Den hvide ranchejer, ond eller god?

Over halvtreds procent af Laikipias jord er ejet af hvide ranchers. Somme er lokalt fødte af hvide settlers, som kom hertil under kolonitiden. De har gået i skole med lokale og har et stort kendskab både til lokale forhold og kulturen i området.

Disse kenyanske hvide bruger enten deres indhegnede jord til kvægdrift eller har indrettet det til private naturreservater, hvor rige udlændinge kan leje sig ind og se nogle af de mange dyr, der stadig findes i området. For tre uger siden lejede Prince William for eksempel en hel lodge for sig selv i en af disse parker, og for halvanden måned siden blev min tur til en anden af parkerne aflyst, fordi Tony og Cherie B pludselig bestemte sig for at komme på besøg.

Andre jordejere er rige udenlandske magnater, som har købt sig ind for at have et landsted i Afrika med elefanter og zebraer i haven. Eller som en ren investering. Eksempler på sådanne er ejeren af sportsmærket Puma og den engelske dronning (gennem et stråfirma vel at mærke...). Ingen af dem bor fast lokalt eller har den store forståelse for lokale, og de problemer de døjer med. Ikke fordi de lokalt fødte ranchejere alle har det ej heller. Sidste år skød en af dem en lokal maasai, fordi han på grund af en slem tørke havde valgt at tage sine kvæg ind på den forkerte side af ranchejernes hegn. For maasaierne er det nemlig i udpræget grad sandt, at græsset er grønnere på den anden side af hegnet. På ranchejernes side af hegnet.

Men generelt set udviser de lokalt fødte en meget større forståelse for de lokales behov og hjælper ofte med praktiske ting såsom at fragte en landsbys kvinder til et stormøde på en af deres lastbiler. For de private reservaters vedkommende afsættes nogle procent af indtægten ligefrem til projekter for udvikling af nærområderne. En af ejerne af disse reservater har sågar i sin ungdom selv været på kvægrov hos andre hvide farmere sammen med lokale maasaikrigere.

Reservaterne har seføli en stor interesse i at udvikle turismeinfrastrukturen i Laikipia. Det gør de blandt andet ved at støtte de lokale communities i at bygge lodges, hvor indtjeningen herfra går til lokalområdet. Det giver naturligvis også ekstra gode jobmuligheder for indbyggerne i de små lokalsamfund. Og jobs hænger ikke på akacietræerne ellers.

Selv med denne hjælp er det svært at komme udenom, at jordfordelingen i Laikipia ikke er særligt lige. De lokale maasaier og andre pastoralistsamfund i området har al for lidt jord til, at deres kvæg- og gedehold kan være miljømæssigt bæredygtigt. De hvide ranchejere har mere jord, end de har brug for.

Det betyder dog også, at en stor del af det vilde dyreliv i Laikipia har store områder, hvor de kan være i fred. Selvom maasaier i hundreder af år har levet sammen med vilde dyr, så får en løve ikke lov til at overleve, hvis den har spist et par maasaikøer. Og udenfor de private reservater er specielt hyæner jaget vildt, fordi de angriber får og geder om natten, hvis de ikke er forsvarligt opbevaret bag akaciebuskes beskyttende torne.

Derfor er der stadig forhold hvor dyr som løver, hyæner og geparder stadig kan trives i nogenlunde bestande i Laikipia. Selvom maasaierne så måske til gengæld ikke gør...