Når smykker er mere end udsmykning

Maasaier er kendt gor deres farvestrålende udsmykning. Skinnende røde, lyserøde eller blå klæder, øreflipper forlænget af tunge perlebeklædte kobbersmykker og et stort udvalg på hovede, hals, krop, ben og arme af farvestrålende smykker lavet af små plasticperler. Repræsentanter fra den nærtbeslægtede nabostamme samburuerne har måske flere perler på målt i gram, men den symbolske vægt vejer for maasaierne mindst lisså meget.

Maasaierne benytter sig af forskellige farver, alt efter hvor de stammer fra. Møder man mandlige maasaier fra det sydlige Kenya eller fra Tanzania, drøner de alle rundt i dybblå chukaer – det store tæppe de vikler sig ind i på et utal af forskellige måder, afhængigt af hvor varmt det er. Om halsen har de en række rent hvide perlekæder. Il Laikipiak-maasaierne her på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya ser man derimod aldrig i en blå chuka eller med hvide perlekæder. De ynder derimod at iklæde sig røde nuancer. Ikke kun rød som jorden. Når man måder de unge moraner, krigerne, står det klart, at lyserød ikke er en prinsessefarve her.

Udover forskellig kulturel tradition inden for diverse understammer, kan årsagen til divergerende farvepræferencer muligvis også spores tilbage til, hvordn understammerne ser sig selv. Mørkeblå og sort er himlens farver. Derfor forbindes de med det guddommelige. Hvid symboliserer som hos os fred. Rød er derimod ikke et symbol for kærlighed, for maasaierne er traditionelt et krigerfolk. Rød er blodets farve.

Il Laikipiak-maasaierne var berømte for deres krigerfærdigheder og -mentalitet. Så dygtige var de, at det krævede en koalition af mange stammer for at slå dem, da deres styrke var på dets højeste i det 19. århundrede. Så dygtige at deres togter førte dem så langt nordpå som Etiopien. Rød er deres farve.

Men selv krigeriske folk sætter pris på fred. Dette ses tydeligt i mange af de smykker, som Il Laikipiak-maasaiernes krigere bærer. Udover en ung mands ankler viser billedet ovenfor en krigers ankelkæder lavet af perler på læder. Læderet har måske ikke den store symbolske betydning, men i modsætning til plastic har læder en tæt knytning til maasaiernes pastoralistiske kultur. Farvevalget af perlerne er ikke, fordi de holder med Danmark og lidt St. Pauli... De viser rødt blod og hvid fred tæt knyttet sammen. Med guddommelig sort som bindeled.

Også kvinderne bærer smykker med symbolsk betydning. Ikke kun i farvevalg. Det ses tydeligst på populariteten af blå og hvide kæder hos gifte kvinder. Når en kvindes førstefødte dreng bliver omskåret – og dermed indlemmes i krigerrækkerne – har hun ret til at bære en sådan.

Generelt er det sådan at jo ældre en maasai bliver, jo mindre udsmykning har han eller hun på. De unge krigere kan være overlæssede, men en ældre har sjældent mere end lidt i ørene og et par enkelte kæder og armbånd på. Ungdommens trang til at pynte sig erstattes lidt efter lidt af den visdom og anseelse, der går hånd i hånd med en maasais alder.

God regeringsførelse, et træ i Amazonas

Et af udviklingsverdenens store mantraer er god regeringsførelse – og derunder også anti-korruptionsarbejde. Godt nok har jeg læst og arbejdet med udvikling i nogle år efterhånden, men fordi mit fokus altid har været på kommunikation og græsrødderne, har jeg aldrig helt haft en klar fornemmelse af, hvad arbejdet for god regeringsførelse helt præcis går ud på. Før jeg kom til Kenya og så, hvad god regeringsføresle ikke er.

Jeg føler lidt på samme måde, som da jeg første gang kom op over trætoppene i Perus Amazonas og så, hvor stor den skov, jeg gik rundt i, i virkeligheden var. For en dansker er den ubevidste forståelse af skov et træfyldt område, man nogenlunde kan overskue. I hvert fald gå ud af i løbet af nogle timer. Absolut ikke et område som fortsætter uafbrudt tusindvis af kilometer. Det var noget af en oplevelse at komme op i vejret første gang og se hvor meget, mere der findes end den lille del, jeg kendte til. På samme måde er statsopbygning ikke kun et lille område med forholdsvis stor gennemsigtighed og ansvarlighed for finanserne, der bruges, sådan som jeg kender det fra Danmark. Der er meget meget mere end det. Det ses i Kenya.

