tirsdag den 23. oktober 2007

The Fall of the House of Yiaku

Da antallet af yiakuer, der taler deres sprog, yiakunte, blev færre end tyve, og de alle var omkring firs, valgte UNESCO at sætte sproget på deres liste over uddøde sprog. Nu er der blot under ti, som kan tale sproget. Halvdelen af dem kan tale det flydende.

Har UNESCO ret; er det umuligt at redde sproget? Nogle enkelte personer prøver i en sidste krampe at sikre, at sproget lever videre som mere end få båndoptagelser i Kenyas nationalmuseum, når stammens ældste er væk. Den eneste mulige redning for sproget er at springe 3 generationer over og begynde med de helt små. Dem som endnu ikke er låst fast på Maa – maasaiernes sprog, som yiakuerne nu har overtaget som deres eget. Sammen med stort set alt andet af den lokale Il Laikipiak maasaikultur. Så udover at undervise nogle af de yngste skolebørn et par enkelte timer om ugen i sprogets vokabularium, er der nu ved at blive sat uformelle børnehaver op, hvor de yiakuntetalende ældre passer nogle af de yngste børn på yiakunte.

Yiakuernes fald fra selvstændig stamme til at være en del af det bredere maasaisamfund er sket over ganske kort tid. Assimileringsprocessen tog ikke mere end to generationer til stort set alt hvad tilhører yiakuernes jæger/samlerkultur var væk og erstattet med maasaiernes pastoralisme, deres sprog og deres værdier. Idag bærer yiakuer maasaiernes røde shukaer i stedet for tøj lavet af skind. De har smidt deres buer og giftpile til fordel for stave til at hyrde kvæg og geder. Deres kroppe er besmykket med små glasperler i maasaifarver. Den eneste forskel man kan se nu, grunder i yiakuernes kushitiske gener. Men små lommer af viden om naturen omkring dem og enkelte traditionelle artefakter findes stadig. Yiakuernes hang til honning eksisterer dog stadig i bedste velgående.

Da yiakuerne stadig kunne betragtes som jæger/samlere, skulle en mand for at blive gift bevise sine jagtkundskaber. Det gjorde han ved at overbringe sine vordende svigerforældre bagbenet af en giraf. Hos maasaierne derimod kan en mand anskaffe sig en hustru – eller flere for den sags skyld – ved at betale sig fra det. Prisen kommer an på de involverede familier og datterens kvaliteter. Og mandens forhandlingsevne ikke mindst.

Da maasaierne i løbet af de første årtier af det tyvende århundrede blev presset ud fra de gode græsningsarealer midt på Laikipiaplateauet af de tilflyttende hvide nybyggere, kom de i stigende grad i kontakt med yiakuerne i Mukogodoskoven. Mændene fik øje for de unge og yiakuskønheder og tilbød op til flere høveder som betaling for dem. Yiakuforældre stod med andre ord med en beslutning, om de ville afsætte deres døtre for et girafbagben eller en række kvæg. Ikke mange valgte det spættede ben.

Maasaiernes kultur blev i løbet af ganske kort tid højstatus blandt yiakuer, og mange yiakumænd, som holdt fast i deres egen kultur, formåede ikke at overbevise om deres kvaliteter og måtte derfor helt opgive at få sig en hustru. Maasaikulturen er stærkt patriarkalsk så når en kvinde gifter sig opgiver hun sin familie til fordel for mandens. I dette tilfælde også sin kultur. Det tog ikke mange år før de omkring 4000 yiakuer følte sig mere som maasaier.

Idag, hvor selv verdenen omkring Mukogodoskoven er i opbrud, er behovet for at finde sine sande rødder også vokset hos yiakuerne. Der er skabt forbindelser til andre stammer i en lignende situation. Både nationalt og internationalt. Jæger/samlerkulturen fra deres forfædre er nok tabt for evigt, men stoltheden over denne fortid, og den bevidsthed det fører med sig, er voksende.

onsdag den 19. september 2007

Den hvide ranchejer, ond eller god?

Over halvtreds procent af Laikipias jord er ejet af hvide ranchers. Somme er lokalt fødte af hvide settlers, som kom hertil under kolonitiden. De har gået i skole med lokale og har et stort kendskab både til lokale forhold og kulturen i området.

