Men er de noget værd?

Kenya er berømt vidt omkring for dets fantastiske dyreliv. Det er forståeligt. Det ér fantastisk. Over 1000 fuglearter og nogle af verdens mest kendte nationalparkers safarimuligheder taler for sig selv.

Men hvad synes kenyanerne selv om de små og store dyr i deres omgivelser?

Et nogenlunde tilfredsstillende svar på dette kræver først en tredelt opfattelse af dyr. Husdyr er et hit! De er penge værd og de kan spises. Dyr i reservater er acceptable, så længe man kan tjene penge på dem. Resten skal dø. Og helst spises. Hvis de kan.

Dette utilitaristiske syn på vores fjedrede og pelsklædte venner ses tydeligt, når man bevæger sig rundt i landet. Holder en bil parkeret i vejsiden med kikkerter og kameraer strittende ud af vinduer og andre åbninger, kan man være sikker på at det ikke er kenyanere, de tilhører, men enten nogle af de mange turister eller herboende udlændinge i landet.

En første lommefilosoferende forklaring kunne være, at os wazungu er rige nok til ikke at behøve at anskue natur ud fra, hvad vi kan putte i vores lommer og mavesæk. Samtidig er vi i vores toptunede, strømlinede hverdag så fjernt væk fra et liv, hvor vi klapper, hvad vi skal spise, at det er os muligt, at se naturen i et sløret romantisk perspektiv. Det er stadigvæk opfattet ud fra, hvad naturen kan give os - men ikke hvad den kan give os materielt. Nærmere er det, hvilke følelser og oplevelser vi kan tage med hjem. Så simpelt kan det seføli ikke forklares. Urbanisering og uddannelse er bestemt ikke de eneste faktorer, for også byelskende nairobianere med lange uddannelser har svært ved at finde en indre glæde ved at se et vortesvin. Med mindre det er på tallerkenen. De smager nu også godt, men hvorfor begrænse sig til mundens glæder, når alle de andre sanser også kan inddrages. For slet ikke at tale om dyrenes glæde ved at drøne rundt på savannen i stedet for at svede over et blus.

Mon en passioneret glæde for naturen er så smitsom, at den kan spredes? Jeg kan da i hvert fald prøve...