torsdag den 28. juni 2007

Det fedeste valgflæsk

Kenya er blandt verdens 10 fattigste lande. Men økonomien har det forbavsende godt. Landet er medlem af den Østafrikanske Union, som udover Kenya også omfatter Tanzania og Uganda – og fra sidste uge Rwanda og Burundi. Blot fem procent af Kenyas offentlige budget stammer i dag fra internationale donorer, og turismeindustrien kører på højtryk. Østafrikas vigtigste havn er Mombasas. Stedet hvor langt det meste af regionens søbårne fragt indskibes og derfra køres ind i kontinentet.

Derfor forekommer det ekstra underligt, at en essentiel del af de nødvendige forudsætninger for fortsat udvikling, infrastrukturen, er i så dårlig stand. Eller det bør nok præciseres til pletvis i dårlig stand.

Jernbanen er der ikke rørt ved, siden de engelske koloniherrer forlod landet i 1963. Ondsindede rygter siger, at togsæt og skinner er i så dårlig stand, at røvere kan nå at springe på fragttogene i ”farten” og tage, hvad de vil. Har man set togene langsomt trille af sted, forekommer rygtet ikke så ondsindet endda.

Hovedvejen – og visse steder denne eneste vej – mellem tre af Kenyas fire største byer er sine lange steder i så ringe forfatning, at asfalt meget knapt anes (se billede ovenfor), og maksimumfarten i en firehjulstrækker har svært ved at krybe op over 40 kilometer i timen. Med fragt overlæssede lastbiler snegler sig af sted henover bump og huller med den halve fart.

Til gengæld kan man finde en pristin asfaltvej fra en lille provinsby som Nyahururu til et hul i jorden 30 kilometer derfra. Hvorfor? Der havde den tidligere og noget diktatorisk anlagte præsident Daniel Arap Moi et af sine huse. Meget har ikke ændret sig på det plan inden for Kenyansk politik; stammer og lokalområder er stadig det centrale. Når politikerne har ranet nok til sig selv, begynder de at tænke på venner, familie og det område, de stammer fra. Det er jo trods alt dem, der skal sørge for, de bliver stemt ind i parlamentet i næste periode.

Men et andet mønster anes også i valgår som dette. Om seks måneder er der valg, så der er travlt overalt med at bevise, at regeringen gør noget for befolkningen. Det er nemlig ikke sket de foregående 4½ år. Det er egentligt ikke så underligt. Medlemmer af parlamentet arbejder tre halve dage om ugen. Til gengæld får de væsentligt meget mere i løn end danske folketingsmedlemmer. Så vejen mellem Mombasa og Nairobi er nu næsten nybygget, og vejen nordvest på fra Nairobi mod landets tredje- og fjerdestørste byer er godt i gang med at blive det. Men strækninger af den er stadig som en bred gedesti. Hvorfor vedligeholde når effekten er større ved nybyg op til valg?

2 kommentarer:

Unknown sagde ...

Det er alt for tidligt at blive bitter og sarkastisk!

ghrency sagde ...

Hvad jeg opdager svære er at finde en weblog, der kan gribe mig i et minut men din weblog er anderledes. Bravo.
tilting patio umbrella
offset patio umbrella