Disse kenyanske hvide bruger enten deres indhegnede jord til kvægdrift eller har indrettet det til private naturreservater, hvor rige udlændinge kan leje sig ind og se nogle af de mange dyr, der stadig findes i området. For tre uger siden lejede Prince William for eksempel en hel lodge for sig selv i en af disse parker, og for halvanden måned siden blev min tur til en anden af parkerne aflyst, fordi Tony og Cherie B pludselig bestemte sig for at komme på besøg.

Andre jordejere er rige udenlandske magnater, som har købt sig ind for at have et landsted i Afrika med elefanter og zebraer i haven. Eller som en ren investering. Eksempler på sådanne er ejeren af sportsmærket Puma og den engelske dronning (gennem et stråfirma vel at mærke...). Ingen af dem bor fast lokalt eller har den store forståelse for lokale, og de problemer de døjer med. Ikke fordi de lokalt fødte ranchejere alle har det ej heller. Sidste år skød en af dem en lokal maasai, fordi han på grund af en slem tørke havde valgt at tage sine kvæg ind på den forkerte side af ranchejernes hegn. For maasaierne er det nemlig i udpræget grad sandt, at græsset er grønnere på den anden side af hegnet. På ranchejernes side af hegnet.

Men generelt set udviser de lokalt fødte en meget større forståelse for de lokales behov og hjælper ofte med praktiske ting såsom at fragte en landsbys kvinder til et stormøde på en af deres lastbiler. For de private reservaters vedkommende afsættes nogle procent af indtægten ligefrem til projekter for udvikling af nærområderne. En af ejerne af disse reservater har sågar i sin ungdom selv været på kvægrov hos andre hvide farmere sammen med lokale maasaikrigere.

Reservaterne har seføli en stor interesse i at udvikle turismeinfrastrukturen i Laikipia. Det gør de blandt andet ved at støtte de lokale communities i at bygge lodges, hvor indtjeningen herfra går til lokalområdet. Det giver naturligvis også ekstra gode jobmuligheder for indbyggerne i de små lokalsamfund. Og jobs hænger ikke på akacietræerne ellers.

Selv med denne hjælp er det svært at komme udenom, at jordfordelingen i Laikipia ikke er særligt lige. De lokale maasaier og andre pastoralistsamfund i området har al for lidt jord til, at deres kvæg- og gedehold kan være miljømæssigt bæredygtigt. De hvide ranchejere har mere jord, end de har brug for.


Det betyder dog også, at en stor del af det vilde dyreliv i Laikipia har store områder, hvor de kan være i fred. Selvom maasaier i hundreder af år har levet sammen med vilde dyr, så får en løve ikke lov til at overleve, hvis den har spist et par maasaikøer. Og udenfor de private reservater er specielt hyæner jaget vildt, fordi de angriber får og geder om natten, hvis de ikke er forsvarligt opbevaret bag akaciebuskes beskyttende torne.

Derfor er der stadig forhold hvor dyr som l
øver, hyæner og geparder stadig kan trives i nogenlunde bestande i Laikipia. Selvom maasaierne så måske til gengæld ikke gør...

torsdag den 6. september 2007

En skamferingskultur

Maasaimænd forklarer omskæring af kvinder ud fra deres eget synspunkt. Seføli. Det er der egentligt ikke den store overraskelse i, men forklaringsgrundlaget til, hvorfor maasaikvinder omskæres, virker mere end en kende sygt i sin logik. For logik er der skam, polygam logik.

Maasaier og andre semi-nomadiske pastoralistmænd har ofte mere end en kone – hvis han har råd – så der er en i hvert græsningsområde, han færdes i med sin hjord. De forskellige koner bor med andre ord fast, og manden vandrer rundt til dem i en cyklus bestemt af, hvor dyrenes græsgange er. Det betyder at en kvinde ofte er overladt til sig selv i lange stræk, hvilket får manden til at frygte for sin ære. Og dernæst for konens dyd.

Det simple, men groft undertrykkende, træk for at hindre sidespring fra konens side – for manden er seføli tilladt sidespring – er at fjerne alle kvindens ydre kønsorganer, så hendes sexdrift nedsættes.