Sommetider kan man få den mistanke, at nogle landes offentlige opbygning er kreeret for at maksimere muligheden for at malke befolkningen for penge betalt som korruption til embedsmænd nærmere end en service til borgerne. Det offentlige system i Danmark kan virke som en jungle, men det er intet imod det antal af kontorer, man skal besøge her for at få et lille stempel, man i virkeligheden ikke helt ved, hvorfor er nødvendigt. Som regel gør embedsmændene det heller ej.

Derudover findes en række statslige mekanismer i et u-land, som vi i Danmark ikke rigtigt kender til. Jeg har været til et mange timer langt foredrag hvor en mand forsøgte at sætte os ind i den politiske opbygning i Kenya og hvordan penge fordeles decentralt. De fleste gik derfra væsentligt mere forvirret, end de kom. Alt er så komplekst og sammenrodet, fordi der findes flere parallelle politiske strukturer, som alle arbejder med nogenlunde det samme. Hver for sig, men ofte med et udvalg af repræsentanter i begge systemer.

I Kenya findes to fonde, Constituency Development Fund (CDF) og Local Authority Transfer Funds (LATF), som har til formål at kanalisere penge ud til lokalregeringer. Det er godt. Hvad ikke er godt, er, at det er temmeligt svært at få fat i deres budget, for hvor mange penge sendes ud decentralt. Ved man ikke hvor mange penge, der rådes over, er det også umuligt at holde lokalpolitikere og embedsmænd ansvarlige for om alle penge bruges. Og om de bruges forsvarligt. For at gøre denne manglende transparens endnu værre har det de sidste mange år været umuligt at få lokalregeringernes budgetter, for hvordan LATF-midlerne skal bruges. Borgere og NGOer holdes med andre ord bevidst i mørke med, hvordan penge til lokal udvikling skal bruges. Det selvom det er dem, der skal have glæde af dem. Selvsagt et paradis for kickbacks og anden korruption.

Men for godt en uge siden skete det store, at lokalregeringerne nu tvinges til at offentligtgøre deres budgetter, så alle kan følge med i hvordan LATF-midlerne bruges. Et vigtigt skridt mod bedre regeringsførelse, for nu kan civilsamfundet begynde at indtage en rolle som vagthund. En øget gennemsigtighed betyder, at politikere og embedsmænd nu kan holdes ansvarlige for de penge, der kommer ind. Og dermed forhåbentligt også resultere i mindre korruption og flere penge direkte til de fattigste.

You white people like to work

"You white people like to work." Det var den første kommentar, min nattevagtmand kom med, da han kom på arbejde og så, at jeg var smurt ind i maling, fordi jeg var i gang med at ændre den typiske gullige vægfarve til en mere acceptabel hvid. Jeg er jo en rig mzungu, hvorfor ikke hyre noen til at gøre det. De tager jo kun 40 kr for en dags arbejde. Hans eneste forklaring lod til at være en bekræftelse af hans fordomme om hvides arbejdstrang. Betyder det, at han samtidig også bekræftede århundreders fordom om sorte som dovne?

Måske. Det lyder mærkeligt, når han selv arbejder 12 timer om dagen, 7 dage om ugen for G4S. Det er godt nok af nødvendighed og ikke lyst, han arbejder så længe. Tager man ud i de fattige landområder passer fordommen måske. For mændene. For kører man igennem et landsbycentrum, er der mænd overalt. Hvad laver de? Noen snakker, andre hænger, nok andre er godt og grundigt stive på lokal bryg og khat.

