Med lokalbefolkningen i ryggen

Kenya er fuld af store og små kendte naturreservater. De fleste verden over kender Maasai Mara fra utallige naturudsendelser. Mange andre har også hørt om Amboseli, Mt. Kenya og Samburu. Der findes mange flere, nogle ukendte med god grund, mens andre er ukendte perler, man som besøgende kan have for sig selv. De fleste af disse ligger i det nordlige Kenya, hvor kun få turister vover sig ud. Desværre. Eller måske heldigvis fordi de derved kan forblive uspolerede naturperler.

Udover de statsligt drevne nationalparker og nationalreservaterne drevet af de lokale distrikter er et utal af mindre communityreservater sprunget op over det meste af landet. Flest i de tørre egne i Rift Valley og nord og øst for det kenyanske højland, hvor det meste af landet er for tørt til at opdyrke.

Flere og flere områder ejet af lokale communities sætter dele af deres group ranch, som områderne officielt kategoriseres som, til side til naturgenopretning og –bevarelse. Præcis hvor meget, der er at bevare, varierer fra sted til sted. Men mange af områderne oprettes i nærheden af allerede eksisterende private eller offentlige naturreservater, så når områderne begynder at falde til ro, og vegetationen begynder at komme tilbage, efter græsningen fra de mange husdyr aftager, begynder de vilde dyrs antal at springe i vejret. Nye vandrer sågar til fra omkringliggende områder.

Med mere bytte i sigte stiger også antallet af rovdyr. De fleste steder har hele tiden haft rovdyrene der, men blot i små antal fordi fødegrundlaget ikke har været stort nok. Communityreservaterne er ofte stadig for små til at have flere flokke af løver eller en fast bestand af geparder eller vilde hunde, men de giver dem et vigtigt kerneområde. Så længe de omkringliggende områder ikke forværres yderligere for dyrelivet, vil det for de fleste arter være nok. Det er uden tvivl bedre end ingen beskyttelse.

Ikke kun truede rovdyr beskyttes af de communityejede reservater, også en lang række andre truede dyr beskyttes under oprettelsen af sådanne nye områder. De mange communityreservater i Laikipia, Isiolo og Samburudistrikterne har således alle små, men gode bestande af den stærkt truede Grevys Zebra, som nu kun findes i de tørre nordlige og nordøstlige egne af Kenya og ingen andre steder i verden. Og blot 2000 af dem.

Det blot et år gamle reservat Ishaqbini, halvtreds kilometer fra Tanaflodens delta i det østlige Kenya, kan prale af endnu mere. 100 ud af en verdensbestand på 500 af den mærkeligtudseende Hirola-antilope findes nemlig her. Og i den smalle stribe af skov langs Tanafloden findes to endemiske abearter, Tana Mangabey og den rødtoppede Tana Rød Colobus, med en verdensbestand på godt 1000 hver. De blev efterladt til sig selv, da den afrikanske regnskov for millioner af år siden trak sig tilbage til dens nuværende udstrækning i Congobækkenet og lod savannen komme til. Pånær altså i nogle få lommer spredt ud over Østafrika.

Hvad mere er, de lokale communities står bag beskyttelsen af deres naturperler. Uden dem ville projekterne slå fejl. Med deres støtte kan naturen og dyrenes forhold bevares og i mange tilfælde forbedres. Et godt tilskud til de store offentlige områder.