Man kan undre sig over, hvorfor kvinder tillader at deres egne døtre omskæres. Og ikke mindst at pigerne selv lader sig skamfere. Kultur. Kultur præger piger og mødre så stærkt, at de frygter mere for udfrysning fra lokalsamfundet end for deres helbred, rettigheder og evne til sexuel nydelse. Så meget at de unge piger lader sig lemlæste for at blive en del af de voksnes fællesskab. Når en pige omskæres ved 10-13-årsalderen, træder hun nemlig ind i de voksnes rækker. Med alle de goder det indebærer. Det betyder blandt andet, at hun får ret til at have kærester og bevæge sig mere frit omkring.

Omskæring betyder også, at en kvinde ikke selv længere straffes af stammen, hvis hun bliver gravid. Bliver en uomskåret kvinde gravid – selv hvis det er ved voldtægt – er tabuet så stort, at hun fryses fuldstændig ud af lokalsamfundet og må klare sig selv. Er hun først omskåret ligger ansvaret på mandens side for at tage sig af hende og barnet. Og mindst lisså vigtigt; hun udstødes ikke.

Man kan også undre sig over, hvorfor ældre kvinder er nogle af de største fortalere for at fortsætte den smertefulde skamfering, som samtidig betyder en stor sundhedsrisiko for de omskårne. Specielt når mange af de ældre kvinder, der står for ceremonierne, i virkeligheden ikke bryder sig om det. Problemet i en så patriarkalsk kultur som maasaiernes er, at kvinder ikke tillades at eje jord, og derfor ikke har mange indkomstmuligheder, udover hvad de kan lave med deres hænder. For ældre kvinder er problemet endnu større, da de heller ikke kan arve fra afdøde ægtemænd. En af de ting de dog kan lave med deres hænder er at skære kønsdelene af andre kvinder. Det kan sågar være deres eneste indtjeningsmulighed og dermed deres overlevelsesgrundlag.

På trods af den stærke kulturelle prægning er somme forældre alligevel modstander af at lemlæste deres piger. En sådan tanke om pigernes velvære er dog ikke sikker på at udmynte sig i uomskårne døtre, for der findes flere tilfælde, hvor pigen har været så utilfreds med det, at hun er løbet hjemmefra for at blive omskåret selv. Presset fra hendes omgivelser blandet med et brændende ønske om at komme til at nyde den anseelse, der medfølger ved at være omskåret, har været for stort.

Kulturelt gruppepres kan føles umådeligt stærkt. Nok ikke mindst for store børn og unge teenagere. Derfor er 32 procent af alle kenyanske kvinder omskåret og tæt ved hundrede procent af maasaierne.

fredag den 31. august 2007

Holder Gud Afrika tilbage?

Afrika nævnes sjældent som fremskridtets kontinent. Tværtom. Folk med vesterlandske briller på kan endda i et kynisk, etnocentrisk øjeblik endda fristes til at kalde kontinentet fejlslagent. Sat ved siden af Asien går den økonomiske udvikling i Afrika fremad med samme hastighed som en landskildpadde i en mose. I et tidligere forholdsvist rigt land som Zimbabwe synker økonomien nu ned i en tilsyneladende bundløs afgrund.

Asien og Latinamerika synes på mange områder at være godt på vej mod FN’s mål for en bedre verden i 2015, de såkaldte Millenium Development Goals. Afrika syd for Sahara skåret over en bred kam ser derimod ud til kun at tage få skridt mod at opfylde målene. Mange årsager gives herfor; klima, sygdomme, svage statsdannelser, historien, kultur og dårlige landbrugsforhold. Disse faktorer spiller uden tvivl en enorm rolle, men listen over roden til al Afrikas ondt er givetvis væsentligt længere, end hvad denne ene linje præsenterer.

En årsag, der sjældent fremføres, er Gud. For afrikaneres stærke tro på en kristen Gud gør ikke kun hverdagen lettere at komme igennem i kraft af håbet om et bedre liv efter dette, troen fungerer også som en behagelig fatalistisk sovepude, der hindrer initiativ og virkelyst hos en stor del troende. For hvis Gud vil have, jeg skal have det bedre, skal hun nok sørge for det sker...

