Ven idag, hvad imorn?

Det britiske kolonistyre kaldte den nordlige og østlige halvdel af Kenya for the Northern Frontier District,, mestendels fordi de ikke rigtigt anede, hvad de skulle gøre ved dette tørre, varme sted og dets mange stammer af mere eller mindre fjendtligt stemte pastoralister. Der er hverken god jord eller vand nok til at dyrke noget udover i små lommer på bjerge, så drømmen om det hvide højland i Østafrika spredte sig aldrig rigtigt nordpå. Området er enormt. Og enormt øde. The Northern Frontier District endte derfor aldrig rigtigt med at blive andet end en bufferzone mellem Britisk Østafrika, det italienske Somalia, det frie Etiopien og de franske kolonier nordpå.

Den samme tankegang har præget Kenya lige siden. Også de skiftende post-koloniale styrer har kæmpet med, hvad pokker de skulle stille op med området heroppe. Den ofte vestligt uddannede elite kommer fra de mere frodige landbrugsdyrkende områder i syd, så en forståelse for semi-nomadiske folkeslag, der vandrer rundt over store områder efter grønnere græsgange og vand, er væsentligt mere fremmed for dem end en shoppingtur til London.

I manges øjne er stammerne fra nord en flok farvestrålende krigeriske barbarer udenfor lov og orden. Det er de for den sags skyld ofte også i hinandens øjne. Rejser man igennem området og snakker med de forskellige stammer, erfarer man hurtigt, at naboerne er nogle aggressive halunker, som uden grund bryder freden og unødigt provokerer os fredelige folk. Det samme får man så at vide omkring de folk, man lige har talt med, når man besøger naboen.

Der er ingen ende på, hvor mange ensidige beskyldninger disse fantastisk gæstfrie og venlige folk har mod hinanden. For en udefrakommende kan det undre. Men kigger man på, hvor goldt området er og hvor mange dromedarer og geder, de hver især har, er det ikke svært at se, at de få områder med vegetation og de sparsomme oaser let kan blive en kamp om liv og død. Ikke blot for dyrene, også for deres ejere. Smider man en diversitet af kulturer, religioner og sprog ind i spillet, står det klart at gensidig forståelse ikke er noget, der driver ned af væggene her.

Men ufreden stammerne imellem er ikke hugget i sten. I takt med stridigheder, vandringer, fredsaftaler og vejr skifter billedet. Gabbrastammen regnes for eksempel ofte som en understamme af boranaerne. Ikke af dem selv dog. I deres kamp for selvstændig anerkendelse har de i de sidste par år begivet sig ud i en kamp mod alt og alle – specielt boranaerne – for at vise de er deres egne herrer. Dette billede har dog ændret sig nu, da vandringer har ført de to folk væk fra hinanden. Til gengæld er boranaerne begyndt at sloges med rendillerne og gabbraerne med turkanaerne.

Hvem ved hvem de slåsser med imorn…