadig forhold hvor dyr som løver, hyæner og geparder stadig kan trives i nogenlunde bestande i Laikipia. Selvom maasaierne så måske til gengæld ikke gør...

En skamferingskultur

Maasaimænd forklarer omskæring af kvinder ud fra deres eget synspunkt. Seføli. Det er der egentligt ikke den store overraskelse i, men forklaringsgrundlaget til, hvorfor maasaikvinder omskæres, virker mere end en kende sygt i sin logik. For logik er der skam, polygam logik.

Maasaier og andre semi-nomadiske pastoralistmænd har ofte mere end en kone – hvis han har råd – så der er en i hvert græsningsområde, han færdes i med sin hjord. De forskellige koner bor med andre ord fast, og manden vandrer rundt til dem i en cyklus bestemt af, hvor dyrenes græsgange er. Det betyder at en kvinde ofte er overladt til sig selv i lange stræk, hvilket får manden til at frygte for sin ære. Og dernæst for konens dyd.

Det simple, men groft undertrykkende, træk for at hindre sidespring fra konens side – for manden er seføli tilladt sidespring – er at fjerne alle kvindens ydre kønsorganer, så hendes sexdrift nedsættes.

Man kan undre sig over, hvorfor kvinder tillader at deres egne døtre omskæres. Og ikke mindst at pigerne selv lader sig skamfere. Kultur. Kultur præger piger og mødre så stærkt, at de frygter mere for udfrysning fra lokalsamfundet end for deres helbred, rettigheder og evne til sexuel nydelse. Så meget at de unge piger lader sig lemlæste for at blive en del af de voksnes fællesskab. Når en pige omskæres ved 10-13-årsalderen, træder hun nemlig ind i de voksnes rækker. Med alle de goder det indebærer. Det betyder blandt andet, at hun får ret til at have kærester og bevæge sig mere frit omkring.

Omskæring betyder også, at en kvinde ikke selv længere straffes af stammen, hvis hun bliver gravid. Bliver en uomskåret kvinde gravid – selv hvis det er ved voldtægt – er tabuet så stort, at hun fryses fuldstændig ud af lokalsamfundet og må klare sig selv. Er hun først omskåret ligger ansvaret på mandens side for at tage sig af hende og barnet. Og mindst lisså vigtigt; hun udstødes ikke.

Man kan også undre sig over, hvorfor ældre kvinder er nogle af de største fortalere for at fortsætte den smertefulde skamfering, som samtidig betyder en stor sundhedsrisiko for de omskårne. Specielt når mange af de ældre kvinder, der står for ceremonierne, i virkeligheden ikke bryder sig om det. Problemet i en så patriarkalsk kultur som maasaiernes er, at kvinder ikke tillades at eje jord, og derfor ikke har mange indkomstmuligheder, udover hvad de kan lave med deres hænder. For ældre kvinder er problemet endnu større, da de heller ikke kan arve fra afdøde ægtemænd. En af de ting de dog kan lave med deres hænder er at skære kønsdelene af andre kvinder. Det kan sågar være deres eneste indtjeningsmulighed og dermed deres overlevelsesgrundlag.

På trods af den stærke kulturelle prægning er somme forældre alligevel modstander af at lemlæste deres piger. En sådan tanke om pigernes velvære er dog ikke sikker på at udmynte sig i uomskårne døtre, for der findes flere tilfælde, hvor pigen har været så utilfreds med det, at hun er løbet hjemmefra for at blive omskåret selv. Presset fra hendes omgivelser blandet med et brændende ønske om at komme til at nyde den anseelse, der medfølger ved at være omskåret, har været for stort.

Kulturelt gruppepres kan føles umådeligt stærkt. Nok ikke mindst for store børn og unge teenagere. Derfor er 32 procent af alle kenyanske kvinder omskåret og tæt ved hundrede procent af maasaierne.