Hører man om en bilulykke i Kenya kan man med meget stor sikkerhed sætte penge på, at mindst en af de involverede parter er en matatu, en overfyldt minibus i ringe stand. Til gengæld kører chaufførerne dem til grænsen. Og sommetider altså også over grænsen. Ikke kun fordi de fleste matatuer trænger til et par uger på værksted, men også fordi chaufførerne ofte er mindreårige, fordrukne eller høje på khat. I grelle tilfælde alt på samme tid. Ikke så mærkeligt de er frygtede i trafikken.

Hvad der får mig til at frygte matatuer endnu mere, er de streamers, de har i for- og bagruder. Budskaber som ”Jesus Behind the Wheel” og ”Not Me, It’s God” bør få enhver bilist til at ryste i bukserne. Ikke nok med de kører ad hevleds til, så skyder de også skylden på Gud og hans kumpaner. En udtalt mangel på dødsfrygt i trafikken er ikke just, hvad anbefales af René la Cour. Hvad forekommer underligt for en sekulariseret dansker er, at denne manglende dødsfrygt hænger så tæt sammen med gudsfrygt. For Gud er herre over skæbnen og dermed også død og liv – selv matatuchaufførers. Derfor kan de køre lisså rådent, de vil.

På samme måde sætter mange andre afrikanere, måske alt for mange, deres lid til Gud og skæbnen. Skæbnen er forudbestemt og kan ikke rokkes ved af dødelige – udover gennem gudsfrygtighed, så derfor slår en, der frygter Gud, sig alt for let til tåls med, hvad der dumper ned i skøddet. Og endnu oftere hvad der ikke dumper ned i skødet. Tanken om, at det er Guds prøvelser, gør det lettere at leve med hårde kår, man ellers selv kan være med til at forbedre. Den frie vilje nåede åbenbart aldrig frem til afrikanske kirker. En skam.

Utilfredshed med det værende har drevet den vestlige kultur vidt. Somme vil sige for vidt. Men analysen af det, man har, som ikke godt nok lagt sammen med troen på egen evne har været skyld i tekniske kvantespring og dannelsen af ufatteligt komplekse statsdannelser, som kærer om selv svages kår. Denne utilfredshed har også givet en kultur af brokrøve, mavesår og depressioner. Den afrikanske fatalisme har givet smil, glæde og overskud. Og en indædt modvilje mod at søge forandringer.

Måske skal udvikling blot gå langsomt, når man søger at parre livsglæd med initiativ og fremdrift.

søndag den 19. august 2007

En retssag for verden

Den 8. november 1994 blev FN Sikkerhedsråds Resolution 955 underskrevet. Det var startskuddet på retsopgøret med forbrydere mod menneskeheden fra folkemordet i Rwanda samme år. En mindre by i det nordlige Tanzania, Arusha, mest kendt som udgangspunkt for safariture til Serengeti og Ngorongorokrateret blev valgt som stedet, hvor retssagerne skulle finde sted.

I januar 1997 startede den første retssag. Siden da er over 1 milliard af de dersens amerikanske dollars blevet brugt på retssagerne mod de 72 af de 90 anklagede forbrydere. 2 er døde. 18 er stadig på fri fod og 28 er blevet dømt. Af dem er de 3 frifundet og de 12 dømt til livstid. Her betyder livstid vel at mærke al den tid, der er tilbage af livet - og ikke omtrendt 16 år og så på prøveløsladelse som i Danmark.

Bag disse enkle tal ligger uforståeligt store forbrydelser. Det gælder den forbrydelse, der ligger i Kofi Annan og FN’s generelle mangel på handling, men mest af alt bærer disse få tal vidne om over 800.000 tutsier og moderate hutuers død i løbet af 100 blodsfyldte dage i 1994, da to ekstremistiske hutumilitser brugte al menneskelig umenneskelighed på en etnisk udrensning, hvis lige ikke var set i Afrika nogensinde.

Hate speach flød ud af radiokanaler ejet af topfolk i regeringen i en konstant opfordring til blodig hævn for tutsiernes magt over hutuerne de sidste 500 år, mens militser erhvervede sig våben og trænede i, hvordan man hurtigst muligt dræber flest muligt. At dømme efter de 100 dages ekstreme vold må træningen have været god og propagandaen fantastisk.

