Yiakustammen blev endda så præget af deres mægtige Maasainaboer at de blev assimileret ind i stammen. Selvom de talte et (nu så godt som uddødt) cushitisk sprog beslægtet med somalisk og de ethiopiske sprog, overtog de det nilotiske maa-sprog som deres eget. Det svarer nogenlunde til at danskere dropper dansk til fordel for finsk. Så langt fra hinanden er de to sprog.
Idag er Laikipia en smeltedigel af forskellige stammer. Maasaierne, Kikuyuerne og Yiakuerne er blandet op med Pokoter vestfra, Turkanaer nordvestfra og Samburuer, kenyanske Somaliere, Meruer og Boranaer fra områderne nord og nordøst for Mt. Kenya. Blandet skal her forstås både kulturelt og fysisk - selv i de små lokalsamfund. Men kører man igennem Laikipia er det ikke så meget Maasaiernes gede- og kvægflokke, man lægger mærke til. Overalt kører man langs høje hegn. Hegn der adskiller Maasaiernes fællesejede community land fra de store ranches ejet enten af efterkommerne til de hvide settlers eller rige sorte Kenyanere – som regel af den idag dominerende stamme i Kenya: Kikuyuerne.
Men Maasaierne føler stadig en hvis ejendomsret over sletterne heroppe. Det sås specielt i 2004 da aftalen med de tidligere engelske koloniherrer officielt ophørte. Ordet ”tidligere” er her yderst vigtigt, for den Kenyanske regering i 2004 (ledet af Kikuyuen Mwai Kibaki) mente ikke den kunne stå til regning for de gerninger, et regime, der ophørte i 1963, har gjort. Maasaierne var ikke enig. Vold og landbesættelser var dagsordenen i en rum tid med håb om støtte fra en af deres egne. Formanden for det kenyanske parlament er nemlig en lokal Maasai. Men magt har en tendens til at korrumpere... Når man som han selv har en stor ranch og omgås med andre lisså magtfulde mænd til hverdag, var det kun alt for naturligt at æggene faldt i deres kurv frem for i fattige pastoralisters.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar