Et klip i klarinetten

I bakkerne i udkanten af Laikipiaplateauet ligger et sted, som deler navn med en af Tolkiens modernistiske fantasier om de gode gamle dag: Lorien. Laikipias Lorien er dog ikke befolket af Tolkiens elvere, men yiakuer og er så absolut ikke mindre fantastisk af den grund. Skoven, der engang var her, har efterladt nogle enkelte vidner i form af cedertræer, yiakuernes pilegifttræer og det hellige træ, området er opkaldt efter. ”Lorien” er nemlig navnet på maa for den afrikanske underart af oliventræet. En familie bosat i Lorien benytter sig af denne måned – måneden efter regntiden – til at omskære en dens mange sønner. Som traditionen foreskriver det

I modsætning til mange andre stammer i Kenya holder de fleste maasaier og samburuer stadig fast ved i traditionerne omkring omskæring. Det skal derfor foregå i hjemmet og uden bedøvelse. Så selve ritualet starter selvsagt lige før solopgang. På det koldeste tidspunkt af dagen. Som en optakt og del af overgangsritet fra at være dreng til at blive kriger starter omskæringsceremonien dog dagen før, hvor nabolagets krigere mødes og synger traditionelle omskæringssange for drengen. Her bliver han fortalt om hvad, der venter ham i tiden fremover, og om nødvendigheden af ikke at kny mens der skæres. For nu bliver han kriger – samfundets brave front med eksterne fjender.

Selv bliver drengens hovede barberet for al behåring som et symbol på det liv, han har levet indtil nu, er forbi. Blandt maasaier kan alderen for omskæring variere fra en tolv til 18 år, alt efter forældrenes mulighed for at samle sammen til festen. Så for nogle af de ældre drenge er det ikke kun håret men også skægvækst, der skal fjernes, så ansigtet er helt bart.

Tidligt næste morgen før solopgang samles mænd i indhegning omkring hytten, hvor drengens familie bor, og fortsætter med sangene. Det er en emotionel overgang, der markeres, så følelser flyder højt blandt deltagerne. Små drenge står med tårer løbende ned ad kinderne og drengens brødre bryder højlydt – og til tider voldsomt – sammen og ud i langvarig gråd. De kan græde broderens smerte ud for ham, når han nu ikke selv kan. Men ser man ikke gråden og hører den blot på afstand, er det svært at gætte, at lyden skulle stamme fra en, der græder. Lyden er en dyrisk hulken, som kommer ud i metronomisk regelmæssighed til beatet af sangene, som den flyder sammen med.

Omkring solopgang overdøves sange af larmen fra mænd, der kommer løbende til hytten. En af dem har metalbjælder bundet om benet for at give en ekstra effekt. Begge har en sort/hvid abehat på hovedet. Det er tegn til at drengen, der skal omskæres, får taget sit tøj af og holdt fast af familiens mænd i et jerngreb, hvis han alligevel skulle kny under snittet. De to omskærer spytter derefter vædske udover drengen som en velsignelse, førend de kan gå i gang. Og i gang går de. Et godt tag i forhuden og så frem med skalpellen. Ikke verdens skarpeste skalpel, men skære kan den da. Ikke hele forhuden af dog, for et lille stykke skæres ikke igennem, så forhuden kan hænge som en pyntende tap efter omskæringen. Væk smutter omskærerne igen med det samme. De skal nemlig videre til den næste familie på bakken ved siden af.

Drengen er nu i kvindernes hænder. Forbindinger lægges og drengen iklædes sort som symbol på. han den næste måneds tid er patient, for mand er han endnu ikke. Sår skal heles og hår skal gro ud igen før den månedslange overgangsrite fuldendes. Til gengæld tildeles drengen to ekstra fædre, som fra nu af følger ham ekstra nært igennem hans tid som kriger og støtter ham, når det skulle være nødvendigt.

Den næste måned efter omskæringen går med at familiens kvinder går i gang med hans dekorative udrustning bestående af perlesmykker i diverse farver og størrelser. Desuden skal et spyd og et kort sværd anskaffes til drengens tid som omvandrende kriger med familiens hjord. Hjorden og beskyttelse af stammen vil blive hans ansvar, når drengeårene er ovre.