Et af de mest berømte eksempler på den umådeholdne vold er massakren på de 20.000 tutsier og moderate hutuer, der søgte tilflugt i en katolsk kirke i byen Nyarubuye. Borgmesteren for kommunen stod personligt for at opildne til folkedrabet, udlevere våben og lede massakren over to dage i april 1994. Det kostede ham og den lokale leder af militsen, som udførte massakren, den største straf, en international domstol kan give. Livstid.

Et retsopgør med forbrydere mod menneskeheden, sådan som det hedder i anklageskrifterne mod de 90 mænd og kvinder, der er anklaget af tribunalet i Arusha, må opfattes som vigtigt i sig selv. Et første skridt i Rwandas selvransagelse efter folkedrabet i 1994. Første skridt mod forsoning.

Derudover har tribunalet retsligt set trådt nogle meget vigtige nye skridt i fortolkningen af Genevekonventionen fra 1948: Det er første gang Genevekonventionens fortolkning af folkemord benyttes, det er første gang voldtægt inkluderes i definitionen af folkemord – og at folk bliver dømt for det, det er første gang siden Nürnberg 1946 at en statsleder dømmes og det er første gang medier dømmes for at opfordre til kriminalitet.

Selvom Arushas tribunal er væsentligt mindre kendt end dens søsterinstans i Haag, spiller den en vigtig rolle både for Rwanda og dets interne helingsproces og for verdenssamfundets evne til at straffe forbrydere mod menneskeheden.

Det næste skridt må være befolkningens forsoningsproces. Det kan desværre ikke klares gennem en forholdsvis simpel retssag i et naboland.

lørdag den 11. august 2007

Bjerget bestemmer

Klima kan være fascinerende. Specielt når man bor for foden af et bjerg. Endnu mere når man bevæger sig rundt om det. Selvom vejret kan skifte i løbet af få minutter fra hård solskin til regn ligegyldigt, hvor man er på bjerget, er det tydeligt at se på naturens forskellige habitattyper, hvordan bjerget påvirker landskabet og de levende organismer, der befinder sig i det.

I modsætning til Danmark, hvor regn som regel bæres ind fra vest og beriger hele landet med livsgivende dråber, er tendensen i Østafrika den modsatte. Her kommer de tunge skyer ind fra Det Indiske Ocean mod øst – eller fra Victoriasøen, verdens næststørste ferskvandsreservoir, til de områder, som ligger i nærheden. Hverken området omkring Mt. Kenya eller omkring Kilimanjaro og Mt. Meru, hvor jeg nu befinder mig, har imidlertid glæde af regn fra fordampet Victoriasø.

Her beklædes øst og sydsiden af bjergene af et tæt tæppe af skyfyldt regnskov. Grønt og frodigt. Her findes et utal af aber, farvestrålende fugle og eksotiske planter i et stort virvar af liv. Skoven gennemkrydses af et net af små og store vandløb. Desværre for nord- og vestsiden er det eneste der bliver tilbage af dette botaniske supermarked en tør, varm föhnvind. Vandløbene er kortlevede og kraftfulde. Men det meste af året er det eneste spor af vand de dybt udskårne ar af flodlejer, der gennemskærer sletterne landet.

Her har kun de mest hårdføre arter mulighed for at overleve. Arter som kan nøjes med det vand, der falder under årets to regntider – og holde på det til den næste kommer. Det er få, men til gengæld højt specialiserede arter, der findes her. Nordlige og østlige tørkeelskende pattedyrsarter som gerenuk og lille kudu har endda små isolerede bestande i læ af bjergene.

I Mt. Kenyas skygge spreder det store Laikipiaplateau sig med dets store vidder af dyrefyldt buskland. I hvert fald i de områder, hvor store rancheejere har råd til at at lade store områder være uafgræssede af deres kvægflokke. På de væsentligt mindre jorde tilhørende lokale afrikanske pastoralister gør brændesamlere og geder livet svært for træer og buske, så her er udsigten væsentligt længere og jorden i høj grad mere eroderet.

