Når smykker er mere end udsmykning

Maasaier er kendt gor deres farvestrålende udsmykning. Skinnende røde, lyserøde eller blå klæder, øreflipper forlænget af tunge perlebeklædte kobbersmykker og et stort udvalg på hovede, hals, krop, ben og arme af farvestrålende smykker lavet af små plasticperler. Repræsentanter fra den nærtbeslægtede nabostamme samburuerne har måske flere perler på målt i gram, men den symbolske vægt vejer for maasaierne mindst lisså meget.

Maasaierne benytter sig af forskellige farver, alt efter hvor de stammer fra. Møder man mandlige maasaier fra det sydlige Kenya eller fra Tanzania, drøner de alle rundt i dybblå chukaer – det store tæppe de vikler sig ind i på et utal af forskellige måder, afhængigt af hvor varmt det er. Om halsen har de en række rent hvide perlekæder. Il Laikipiak-maasaierne her på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya ser man derimod aldrig i en blå chuka eller med hvide perlekæder. De ynder derimod at iklæde sig røde nuancer. Ikke kun rød som jorden. Når man måder de unge moraner, krigerne, står det klart, at lyserød ikke er en prinsessefarve her.

Udover forskellig kulturel tradition inden for diverse understammer, kan årsagen til divergerende farvepræferencer muligvis også spores tilbage til, hvordn understammerne ser sig selv. Mørkeblå og sort er himlens farver. Derfor forbindes de med det guddommelige. Hvid symboliserer som hos os fred. Rød er derimod ikke et symbol for kærlighed, for maasaierne er traditionelt et krigerfolk. Rød er blodets farve.

Il Laikipiak-maasaierne var berømte for deres krigerfærdigheder og -mentalitet. Så dygtige var de, at det krævede en koalition af mange stammer for at slå dem, da deres styrke var på dets højeste i det 19. århundrede. Så dygtige at deres togter førte dem så langt nordpå som Etiopien. Rød er deres farve.

Men selv krigeriske folk sætter pris på fred. Dette ses tydeligt i mange af de smykker, som Il Laikipiak-maasaiernes krigere bærer. Udover en ung mands ankler viser billedet ovenfor en krigers ankelkæder lavet af perler på læder. Læderet har måske ikke den store symbolske betydning, men i modsætning til plastic har læder en tæt knytning til maasaiernes pastoralistiske kultur. Farvevalget af perlerne er ikke, fordi de holder med Danmark og lidt St. Pauli... De viser rødt blod og hvid fred tæt knyttet sammen. Med guddommelig sort som bindeled.

Også kvinderne bærer smykker med symbolsk betydning. Ikke kun i farvevalg. Det ses tydeligst på populariteten af blå og hvide kæder hos gifte kvinder. Når en kvindes førstefødte dreng bliver omskåret – og dermed indlemmes i krigerrækkerne – har hun ret til at bære en sådan.

Generelt er det sådan at jo ældre en maasai bliver, jo mindre udsmykning har han eller hun på. De unge krigere kan være overlæssede, men en ældre har sjældent mere end lidt i ørene og et par enkelte kæder og armbånd på. Ungdommens trang til at pynte sig erstattes lidt efter lidt af den visdom og anseelse, der går hånd i hånd med en maasais alder.

God regeringsførelse, et træ i Amazonas

Et af udviklingsverdenens store mantraer er god regeringsførelse – og derunder også anti-korruptionsarbejde. Godt nok har jeg læst og arbejdet med udvikling i nogle år efterhånden, men fordi mit fokus altid har været på kommunikation og græsrødderne, har jeg aldrig helt haft en klar fornemmelse af, hvad arbejdet for god regeringsførelse helt præcis går ud på. Før jeg kom til Kenya og så, hvad god regeringsføresle ikke er.

Jeg føler lidt på samme måde, som da jeg første gang kom op over trætoppene i Perus Amazonas og så, hvor stor den skov, jeg gik rundt i, i virkeligheden var. For en dansker er den ubevidste forståelse af skov et træfyldt område, man nogenlunde kan overskue. I hvert fald gå ud af i løbet af nogle timer. Absolut ikke et område som fortsætter uafbrudt tusindvis af kilometer. Det var noget af en oplevelse at komme op i vejret første gang og se hvor meget, mere der findes end den lille del, jeg kendte til. På samme måde er statsopbygning ikke kun et lille område med forholdsvis stor gennemsigtighed og ansvarlighed for finanserne, der bruges, sådan som jeg kender det fra Danmark. Der er meget meget mere end det. Det ses i Kenya.

Sommetider kan man få den mistanke, at nogle landes offentlige opbygning er kreeret for at maksimere muligheden for at malke befolkningen for penge betalt som korruption til embedsmænd nærmere end en service til borgerne. Det offentlige system i Danmark kan virke som en jungle, men det er intet imod det antal af kontorer, man skal besøge her for at få et lille stempel, man i virkeligheden ikke helt ved, hvorfor er nødvendigt. Som regel gør embedsmændene det heller ej.