Dem, der har fundet på, at afrikaneren er doven, har tydeligvis været mand og slet ikke haft øje for kvinderne. For kvinderne slider og slæber. I hjemmet, i marken og stort set overalt fra tidlig morgen til sen aften ligegyldigt hvor meget lyst de har til det. Det er nemlig så smart – for mændene – at de har bragt sig selv i en magtfuld position, hvor de får hustruer og børn til at lave alt det hårde manuelle arbejde. Og hustru i flertal er ofte en nødvendighed for at kunne dyrke nok afgrøder til at brødføde familien, når manden ikke tager ved. Han tager sig i stedet af det lident slidsomme arbejde med at passe kvæg og geder. Og da jagt stadig var lovligt i Kenya, kunne han også finde på at begive sig af med det. Når altså han ikke er på kvægtogt hos nabostammen. Eller bekriger nabostammen, fordi de er på kvægtogt som hævn. Det sker for øvrigt stadig.

Hvis afrikaneren ikke er doven, har han så da en afslappet arbejdsmoral? En god forklaring på dette kunne være, at arbejde for det store flertal ikke ses som den selvudviklende aktivitet, mange vesterlændinge lever for. Det er et nødvendigt onde til at holde hjulene i gang, så tiden kan bruges på det vigtigste: Socialt samvær. At knytte og vedligeholde bånd til andre mennesker er ikke kun en rar luksus, der får dagligdagen til at være bedre. Det kan ofte også være nødvendigt at kende noen, der kender noen, som kan hjælpe. Og det gør folk her.

Når stereotyperne om afrikanere rulles ud hører man meget sjældent om denne store solidaritetsfølelse (i hvert fald over for familie, venner og stamme). Afrikaneres styrke til altid at se tingene fra en positiv vinkel og rejse sig efter et af de utal af naturmæssige, sygdomsmæssige og politiske ulykker, der så ofte ses i Afrika, nævnes stort set heller aldrig. Eller deres umådelige gæstfrihed selvom de ejer vældigt lidt. Det selvom glæden, venligheden og smilet er det altoverskyggende, man mødes med her.

Afrikaneren er ikke doven. Der er blot langt vigtigere ting i livet end at arbejde.

Det fedeste valgflæsk

Kenya er blandt verdens 10 fattigste lande. Men økonomien har det forbavsende godt. Landet er medlem af den Østafrikanske Union, som udover Kenya også omfatter Tanzania og Uganda – og fra sidste uge Rwanda og Burundi. Blot fem procent af Kenyas offentlige budget stammer i dag fra internationale donorer, og turismeindustrien kører på højtryk. Østafrikas vigtigste havn er Mombasas. Stedet hvor langt det meste af regionens søbårne fragt indskibes og derfra køres ind i kontinentet.

Derfor forekommer det ekstra underligt, at en essentiel del af de nødvendige forudsætninger for fortsat udvikling, infrastrukturen, er i så dårlig stand. Eller det bør nok præciseres til pletvis i dårlig stand.

Jernbanen er der ikke rørt ved, siden de engelske koloniherrer forlod landet i 1963. Ondsindede rygter siger, at togsæt og skinner er i så dårlig stand, at røvere kan nå at springe på fragttogene i ”farten” og tage, hvad de vil. Har man set togene langsomt trille af sted, forekommer rygtet ikke så ondsindet endda.

Hovedvejen – og visse steder denne eneste vej – mellem tre af Kenyas fire største byer er sine lange steder i så ringe forfatning, at asfalt meget knapt anes (se billede ovenfor), og maksimumfarten i en firehjulstrækker har svært ved at krybe op over 40 kilometer i timen. Med fragt overlæssede lastbiler snegler sig af sted henover bump og huller med den halve fart.

Til gengæld kan man finde en pristin asfaltvej fra en lille provinsby som Nyahururu til et hul i jorden 30 kilometer derfra. Hvorfor? Der havde den tidligere og noget diktatorisk anlagte præsident Daniel Arap Moi et af sine huse. Meget har ikke ændret sig på det plan inden for Kenyansk politik; stammer og lokalområder er stadig det centrale. Når politikerne har ranet nok til sig selv, begynder de at tænke på venner, familie og det område, de stammer fra. Det er jo trods alt dem, der skal sørge for, de bliver stemt ind i parlamentet i næste periode.

Men et andet mønster anes også i valgår som dette. Om seks måneder er der valg, så der er travlt overalt med at bevise, at regeringen gør noget for befolkningen. Det er nemlig ikke sket de foregående 4½ år. Det er egentligt ikke så underligt. Medlemmer af parlamentet arbejder tre halve dage om ugen. Til gengæld får de væsentligt meget mere i løn end danske folketingsmedlemmer. Så vejen mellem Mombasa og Nairobi er nu næsten nybygget, og vejen nordvest på fra Nairobi mod landets tredje- og fjerdestørste byer er godt i gang med at blive det. Men strækninger af den er stadig som en bred gedesti. Hvorfor vedligeholde når effekten er større ved nybyg op til valg?