På de hårdt afgræssede tørre sletter nord og nordvest for Mt. Meru i det nordlige Tanzania kan man med held finde Østafrikas sjældneste fugl: Beesleys lærke – en lille brunlig sag med kort hale og forholdsvis langt næb. Blot 50 individer af arten findes i verden. Det skyldes ikke mindst dens særdeles kræsne valg af bolig; en stærkt eroderet halvørken. Det omkringliggende land udenfor Mt. Merus regnskygge er buskland, så mulighederne for at sprede sig derud er ikke til stede, så lærkens udvidelelsesmuligheder er temmeligt begrænsede.

Lærkens overlevelse afhænger med andre ord af overgræsning fra lokale maasaiers hjorde så områdets græs holdes helt i bund. Hvis de da ikke udvælges af bakkernes falke.

onsdag den 8. august 2007

De er farlige, de er unge

Generationskløft kender de fleste danskere til. Specielt når det fører til store skænderier, når magtstrukturerne ønskes ændret. Mest fordi teenagere ikke kan forstå, hvorfor deres forældre skal bestemme over deres påklædning, og hvornår de skal begynde at indfinde sig i hjemmet om aftenen. En række ældre kan også føle sig hægtet af i det moderne samfunds arbejdsmarked, fordi unge ofte har en langt bedre forståelse af de nymodens teknologier.

Blandt yiakuer og maasaier frygter samfundets ældre i høj grad også en række af dets unge. Ikke fordi de unges højre arm svinger en kølle hårdere end dem selv, eller fordi bander af dem bryder ind i deres hytter og frarøver dem alle deres værdier. Det er anseelsen af de ældre alt, alt for høj til. Tværtom frygtes de unge velklædte, veltalende, veluddannede for deres kundskaber. For hvad de kan. For hvad de ældre modsat ikke kan – og aldrig vil kunne lære.

Disse stammer har i høj grad vedholdt en traditionel kultur, hvor hver aldersgruppe har sin egen leder, og hvor lokalområdets ældre bestemmer endnu mere. Lokalsamfundets ældre mænd vel at mærke. Men også i de små marginaliserede landsbysamfund mærkes moderniseringen af samfundet i stigende grad.

Et moderniseret samfund fungerer mindre i kraft af ældre mænds viden og erfaring som i kraft af en institutionaliseret bureaukratisering af samfundet fra statsligt til lokalt niveau. Her nytter viden om skovens urters medicinelle virkning lisså lidt som kendskab til forfædres riter og traditioner. Ej heller mange års opsamlede erfaringer har den store anvendelse til bedømmelse af lovmæssige spørgsmål længere. Ikke når man hverken kan læse eller skrive i hvert fald. Og da slet ikke når man hverken taler engelsk eller godt swahili.

Det kan og gør en stor del af de unge. De forstår bureaukratiet, de forstår sproget, de har mulighed for at sætte sig ind i de rettigheder og muligheder, et moderne samfund bringer ud i lokalområderne. Derfor er det civile samfund fyldt af dygtige (og mindre dygtige) unge med en uddannelse bag sig. Derfor er det i stigende grad unge, der kan bestride vigtige poster lokalt – både officielle og civilsamfundet. Det passer så absolut ikke de ældre mænd, at deres traditionelt magtfulde position udhules således. De føler sig truet på deres altdominerende position.

Under et communitymøde i et lille samfund på østsiden af Mukogodoskoven lagde jeg i sidste uge selv øre til et par ældre mænd, som absolut ikke havde tænkt sig at lade denne ændrede situation gå stille af for sig. Langt fra. Høje verbale tilkendegivelser blev givet, om at et øget fokus på kvinder og unge på grund af deres traditionelt dårlige position så absolut ikke var en god ide. En noget ophidset stemning blandt et par ældre førte til at de valgte at råbe hele vejen ud, om hvor unfair det var, da de forlod mødet. Ikke fordi de unge og kvinderne talte om at fordrive de ældre mænd fra deres position. Blot fordi de insisterede på også at få en indflydelse.

Kan man få de ældre mænd til at dele beslutningstagningsprocessen med andre på nogenlunde lige fod, er man nået et væsentligt skridt. Det uden de ældre mænd mister al magt.