Derudover findes en række statslige mekanismer i et u-land, som vi i Danmark ikke rigtigt kender til. Jeg har været til et mange timer langt foredrag hvor en mand forsøgte at sætte os ind i den politiske opbygning i Kenya og hvordan penge fordeles decentralt. De fleste gik derfra væsentligt mere forvirret, end de kom. Alt er så komplekst og sammenrodet, fordi der findes flere parallelle politiske strukturer, som alle arbejder med nogenlunde det samme. Hver for sig, men ofte med et udvalg af repræsentanter i begge systemer.

I Kenya findes to fonde, Constituency Development Fund (CDF) og Local Authority Transfer Funds (LATF), som har til formål at kanalisere penge ud til lokalregeringer. Det er godt. Hvad ikke er godt, er, at det er temmeligt svært at få fat i deres budget, for hvor mange penge sendes ud decentralt. Ved man ikke hvor mange penge, der rådes over, er det også umuligt at holde lokalpolitikere og embedsmænd ansvarlige for om alle penge bruges. Og om de bruges forsvarligt. For at gøre denne manglende transparens endnu værre har det de sidste mange år været umuligt at få lokalregeringernes budgetter, for hvordan LATF-midlerne skal bruges. Borgere og NGOer holdes med andre ord bevidst i mørke med, hvordan penge til lokal udvikling skal bruges. Det selvom det er dem, der skal have glæde af dem. Selvsagt et paradis for kickbacks og anden korruption.

Men for godt en uge siden skete det store, at lokalregeringerne nu tvinges til at offentligtgøre deres budgetter, så alle kan følge med i hvordan LATF-midlerne bruges. Et vigtigt skridt mod bedre regeringsførelse, for nu kan civilsamfundet begynde at indtage en rolle som vagthund. En øget gennemsigtighed betyder, at politikere og embedsmænd nu kan holdes ansvarlige for de penge, der kommer ind. Og dermed forhåbentligt også resultere i mindre korruption og flere penge direkte til de fattigste.

You white people like to work

"You white people like to work." Det var den første kommentar, min nattevagtmand kom med, da han kom på arbejde og så, at jeg var smurt ind i maling, fordi jeg var i gang med at ændre den typiske gullige vægfarve til en mere acceptabel hvid. Jeg er jo en rig mzungu, hvorfor ikke hyre noen til at gøre det. De tager jo kun 40 kr for en dags arbejde. Hans eneste forklaring lod til at være en bekræftelse af hans fordomme om hvides arbejdstrang. Betyder det, at han samtidig også bekræftede århundreders fordom om sorte som dovne?

Måske. Det lyder mærkeligt, når han selv arbejder 12 timer om dagen, 7 dage om ugen for G4S. Det er godt nok af nødvendighed og ikke lyst, han arbejder så længe. Tager man ud i de fattige landområder passer fordommen måske. For mændene. For kører man igennem et landsbycentrum, er der mænd overalt. Hvad laver de? Noen snakker, andre hænger, nok andre er godt og grundigt stive på lokal bryg og khat.

Dem, der har fundet på, at afrikaneren er doven, har tydeligvis været mand og slet ikke haft øje for kvinderne. For kvinderne slider og slæber. I hjemmet, i marken og stort set overalt fra tidlig morgen til sen aften ligegyldigt hvor meget lyst de har til det. Det er nemlig så smart – for mændene – at de har bragt sig selv i en magtfuld position, hvor de får hustruer og børn til at lave alt det hårde manuelle arbejde. Og hustru i flertal er ofte en nødvendighed for at kunne dyrke nok afgrøder til at brødføde familien, når manden ikke tager ved. Han tager sig i stedet af det lident slidsomme arbejde med at passe kvæg og geder. Og da jagt stadig var lovligt i Kenya, kunne han også finde på at begive sig af med det. Når altså han ikke er på kvægtogt hos nabostammen. Eller bekriger nabostammen, fordi de er på kvægtogt som hævn. Det sker for øvrigt stadig.

Hvis afrikaneren ikke er doven, har han så da en afslappet arbejdsmoral? En god forklaring på dette kunne være, at arbejde for det store flertal ikke ses som den selvudviklende aktivitet, mange vesterlændinge lever for. Det er et nødvendigt onde til at holde hjulene i gang, så tiden kan bruges på det vigtigste: Socialt samvær. At knytte og vedligeholde bånd til andre mennesker er ikke kun en rar luksus, der får dagligdagen til at være bedre. Det kan ofte også være nødvendigt at kende noen, der kender noen, som kan hjælpe. Og det gør folk her.

Når stereotyperne om afrikanere rulles ud hører man meget sjældent om denne store solidaritetsfølelse (i hvert fald over for familie, venner og stamme). Afrikaneres styrke til altid at se tingene fra en positiv vinkel og rejse sig efter et af de utal af naturmæssige, sygdomsmæssige og politiske ulykker, der så ofte ses i Afrika, nævnes stort set heller aldrig. Eller deres umådelige gæstfrihed selvom de ejer vældigt lidt. Det selvom glæden, venligheden og smilet er det altoverskyggende, man mødes med her.

Afrikaneren er ikke doven. Der er blot langt vigtigere ting i livet end at arbejde.