Jord er magt

I 1904 lokkede de engelske koloniherrer i Kenya de lokale Maasaier på Laikipiaplateauet nordvest for Mt. Kenya til at underskrive en aftale. En aftale der gav engelske settlers rettighed til en stor del af jorden på plateauet. På samme måde som for Hong Kong var aftalen bindende for 100 år. Maasaierne var selv forholdsvis nye nybyggere i området, da de selv kun havde været der i omkring 100 år. Men de maa-talende tilflyttere var så dominerende både som krigere og kulturelt set, at de hurtigt overtog overherredømmet over området hovedsageligt fra Kikuyustammen, men også mindre stammer som Yiakuerne.

Yiakustammen blev endda så præget af deres mægtige Maasainaboer at de blev assimileret ind i stammen. Selvom de talte et (nu så godt som uddødt) cushitisk sprog beslægtet med somalisk og de ethiopiske sprog, overtog de det nilotiske maa-sprog som deres eget. Det svarer nogenlunde til at danskere dropper dansk til fordel for finsk. Så langt fra hinanden er de to sprog.

Idag er Laikipia en smeltedigel af forskellige stammer. Maasaierne, Kikuyuerne og Yiakuerne er blandet op med Pokoter vestfra, Turkanaer nordvestfra og Samburuer, kenyanske Somaliere, Meruer og Boranaer fra områderne nord og nordøst for Mt. Kenya. Blandet skal her forstås både kulturelt og fysisk - selv i de små lokalsamfund. Men kører man igennem Laikipia er det ikke så meget Maasaiernes gede- og kvægflokke, man lægger mærke til. Overalt kører man langs høje hegn. Hegn der adskiller Maasaiernes fællesejede community land fra de store ranches ejet enten af efterkommerne til de hvide settlers eller rige sorte Kenyanere – som regel af den idag dominerende stamme i Kenya: Kikuyuerne.

Men Maasaierne føler stadig en hvis ejendomsret over sletterne heroppe. Det sås specielt i 2004 da aftalen med de tidligere engelske koloniherrer officielt ophørte. Ordet ”tidligere” er her yderst vigtigt, for den Kenyanske regering i 2004 (ledet af Kikuyuen Mwai Kibaki) mente ikke den kunne stå til regning for de gerninger, et regime, der ophørte i 1963, har gjort. Maasaierne var ikke enig. Vold og landbesættelser var dagsordenen i en rum tid med håb om støtte fra en af deres egne. Formanden for det kenyanske parlament er nemlig en lokal Maasai. Men magt har en tendens til at korrumpere... Når man som han selv har en stor ranch og omgås med andre lisså magtfulde mænd til hverdag, var det kun alt for naturligt at æggene faldt i deres kurv frem for i fattige pastoralisters.

Maasaiernes kamp fortsætter dog omend ikke voldeligt. På nær når tørke ikke kan holde mindre udbrud tilbage. Så sent som sidste år blev en mand dræbt, da han forsøgte at genne sin hungersramte dyreflok ind på ranchjord, hvor græsset rent faktisk var grønnere.

Jamen er det da ren ynk??

Det er med blandede følelser, man som rig vesterlænding begiver sig ind i et af de mange slumkvarterer, der findes storbyer overalt i u-lande. Specielt hvis man bærer et kamera og forventninger om at få nogle gode billeder med hjem. En sær blanding af kvalme over at føle sig som fattigdomsturist, og spændingen ved de hundredevis af gode motiver, der kan findes overalt, overdøver selv stanken. Men ikke den dårlige samvittighed.

Heldigvis findes her myriader af børn, der griner og leger ligegyldigt hvor dyb armod og hårde kår, de er plantet midt i. Glæden ved at gøre dem glade ved at vise dem billeder af dem selv var min hurtige udvej af mishaget og kvalmen. Efter et stykke tid så øjnene endda andet end affald, råd og forfald.

