Når forskellen mellem division og distrikt virkelig kan betyde noget

Kenya er opdelt i 8 provinser. Hver provins består af en række distrikter, som igen er opdelt i divisioner. Parallelt opdeles landet i en række valgkredse til parlamentet. Gennem valgkredsene fordeles en pose penge fra staten til udvikling af området og gennem distrikterne uddeles en anden pose penge fra staten. Denne forklaring er forenklet så virkeligheden er væsentligt mere kompliceret end denne korte forklaring. Det ændrer dog ikke ved, at de penge, der ikke ender i korrupte lommer, er yderst velkommen i ikke mindst de mange fattige landområder i Kenya.

Problemet er blot at en række områder forfordeles i dette fordelingspuslespil – ofte på grund af stammeforskelle. Udover en række stammer, som kun er fåtalligt repræsenteret i Laikipia East-distriktet er ca. 14.000 af distriktets indbyggere maasaier spredt rundt på de tørre og halvtørre jorder i distriktets nordlige del. På de væsentligt bedre jorde tæt på Mt. Kenya finder man distriktets 45.000 Kikuyer.

Kikuyerne er den talmæssigt største stamme i Kenya og den, der historisk set har haft de bedste muligheder pga. deres priviligerede stilling under kolonitiden. Den bedst uddannede stamme er stadig Kikuyuerne hvorfor Kikuyuer stadig findes i et flertal af landets magtfulde positioner. I et distrikt som Laikipia East har demokratiets indførelse ikke ændret stort på dette. Ikke så længe al politik foregår langs stammeskel. 45.000’s stemme vil altid betyde mere end 35.000’s.

Kikuyuerne er traditionelt fastboende bønder, mens maasaierne er omvandrende seminomadiske kvægholdere. Det er to vidt forskellige kulturer. To forskellige kulturer med forskellige livsstile og derfor også helt forskellige behov. Det helt store problem er når landets demokrati er så svagt at det bliver til et flertallets diktatur, hvor mindretallene ses mere end stort på. Helt basale offentlige sektorer som sundheds- og undervisningssektorerne tilpasses ikke til seminomadiske kulturer, hvorfor de ofte tvinges til dårlig ser vice eller måske helt at undvære. På samme måde går statens penge til decentral udvikling ofte ikke til mindretallene fordi de ikke får lov til at blive repræsenteret i de udvalg der fordeler pengene og marginaliserede grupper marginaliseres endnu mere.

Maasaierne og deres seminomadiske nabostammer har naturligt nok længe søgt en større anerkendelse af deres behov og rettigheder, men så længe de ikke selv sidder med ved bordet hvor beslutningerne tages er dette et mål, der kan spejdes langt efter i horisonten. Pengene der deles ud på distriktsniveau har de ingen mulighed for være med til at bestemme over – det er Kikuyuflertallet der sidder på dem og derfor også i høj grad dem der nyder glæde af pengene. Derfor søgte man at få Kenyas præsident Mwai Kibaki til at splitte Laikipia East op i to distrikter da han i maj måned besøgte Dol Dol, så seminomaderne kunne få deres eget og dermed få indflydelse over, hvordan pengene udnyttes bedst. Det gik han og tyggede over i nogle måneder, inden han for to uger siden endelig lovede at gøre noget ved problemet og oprette en række nye distrikter i landet.

Vi er med andre ord blevet lovet at de divisioner i Laikipias tørreste område, hvor de seminomadiske kvægholdere bor, ophæves til distriktstatus. Det betyder en egen administration for området og dermed øget pengetilstrømning og udvikling til et område, som alt for længe er blevet overset. Det er vi mange der er forhåbningsfulde omkring. Men tiden vil vise om virkeligheden også kan leve op til forhåbningerne.

De første tegn er desværre ikke alt for lyse. Det første skridt imod distriktstatus for området er afklaring af dets grænser. I lørdags afholdt det lokale medlem af parlamentet et møde om dette. De maasaiældre, som rejste til distriktshovedstaden for at deltage i mødet om deres nye distrikt som repræsentanter for seminomaderne, fik imidlertid at vide, de godt kunne tage hjem igen. Mødet var kun for Kikuyuer.