Bjerget bestemmer

Klima kan være fascinerende. Specielt når man bor for foden af et bjerg. Endnu mere når man bevæger sig rundt om det. Selvom vejret kan skifte i løbet af få minutter fra hård solskin til regn ligegyldigt, hvor man er på bjerget, er det tydeligt at se på naturens forskellige habitattyper, hvordan bjerget påvirker landskabet og de levende organismer, der befinder sig i det.

I modsætning til Danmark, hvor regn som regel bæres ind fra vest og beriger hele landet med livsgivende dråber, er tendensen i Østafrika den modsatte. Her kommer de tunge skyer ind fra Det Indiske Ocean mod øst – eller fra Victoriasøen, verdens næststørste ferskvandsreservoir, til de områder, som ligger i nærheden. Hverken området omkring Mt. Kenya eller omkring Kilimanjaro og Mt. Meru, hvor jeg nu befinder mig, har imidlertid glæde af regn fra fordampet Victoriasø.

Her beklædes øst og sydsiden af bjergene af et tæt tæppe af skyfyldt regnskov. Grønt og frodigt. Her findes et utal af aber, farvestrålende fugle og eksotiske planter i et stort virvar af liv. Skoven gennemkrydses af et net af små og store vandløb. Desværre for nord- og vestsiden er det eneste der bliver tilbage af dette botaniske supermarked en tør, varm föhnvind. Vandløbene er kortlevede og kraftfulde. Men det meste af året er det eneste spor af vand de dybt udskårne ar af flodlejer, der gennemskærer sletterne landet.

Her har kun de mest hårdføre arter mulighed for at overleve. Arter som kan nøjes med det vand, der falder under årets to regntider – og holde på det til den næste kommer. Det er få, men til gengæld højt specialiserede arter, der findes her. Nordlige og østlige tørkeelskende pattedyrsarter som gerenuk og lille kudu har endda små isolerede bestande i læ af bjergene.

I Mt. Kenyas skygge spreder det store Laikipiaplateau sig med dets store vidder af dyrefyldt buskland. I hvert fald i de områder, hvor store rancheejere har råd til at at lade store områder være uafgræssede af deres kvægflokke. På de væsentligt mindre jorde tilhørende lokale afrikanske pastoralister gør brændesamlere og geder livet svært for træer og buske, så her er udsigten væsentligt længere og jorden i høj grad mere eroderet.

På de hårdt afgræssede tørre sletter nord og nordvest for Mt. Meru i det nordlige Tanzania kan man med held finde Østafrikas sjældneste fugl: Beesleys lærke – en lille brunlig sag med kort hale og forholdsvis langt næb. Blot 50 individer af arten findes i verden. Det skyldes ikke mindst dens særdeles kræsne valg af bolig; en stærkt eroderet halvørken. Det omkringliggende land udenfor Mt. Merus regnskygge er buskland, så mulighederne for at sprede sig derud er ikke til stede, så lærkens udvidelelsesmuligheder er temmeligt begrænsede.

Lærkens overlevelse afhænger med andre ord af overgræsning fra lokale maasaiers hjorde så områdets græs holdes helt i bund. Hvis de da ikke udvælges af bakkernes falke.