Lisså stille stod det tydeligere og tydeligere frem, at der i Nairobis Pumwanislumkvarteret er en relativ fred i modsætning til de fleste områder af Kenya. Det kom bag på mig. For hvorfor er et område som dette bestående af et sammensurium af indbyggere fra Kenyas 42 stammer uden de store fremtidsudsigter og presset sammen på et lille område ikke konstant i konflikt sådan, som det ellers forekommer stammerne imellem overalt i landet?.

Den omfattende vold imellem stammerne i Kenya er ikke en ældgammel tradition. Det er ikke sådan, at alle har glemt, hvorfor de egentlig slås. Mange ved det ganske vist ikke, men det er ikke kun derfor, naboerne skal dunkes i hovedet med somaliske sværd og deres køer nuppes. Årsagen findes nærmere, hvis man ser nærmere på, hvornår volden optrappes. Kalkuleret og styret vold interesserer en hvis type politikere, som vinder stemmer på konflikter. Volden er altså i høj grad ikke stammebaseret så meget som politisk bestemt, selvom det virker sådan hvis blot overfladen iagttages. Ekstrem populisme. Med fatale føljer...

Pumwani er hverken rigere eller fattigere end andre slumområder i Kenya. Dets indbyggere er nogenlunde lige så marginaliserede og kriminelle som andre (læs: meget!). Men Pumwani er et forholdsvis lille slumkvarter, og derfor er det i høj grad uinteressant for politikere. De kan simpelthen ikke finde nok opbakning dér til store politiske manøvrer. At det forholder sig sådan er tydeligt, hvis man sammenligner med en anden af Nairobis slumkvarterer: Kibera - efter sigende Afrikas største. Her er stammegrupperingerne nemlig så store, at opportunistiske politikere kan få fodfæste blandt fremtidsløse unge og opildne dem til vold.

I modsætning til hvad man skulle tro, gør Pumwanis størrelse og store etniske blanding den til at forholdsvis fredeligt sted. Et sted hvor politikere ikke får nok ud af at stikke deres angerløse fingre ned til at gide at få dem beskidte.

Men er de noget værd?

Kenya er berømt vidt omkring for dets fantastiske dyreliv. Det er forståeligt. Det ér fantastisk. Over 1000 fuglearter og nogle af verdens mest kendte nationalparkers safarimuligheder taler for sig selv.

Men hvad synes kenyanerne selv om de små og store dyr i deres omgivelser?

Et nogenlunde tilfredsstillende svar på dette kræver først en tredelt opfattelse af dyr. Husdyr er et hit! De er penge værd og de kan spises. Dyr i reservater er acceptable, så længe man kan tjene penge på dem. Resten skal dø. Og helst spises. Hvis de kan.

Dette utilitaristiske syn på vores fjedrede og pelsklædte venner ses tydeligt, når man bevæger sig rundt i landet. Holder en bil parkeret i vejsiden med kikkerter og kameraer strittende ud af vinduer og andre åbninger, kan man være sikker på at det ikke er kenyanere, de tilhører, men enten nogle af de mange turister eller herboende udlændinge i landet.

En første lommefilosoferende forklaring kunne være, at os wazungu er rige nok til ikke at behøve at anskue natur ud fra, hvad vi kan putte i vores lommer og mavesæk. Samtidig er vi i vores toptunede, strømlinede hverdag så fjernt væk fra et liv, hvor vi klapper, hvad vi skal spise, at det er os muligt, at se naturen i et sløret romantisk perspektiv. Det er stadigvæk opfattet ud fra, hvad naturen kan give os - men ikke hvad den kan give os materielt. Nærmere er det, hvilke følelser og oplevelser vi kan tage med hjem. Så simpelt kan det seføli ikke forklares. Urbanisering og uddannelse er bestemt ikke de eneste faktorer, for også byelskende nairobianere med lange uddannelser har svært ved at finde en indre glæde ved at se et vortesvin. Med mindre det er på tallerkenen. De smager nu også godt, men hvorfor begrænse sig til mundens glæder, når alle de andre sanser også kan inddrages. For slet ikke at tale om dyrenes glæde ved at drøne rundt på savannen i stedet for at svede over et blus.

Mon en passioneret glæde for naturen er så smitsom, at den kan spredes? Jeg kan da i hvert fald prøve...